Strømlinet design bærer frugt for Mercedes

Den kendte kileform er yt hos Mercedes. Designchef Gorden Wagener er inspireret af de strømlinede 30ere – og det får flere og yngre købere til at vælge Mercedes.

Har du også bemærket, at der er sket noget med Mercedes? De seneste par år har de nye modeller fra Stuttgart set anderledes ud. Mere flydende former, mindre tysk strenghed og disciplin i linjerne. Et kig på den frække firedørs coup’e CLA eller den stilige nye C-klasse, og du er ikke i tvivl om, at de tyske diplomingeniører og designdirektører har løsnet den engang så stramme slipseknude.

Forklaringen finder vi på chefkontoret i Mercedes’ designafdeling. Her har den 45-årige tysker Gorden Wagener siden 2008 været ansvarlig for udviklingen af det tyske traditionsmærkes design. ‘Sensual Purity’ – på dansk sensuel renhed – har han døbt den nye stil, der har forandret Mercedes’ visuelle identitet dramatisk. Vel at mærke til den både smukke og legesyge side.

Stilskiftet pynter også på bundlinjen. Siden Wagener begyndte at føre pennen i Stuttgart, er gennemsnitsalderen for den typiske Mercedes-ejer faldet fra 50 til 43 år. Ikke dårligt for et mærke, hvis billigste biler begynder på den dyre side af 300.000 kr. herhjemme. Man skal altså tjene godt eller have sparet op i noget tid, før der er råd til en stjerne på køleren – unge butikselever og malerlærlinge er henvist til en af de populære mikrobiler, som slet ikke findes i Mercedes-programmet. Set i det lys er 43 år en ganske ungdommelig gennemsnitsalder.

Tyskerne har med andre ord knækket den alders-kode, som andre prestigemærker som Jaguar og Cadillac også arbejder hårdt på at aflure. Generation ‘det grå guld’ er ganske vist er købestærkt publikum, men hvis man som bilmærke ikke formår hele tiden at tiltrække nye og yngre købere, dør kunderne bogstaveligt talt ud.

En lavere gennemsnitsalder er også er klart succeskriterium for Gorden Wagener, fortæller Mercedes’ designchef i et interview med branchebladet Automotive News. Her uddyber han tankerne bag ‘Sensual Purity’ filosofien:

”Det handler ikke bare om design – Sensual Purity definerer, hvad mærket Mercedes skal stå for fremover; luksus på en moderne måde.”

Gorden Wagener er ansvarlig for designet på nye Mercedes-modeller som CLA, GLA, S-klassen og senest S-klasse coupé. Men skal han pege på en enkelt model, der bedst definerer den nye designfilosofi, er det den nye C-klasse.

Der er kun én enkelt linje på C-klassen. Ellers består den af én ren og enkel overflade med vores nye signatur-streg: Den faldende linje langs siden, der starter ved forlygten, fortsætter over skærmen for så at søge ned mod det bagerste hjul. Vi laver altså ikke kileformede biler længere – jeg forbinder kileform med de sene 1990ere, med noget lidt umoderne. I stedet har vi ladet os inspirere af 1930ernes fascination af det strømlinede.”

Ifølge Gorden Wagener skal alle Mercedes’er dog ikke ligne tro kopier af hinanden. Sensual Purity-filosofien levner plads til fortolkninger.

”CLA er et godt eksempel på en vild fortolkning af vores designfilosofi. Vi ønskede at den skulle være en progressiv, radikalt ‘ung’ bil. CLA trækker nye og yngre kunder ind i butikkerne. Her (med CLA og A-klassen, red.) er vi virkeligt lykkedes med at redefinere, hvad mærket Mercedes står for. Når du så kigger på C-klassen, ser du en mere rolig og moden fortolkning af designlinjen. Men det er små afvigelser – vi vil gerne variere udtrykket, men beholde det grundlæggende designsprog,” siger Gorden Wagener.

Ikke overraskende afslører Wagener, at den næste udgave af E-klassen dermed kommer til at ligne de nye C- og S-klasse ganske meget. Altså ud med kileformen, ind med det omvendte Nike ‘swoosh’. En øvelse Wagener tydeligvis glæder sig til, for han tøver ikke med at kalde den nuværende E-klasse – før sidste års facelift – for ‘ganske stiv’ i designet.

Også indvendigt vil Wagener skabe en ny slags luksus i Mercedes’ biler. Med masser af elektronik, men også med ægte håndværk i form af flotte, analoge instrumenter, ægte læder og nye, men ædle træsorter. Rent i udtrykket, men også med et sensuelt strøg.

Læs også: Ny Mercedes C er S-klasse light

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here