Større og skarpere Hyundai i10

i10 tredje generation
Hyundai tror stadig på mikroklassen. Tredje generation af i10 bliver endnu mere rummelig og skarpere i designet. Dansk premiere til sommer.

Mens flere konkurrenter trækker sig ud af mikroklassen, tror koreanske Hyundai fortsat på de helt små bilmodeller. Udfordringen er at tjene penge på biler, som forbrugerne forventer skal være billige, men som alligevel skal leve op til skrappe miljøkrav.

Hyundais svar er tredje generation af i10. Den nuværende model er blandt klassens mest rummelige og komfortable biler. Det ‘voksne’ indtryk får en tand til i den nye udgave, der både bliver længere og bredere. Akselsafstanden øges også med fire centimeter. Dermed ser i10 ud til at cementere sin position som bilen med mikroklassens største og mest behagelige bagsæde. Hyundai i10 skal da også markedsføres under sloganet ‘Go Big’.

Men ingen ny model uden et twist. Når Hyundai bliver i mikroklassen skyldes det ikke mindst, at det er her, man får nye og unge kunder i butikken. Derfor får det nydelige design et strejf af ungdommelig sport. Man genkender grundlinjerne, men den markante kølergrill med runde LED-kørelys, mere markerede skærme og mulighed for to-farvet lakering skal tiltrække et yngre publikum.

i10 tredje generation
Som ekstraudstyr kan taget på i10 fås i rød eller sort, der kan kombineres med 10 andre farver.
Masser af aktiv sikkerhed

Bag det friske ydre er der også masser af tekniske nyheder. Tredje oplag af i10 står nemlig på en ny platform. Den giver adgang til moderne sikkerhedsudstyr som aktiv nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vognbaneassistent og skiltegenkendelse. i10 kan også udstyres med fartpilot, fjernlysassistent, træthedsregistrering samt intelligent fartbegrænser, der afpasser farten efter skiltene. Hvad der er standard og hvad der skal betales ekstra for, ved vi endnu ikke.

En anden stor nyhed er mulighed for at udstyre i10 med en otte tommer stor trykfølsom skærm, der både fungerer sammen med Apple Carplay og Android Auto. Vælger man skærmen til, er den på moderne Mercedes-maner placeret i forlængelse af speedometer og omdrejningstæller. De to ure er dog analoge. Hyundai bliver altså ikke de første, der kan tilbyde fuld digital instrumentering i mikroklassen.

Omvendt er Hyundai helt i front, når det gælder opkobling til nettet. Med det såkaldte Bluelink er skærmen altid online via et SIM-kort. På den måde giver den store skærm adgang til aktuelle informationer om alt fra trafik og vejr til ledige p-pladser.

i10 tredje generation
Ingen synlige karrosseridele og mulighed for en 8-tommers touchscreen er med til at give den lille i10 et ‘voksent’ indtryk.
Fortsætter med gamle motorer

Til gengæld er der langt mellem nyhederne under motorhjelmen. Her fortsætter i10 nemlig med den nuværende models benzinmotorer. Dels en trecylindret 1,0 med 67 hk, dels en 1,2 liter med fire cylindre og 84 hk. Som noget nyt kan begge maskiner fås med automatgear i form af en manuel gearkasse med robotiseret gearskifte. Samme type kendes fra flere Citroën og Peugeot modeller, og udmærker sig ved at være relativt billig og brændstoføkonomisk.

Vi gætter på, at i10 også vil komme i en kraftigere udgave med turbo og cirka 100 hk. Sådan en motor findes nemlig i søsterbilen Kia Picanto og vil passe fint til Hyundais sportslige N-line modeller. Til gengæld er det helt slut med diesel og der er heller ingen planer om en hybrid- eller fuldt elektrisk udgave.

Hyundai i10 ligner på alle måder en bil, der også i tredje generation kan få et stort publikum i Danmark. Fans må dog vente lidt på nyheden. Selv om i10 har officiel verdenspremiere på næste uges biludstilling i Frankfurt, forventes den først til Danmark midt i 2020.

Hyundai selv har store forventninger til salget: Ifølge koreanerne skal i10 udgøre hele 15 procent af mærkets samlede salg i Europa. Det må siges at være selvtillid i en klasse, som konkurrenter som Ford og Opel trækker sig helt ud af.

i10 tredje generation
Længere akselafstand gør bagsædet endnu mere rummeligt i den nye i10. Bagagerummet har stadig klasserekorden 252 liter.

Læs også:

De små synger (måske) på sidste vers

Auf wiedersehen til Opel Karl

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here