Tesla vil producere billig basismodel i 2025

0
70
billig tesla

Tesla har fortalt sine underleverandører, at produktionen af en ny kompakt og billig crossover skal begynde sommeren 2025. 

Rygterne om en kompakt og billig Tesla har floreret siden 2020. Nu dukker rygterne op igen – og denne gang med mere kød på. Ifølge medier som Automotive News og Reuters har Tesla fortalt flere af sine vigtigste underleverandører, at produktionen af den nye model begynder i løbet af sommeren 2025.

Den nye Tesla har kodenavnet ’Redwood’ og bliver den hidtil mindste og billigste Tesla. Priserne skal begynde ved 25.000 dollars. Til sammenligning koster en Model 3 fra 39.000 dollars i USA. Oversat til danske forhold tyder det på, at den nye ’basis-Tesla’ kommer til at koste omkring 200.000 kroner på det danske marked.

Design som lille Cybertruck

’Redwood’ bliver noget kortere end Model 3 og designet som en crossover – altså en mellemting mellem SUV og personbil. Ifølge vedholdende rygter får designet en vis lighed med den enorme Cybertruck, der har silhuet som en trekant. Det samme bliver angiveligt tilfældet for Redwood. For at holde prisen nede, forventes den at få et LFP-batteri på godt 50 kWh. Det skal give en rækkevidde på mellem 350-450 km efter WLTP-normen.

Vil halvere omkostninger

Tesla sigter angiveligt efter at halvere produktionsomkostningerne sammenlignet med en Model 3. Det skal ske ved hjælp af en nyudviklet platform og banebrydende produktionsteknikker. Platformen skal også bruges til en tilsvarende og meget simpel selvkørende ’robot-taxi’. Tilsammen skal de to modeller fremstilles i op til fem millioner eksemplarer om året.

”Både designet og fremstillingsteknikkerne vil langt overgå noget andet, der findes i bilindustrien i dag,” har Tesla-ejer Elon Musk tidligere sagt med vanlig selvsikkerhed om den nye model.

For Tesla og Elon Musk handler den nye basis-Tesla, der også omtales som ‘Model 2’, om at kunne konkurrere med kompakte og billige benzinbiler samt den strøm af mindre elbiler, der er på vej fra Kina. Når produktionen starter i 2025, skal der hurtigt fremstilles 10.000 biler om ugen – eller mere end en halv million om året. På sigt skal produktionen – sammen med robottaxien – så tidobles.

Tradition for forsinkelser

På den måde spiller ’Redwood’ eller ’Model 2’ en afgørende rolle for Elon Musks planer om at gøre Tesla til en langt større bilproducent. Tesla har dog en historie med optimistiske tidsplaner, der ender i forsinkelser. Mærkets nyeste model, den store Cybertruck blev flere år forsinket og blev også 50 procent dyrere end oprindelig annonceret.

Flere analytikere er da også allerede ude at sige, at de snarere tror, at ’Redwood’ først kommer i produktion i 2026. Ingen tvivler dog på, at bilen er på vej – både Tesla og forbrugerne mangler en mindre og billigere elbil i programmet.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here