Spændingen stiger – elbiler øger rækkevidden

Elbilerne rykker på rækkevidden. Nye batterier er forklaringen på, hvorfor Renault Zoe øger rækkevidden fra 240 til 400 km og Opel Ampera-e runder hele 500 km.

‘Rækkevidde-angst’ kan snart være fortid. Begrebet, der dækker over bilisters angst for at strande i vejsiden med flade batterier på elbilen, anses for at være den største forhindring for elbilens udbredelse.

Tesla har som de eneste dulmet angsten med deres Model S, der kører op til 500 km på fuldt opladte batterier under gunstige forhold. Men selv halvdyre elbiler fra etablerede bilmærker som BMW i3 og VW e-Golf har med rækkevidde på den korte side af 200 km understreget elbilernes største udfordring: En rækkevidde helt utilstrækkelig til andet end korte byture.

Men nu sker der noget. Batteriteknologien rykker så hurtigt, at man i branchen taler om, at rækkevidden kan fordobles i løbet af blot 5-6 år.

Udviklingen er i gang. Opel er måske længst fremme, for når det tyske traditionsmærke sender elbilen Ampera-e på markedet næste år, kan den køre over 500 km på en opladning. Det er lige så godt som Teslas topmodel, men Ampera-e gør det til en tredjedel af prisen.

Først lovede Opel 400 km rækkevidde i Ampera-e, nu er den øget til godt 500 km.
Først lovede Opel 400 km rækkevidde i Ampera-e, nu er den øget til godt 500 km.

Hos Renault, der er blandt pionererne med elbiler, er der også godt nyt. Den i forvejen vellykede mini-elbil Zoe får nye batterier, der næsten fordobler rækkevidden: Fra 240 til 400 km. Zoe bliver dog også ca. 10 procent dyrere, hvis du vil have den med det nye og kraftigere batteri.

Rækkevidden er kortere i virkeligheden
Som med almindelige biler med forbrændingsmotorer skal man dog ikke forvente at kunne nå de fine men noget teoretiske forbrugstal. I virkelighedens verden skal der typisk trække 20-25 procent fra den optimale rækkevidde for at af et realistisk indtryk af, hvor langt der kan køres, når køreturen indeholder motorvej, overhalinger og brug af aircondition og varmeanlæg.

Men 300 km i en Zoe og 350-400 ‘ægte’ km i Zoe og Ampera-e vil tilfredsstille de fleste behov for rækkevidde. En anden fordel ved de nye batterier er, at de bliver stadig hurtigere at oplade. I særlige hurtigladere, kan der typisk presses 70-80 kapacitet ind i et moderne batteri på en halv times tid.

For bilproducenter som Renault og Opel handler længere rækkevidde ikke bare om indhente Teslas indlysende forspring. Forude venter så skrappe miljøkrav til nye biler, at det bliver en simpel nødvendighed at sælge langt flere miljøvenlige elbiler. Det kan man kun, hvis forbrugerne vil have dem – og de vil gerne have elbiler, men ikke rækkevidde-angst.

Læs også: Mercedes vil indhente Tesla med ‘el-intelligens’

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here