Skoda og Seat sætter strøm til mikrobilerne

0

Snart er det slut med den klassiske forbrændingsmotor i Skoda Citigo og Seat Mii. Til gengæld monteres batteri og elmotor i samme karrosseri efter samme opskrift som i e-Up.

Elbilernes evige udfordring er rækkevidden. Sjældent noget at prale af, og under alle omstændigheder skal formuleringen på specifikationsarket – “rækkevidde op til” – tages helt bogstaveligt og gerne med et gran salt eller to, da den reelle rækkevidde oftest er et pænt stykke under det, der står på arket.

Men er det daglige kørselsbehov begrænset, og kan der eventuelt lades op på arbejdspladsen, vil det for eksempelvis for familier med to biler i garagen være oplagt, at bil nummer to er elektrisk.

Udbuddet af små elbiler er dog nærmest ikke-eksisterende i øjeblikket. Vil man køre elektrisk og dermed kunne pudse sin grønne miljøglorie, koster de elektriske biler fra omkring en kvart million kroner. Det relevante spørgsmål er naturligvis, hvorfor man skulle bruge så stor en sum på bil nummer to, når man kan få en nøjsom benzindrevet mikrobil for omkring 100.000 kr.?

Én mikro-elbil findes der dog. Volkswagen har e-Up på programmet, men den har man i Danmark på ingen måde forsøgt at skubbe ud over rampen, hvilket et samlet 2018-salg på beskedne 19 styk vidner om. Her satser man helt åbenlyst ikke, i stedet har importøren efter eget udsagn det lange lys rettet mod lanceringen af ID-elbils-familien i 2020.

Men måske har Volkswagen-koncernens tjekkiske og spanske kontorer set det elektriske lys. Set, at her er et uopdyrket mikromarked, for inden året er omme, slutter produktionen af to mikroer, Skoda Citigo og Seat Mii, med benzinmotor. I stedet genanvender man karrosserierne og putter batteri og elmotor under metallet.

I Barcelona har man allerede i nogen tid kunnet se elektriske Mii køre rundt som forsøgsbiler, og de elektriske Citigo og Mii er klar til salg i Danmark i foråret 2020. Mikrobilskøbere skal dog være opmærksomme på, at der formentlig bliver et lille “slip” på op mod et halvt år, hvor man ikke vil kunne købe Citigo og Mii, da hylderne med benzindrevne Citigo og Mii ventes at være tomme i løbet af efteråret 2019.

Specifikationerne på de to mikroer er ikke officielle endnu – men lad os bare gå ud fra, at der i første omgang ikke sker den store udvikling i forhold til det, VW e-Up præsterer. Det vil sige en rækkevidde op til (der var den igen) 160 kilometer, opladningstiden i husholdningens stikkontakt er seks timer, og hurtigopladning til 80 pct. af batteriets kapacitet kan ved Clevers standere gøres på en halv time.

Prisen for de to elektriske mikroer må ud fra vanlig prissætning i Volkswagenkoncernen formodes at lande et pænt stykke under prisen på VW e-Up, der står til 182.295 kr.

Elbiler i bevægelse
Rettidig omhu var en konsekvent og succesrig forretningsfilosofi for en stor dansk skibsreder, og måske er Skodas og Seats satsning på mikro-elbiler netop udtryk for rettidig omhu.

Vindene blæser på mange måder den elektriske vej, og på det danske marked simrer det så småt – ganske vist var andelen af solgte elbiler i 2018 kun 0,7 pct. af det samlede bilsalg, men målt på antal elbiler steg tallet fra knap 700 solgte i 2017 til 1.545 i 2018. Og allerede i januar i år blev der solgt 258 elbiler. Hvis den tendens fortsætter, kan 2019-tallet meget vel ende på den pæne side af 3.000.

Den tungest vejende forklaring på januar-succesen kan tilskrives Hyundai Kona. 129 solgte i årets første måned, prisen begynder ved 275.000 kr., rækkevidden er op til (der var den igen) 289 km, og smider man yderligere 35.000 kr., hedder rækkevidden op til (og endnu en gang) 449 km.

Medvirkende til den elektriske Hyundais pludselige popularitet er måske, at den blev nummer tre i Årets Bil-konkurrencen, et mulehår efter Peugeot 508 på andenpladsen og et pænt stykke efter Ford Focus.

Til slut en lille kuriøsitet: Kona Electric står i januar for 15 pct. af Hyundais januar-salg. Hyundai har også Ioniq på programmet som elbil, og senere i år kommer den brintdrevne livsstils-SUV Nexo til Danmark.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation