Tesla’s nye guldæg udklækkes til efteråret

Produktionen af den tredje model fra amerikanske Tesla er nu endelig tæt på start, bekræfter firmaet. SUV’en med de markante mågevingedøre er et år forsinket.

Likviditetsproblemer, utætte døre, en høj egenvægt og ringe rækkevidde. Spekulationerne om hvorfor elbilfabrikanten Teslas næste model – den store Model X – er forsinket har været mange.

Men nu er Palo Alto-virksomheden klar til at rulle sin el-drevne SUV ud i lyset. Ifølge Automotive News har Tesla netop bekræftet, at produktionen af Model X-prototyper begynder i efteråret 2014, og at de første forhåndsreserverede kundebiler løber af båndet i starten af 2015.

Bilen blev præsenteret i konceptform tilbage i februar 2012, og planen var, at den skulle holde i indkørslen hos de første kunder i 2014. Men allerede i foråret 2013 måtte Tesla erkende, at dén plan ikke ville komme til at holde.

Officielt lød forklaringen, at virksomheden for en stund ville koncentrere sig om at håndtere megasuccessen Model S – og om at betale sine statslån tilbage i en fart. Men Teslas chef Elon Musk har i andre sammenhænge ikke lagt skjul på, at firmaets ingeniører indløser solid overtidsbetaling for at realisere konceptbilens radikale løsninger.

Tesla brugte alene i første kvartal af 2014 hele 82 millioner dollars (cirka 450 mio. kr.) på teknologiudvikling – og langt størstedelen af det beløb er ifølge avisen USA Today gået til Model X.

Især de store, såkaldte mågevinge-bagdøre, som er hængslet i taget, volder angiveligt problemer. Ifølge Elon Musk er det firmaet magtpåliggende, at dørene giver en reel forbedret praktikalitet og ikke bare er en design-gimmick.

I et interview i USA Today forklarede han for nylig, at problemet primært er at gøre dørløsningen holdbar i det lange løb.

En Tesla SUV må forventes at blive brugt en god del mere end for eksempel en eksklusiv sportsvogn som Mercedes 300SL, der i 1955 gav debut til dørløsningen. Kendetegnet for Model X’s døre er også, at de er markant større end for eksempel på Mercedes’ retroracer SLS AMG, som anvender en lignende løsning.

For de fleste bilfirmaer ville fristelsen til blot at montere et sæt traditionelle døre være for stor til at modstå, men Tesla står fast på de “vilde” døre. Således meddelte firmaet i mandags i en email til registrerede model X-kunder, at bilen som standard kommer med “Falcon doors” og firehjulstræk mens en tredje sæderække bliver ekstraudstyr.

Danske kunder kan forhåndsregistrere Model X via Teslas danske hjemmeside – ifølge importøren med forventet levering i sommeren 2015.

Blog: Har Tesla genopfundet hjulet?

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here