Sløv start på bilsalget 2020

0
bilsalget

Bilsalget er gået tilbage siden august sidste år, viser ny beregning. Elbil-salget går fortsat meget langsomt. Tre mini-biler og to mikro’er i top 5.

Bilsalget i Danmark har fået en sløv start på året, viser nye tal.

Der blev indregistreret 18.671 nye personbiler i januar, oplyser De Danske Bilimportører. Korrigeret for normale sæsonudsving faldt bilsalget med 2 procent fra december til januar, oplyser Danske Bank.

Sammenlignet med januar sidste år, er der tale om et fald i bilsalget på hele 12,4 procent.
Man bør dog være varsom med at sammenligne med sidste år på denne tid, da årets første måneder var præget af høje salgstal, fordi der var udsigt til en afgiftsstigning fra d. 1. april 2019. Det vurderer Danske Banks privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen.

Dermed ikke sagt, at januars salgstal er gode. Sæsonkorrigeret er bilsalget faldet støt siden august 2019. Der lader ikke til at have været noget nævneværdigt løft af bilsalget, selv om det ellers kan finansieres billigt med den meget lave rente.

Direktør i De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen forklarer om den lidt sløve start for bilsalget:

”Salget af personbiler er faldet i forhold til januar 2019, og det skyldes dels, at januar i 2019 var meget høj, samt at nogle af ordrerne kan været flyttet til slutningen af 2019, som var rekordstor. Interessen for biler har dog været særdeles høj i januar, hvilket får os til at se med optimisme på de næste måneder.”

Dobbelt så mange elbiler

De Danske Bilimportører konstaterer også, at det går godt for salget af elbiler.

”Sidste års høje niveau er nemlig stadig intakt og faktisk er der solgt dobbelt så mange elbiler i januar i år, sammenlignet med januar 2019. Helt konkret er der i januar 2020 solgt 530 elbiler, mod 258 elbiler i januar 2019.”

Danske Banks privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen er dog mindre imponeret.

”Det er ganske vist over dobbelt så meget som samme tid sidste år, men fortsat meget beskedent sammenlignet med de næsten 19.000 mere konventionelle biler, der blev solgt i januar. Elbilsalget udgjorde således kun knap tre procent af bilsalget i januar. Det understreger, at udviklingen hen mod en mere eldrevet bilpark stadig går meget langsomt. Vi forventer, at der kommer mange nye elbiler på det danske marked i år. Det højere udbud burde hjælpe elbilsalget på vej, men der er stadig lang vej igen før salget er oppe på siden af det konventionelle bilsalg,” konstaterer hun.

Redaktør på Hvilkenbil.dk, Jens Velling, mener også, at udsigten til en kraftig stigning i udbuddet af elbiler og ikke mindst en strøm af nye ladehybrider i 2020 kan være en forklaring på den lidt træge start på bilsalget i år.

”Det skulle ikke overraske mig, om der er en del købere, der går og venter på alle de nye modeller, som kommer på markedet i løbet af i år. Der er mange spændende modeller i mellem, og især interessen for ladehybrider er på vej op, ligesom udvalget boomer,” vurderer Jens Velling.

VW er mest solgte bilmærke

I top 20 over de mest solgte nye biler er der til gengæld ikke meget nyt under solen.

PSA-koncernen sidder tungt på toppen med to mini’er: Peugeot 208 (billedet) som januars mest solgte bil med 820 indregistreringer og på andenpladsen søsterbilen Citroën C3. En tredje mini – VW Polo er den fjerde mest solgte, mens to mikrobiler – Toyota Aygo og Citroën C1, der bygger på samme platform – er på tredje- og femtepladsen.

Det mest populære mærke i januar måned er – som sædvanlig fristes vi til at sige – Volkswagen, der har solgt 2.307 biler. På andenpladsen befinder Peugeot sig med 1.794 biler og på tredjepladsen ligger Toyota, der har fået 1.703 nye biler ud på de danske veje.

FAKTA: Top 20, mest solgte nye personbiler i januar 2020
 Placering Mærke  Model  Antal
1 Peugeot 208 820
2 Citroen C3 648
3 Toyota Aygo 632
4 Volkswagen Polo 535
5 Citroen C1 532
6 Volkswagen T-Cross 401
7 Toyota Yaris 396
8 Nissan Qashqai 368
9 Volkswagen Golf 367
10 Skoda Octavia 339
11 Renault Captur 338
12 Hyundai i10 333
13 Volkswagen T-Roc 328
14 Volvo V60 325
15 BMW 3’er 314
16 Mercedes-Benz C-Klasse 303
17 Mercedes-Benz A-Klasse 295
18 Toyota Corolla 290
19 Ford Focus 285
20 Ford Fiesta 284

 

Kilde: De Danske Bilimportører

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation