Tesla fralægger sig ansvar for fejl

tesla fejl

Tusindvis af Tesla-ejere verden over beretter om fejl på deres biler. Tesla kender til problemerne, men afviser at tage ansvar.

Hjul, der falder af under kørslen. Ophæng, der knækker. Aksler, der bryder sammen under acceleration.

Interne Tesla-dokumenter viser, at Tesla i årevis har kendt til fejl på biler, der kun har kørt få kilometer, men de hidtil hemmeligholdte dokumenter og kundernes erfaringer viser også, at Tesla har forsøgt at placere ansvaret hos kunderne.

Det britiske nyhedsbureau Reuters har for nylig i en stor gennemgang af interne og hidtil ukendte Tesla-dokumenter, samtaler med tidligere og nuværende Tesla-ansatte og interview med Tesla-ejere kortlagt problemerne.

Reuters indleder artiklen med at lade en engelsk elektronikingeniør fra Cambridge fortælle, hvordan højre forhjulsophæng på hans Model Y dagen efter købet i marts 2023 knækkede. Heldigvis skete det med lav hastighed, og han kunne liste bilen ind til siden.

Prisen for reparationen på ingeniørens Model Y, der havde kørt 170 kilometer, var 96.000 kroner. Tesla nægtede at dække udgifterne med henvisning til, at ophænget måtte være knækket ved, at den engelske Model Y-ejer formentlig havde gjort et eller andet voldsomt, som havde forårsaget bruddet på ophænget.

Fejl kan også ramme nye udgaver af nye modeller som verdens mest solgte bil i 2023, Tesla Model Y.

Den engelske Model Y-ejer er blot én af titusinder Tesla-ejere, som ifølge Reuters’ gennemgang af flere tusinde interne Tesla-dokumenter har oplevet fejl i ophæng og i forskellige dele af styretøjet. De tidligste registreringer daterer sig tilbage til 2016, de indtil videre seneste til 2022, de omfatter alle Tesla-modeller og er dokumenteret i både Europa, USA og Kina.

Tesla kendte til problemer

Problemer med ophæng og styretøj har i flere år været til diskussion i diverse internet-fora og i enkeltstående nyhedshistorier. Men de interne dokumenter, som Reuters har fået fingre i, har ikke tidligere været kendt i offentligheden, og omfanget er det hidtil mest omfattende og veldokumenterede, der kortlægger problemernes omfang og påviser, at Tesla-ansatte internt i virksomheden i flere tilfælde har betegnet problemerne som “fejl” og “fiaskoer”.

De interne papirer og Reuters’ interview dokumenterer, at Tesla har vidst langt mere om problemernes omfang, end Tesla har fremlagt for kunder og myndigheder.

De interne dokumenter omfatter værkstedsrapporter fra Tesla-servicecentre verden over, Tesla-teknikeres analyser og datagennemgange af specifikke dele med gentagne fejl, samt memoer sendt til Tesla-teknikere, hvori teknikerne instrueres i at fortælle kunderne, at de problematiske dele i bilerne ikke skyldes en fabrikationsfejl.

Hele den grundige artikel fra Reuters kan læses her.

Nylige tæv til Tesla

I slutningen af 2023 kunne Hvilkenbil fortælle om problemer med brugte Tesla Model 3. I den seneste TÜV-rapport (Technisher Überwachungs-Verein), der offentliggøres hvert efterår og sætter fokus på antallet af brugte bilers fejl i synshallerne, var Model 3 klart den mest fejlbehæftede bil blandt to-tre år gamle biler.

Midt i december bebudede Tesla en opdatering i flere end to millioner Teslaer, da der er risiko for fejl i bilernes autopilotsystem.

De amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA), havde undersøgt 35 ulykker med Teslaer, hvor myndigheden mener, at autopiloten har været aktiveret. I nogle tilfælde skulle førerne af bilen sågar have siddet på bagsædet. Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP skulle mindst 17 personer være blevet dræbt.

I slutningen af december erkendte Tesla overfor TV-stationen CNN, at 120.000 Model Y og Model X skulle opdateres, da dørene kunne springe op, hvis bilerne er involveret i en ulykke.

Tesla vil kun svare på X

Reuters har efter sin meget grundige og veldokumenterede gennemgang ikke haft held til at få hverken Teslas omdiskuterede ejer, rigmanden Elon Musk, eller andre i ledelsen til at svare på spørgsmål.

For god ordens skyld har Hvilkenbil rettet henvendelse til Maria Lantz, som har titel af “Senior Manager Content and Communications at Tesla” i Sverige, Finland og Danmark.

Vi har bedt hende om kommentarer til først og fremmest Reuters-rapporten, men også til undersøgelsen af ulykkerne med de selvkørende Teslaer i USA, til problemerne med dørene i Model S og X samt til den tyske rapport om de mange fejl på to-tre år gamle Model 3.

Maria Lantz ønsker ikke at svare på nogle af Hvilkenbils spørgsmål og henviser i stedet til et Tesla-opslag på det sociale medie X, tidligere Twitter, som Tesla-ejer Elon Musk købte i 2022 og omdøbte til X.

Som oftest i den meget topstyrede virksomhed, der ikke er kendt for at ville kommunikere med pressen, afviser Tesla dokumentationen i Reuters’ artikel. Reuters’ kulegravning betegnes som udstyret med en “voldsomt vildledende overskrift” og “fyldt med ufuldstændige og demonstrativt fejlagtige oplysninger”.

Tesla mener, at Reuters fokuserer ensidigt på en enkelt kundes oplevelser, og ifølge Teslas egne undersøgelser er kundernes tilfredshed stor.

Maria Lantz henviser i sin kortfattede mail til Hvilkenbil til en nylig norsk artikel. En del af Reuters’ dokumentation omhandler problemer med bagerste bærearme på et antal norsk-indregistrerede Model S og X. Her fandt  Norges svar på Trafikstyrelsen – Statens Vegvesen – i sidste uge ikke anledning til at kalde bilerne ind til kontrol. En beslutning, som Norges Automobil-Forbund (NAF) er uenig i.

Hvis nuværende eller tidligere Tesla-ejere blandt Hvilkenbils læsere oplever problemer med deres biler, med reparationer, med salg og service, er man velkommen til at sende en mail til nedenstående mail-adresse. 

mortenk@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here