Tesla på vej med nyt super-batteri

0
bilsalget
Tesla varsler nyt batteri til elbiler, der er billigere, bedre og holder længere. Super-batteriet skal bringe prisen på elbiler på niveau med benzinbilers.

Rygterne om en nyt super-batteri til elbiler, der med ét slag skal bringe prisen på elbiler på niveau med benzinbilers, har svirret længe. Mange firmaer har lovet, at de er tæt på et gennembrud. Nu gør Tesla det samme. Og selv om den amerikanske elbils-pionér også er berygtet for sine vel optimistiske tidsplaner, vækker det alligevel opsigt. Tesla er nemlig også kendt som elbilproducenten, der fortsat er foran konkurrenterne og sædvanligvis ender med at lancere tekniske landvindinger først.

Det er Teslas grundlægger Elon Musk, der gennem noget tid har lokket med at have store nyheder inden for batteriteknologi sidst i maj. Nu skriver flere medier, at det drejer sig om en ny type batterier, som Tesla har udviklet sammen med en kinesisk producent. Batteriet kommer i flere varianter, der enten slet ikke eller kun i mindre omfang indeholder det sjældne og kostbare metal kobolt.

Kører en ’million mil’

Sammen med nye ’kemiske additiver’ skal det ikke blot gøre de nye batterier billigere, men også mere effektive og holdbare. Man taler om et ’million miles’ batteri, der kan klare væsentligt flere opladninger end de nuværende lithium-batterier og først skal skiftes, når elbilen har kørt over 1,6 millioner kilometer.

Hverken Tesla eller Elon Musk har kommenteret på de aktuelle mediehistorier, men angiveligt sættes det nye batteri i produktion omkring årsskiftet. I første omgang skal det nye super-batteri gøre tjeneste den populære Model 3 (billedet) til det kinesiske marked. Senere ser vi den nye teknologi i Teslas modeller til det amerikanske og europæiske marked.

Selve produktionen skal også gøre de nye super-batterier billigere. Tesla planlægger at bygge enorme batterifabrikker 30 gange større end virksomhedens ellers pænt store ’gigafactory’ i Nevada. Sideløbende arbejder Tesla på øget genbrug af kostbare metaller som nikkel, kobolt og lithium. Endelig er Tesla angiveligt på vej med en ny måde at ’pakke’ elbils-batterier på, der både reducerer omkostninger og vægt.

I januar fortalte Elon Musk sine investorer, at ”vi skal øge batteri-produktionen til vanvittige mængder, som folk slet ikke kan forstå i dag.”

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation