TEST: Dacia Duster – livsstil til lavpris

0

BILTEST: Dacia Duster byder på både Land Rover-look, en lækker motor og gode pladsforhold. Men bilen er hverken for feinschmeckere eller smagsdommere.

Hvilken bil?
Dacia Duster er en rumænsk bygget, fransk designet crossover. Modellen har været i produktion siden 2010, er bygget i en million eksemplarer og sælges på tværs af kloden. Sidste år fik Duster et grundigt facelift, som inkluderer en ny front og et lækrere interiør, og i den forbindelse er bilen også lanceret i Danmark, hvor den sælges sammen med modellerne Sandero, Logan og Lodgy. Her tester vi Duster med Renaults nye turbobenzinmotor, forhjulstræk og højeste udstyrstrin, Lauréate.

Vidste du at?
Som alle Dacia’s øvrige modeller bygger Duster på velprøvede (læs: ældre) Renault-kompontenter. Dacia-mærket stammer tilbage fra 1966, da rumænerne købte pensionsmodne produktionsværktøjer af Renault og begyndte at producere egne udgaver af Renault 8 og 12. Renault købte Dacia i 1999 med det formål at opbygge en hel familie af ultrabillige køretøjer til vækstmarkeder. Et træk, der har vist sig at være smågenialt – det er ikke mindst Dacia, der sørger for overskud i Renault-koncernen.

Hvordan er førerpladsen?

Første gang, du støder på Dacias discountpræg er, når du forsøger at finde dig til rette i pilotstolen. Når afstanden til pedalerne er rigtig, sidder rattet cirka en udstrakt arms længde væk, og der er ingen mulighed for at justere i længderetningen.

Sædehynden er kort, og langlemmede chauffører kan med fordel køre sædet lidt i vejret for at hente lidt lårstøtte, men perfekt bliver siddestillingen aldrig.

Hvordan opleves kabinen?
Eksteriørets offroad-look er videreført indendørs, og det fungerer godt. Plastmaterialerne i kabinen er dystre og knaldhårde, samlinger og kanter er rå og uforfinede, karrosseriet er sparsomt dækket til, og vinduerne er tætnede med store gummilister. Men pladsforholdene er gode og selv små børn i bagsædet kan se ud takket være den lave rudeføring.

Er sikkerheden i orden?
Her bliver vi nødt til at sige nej, for Duster opnåede kun tre stjerner i sin EuroNCAP-test i 2011. Dog er der et par forbehold. Den testede Duster havde nemlig kun to airbags og var ikke udstyret med elektronisk stabilitetskontrol, ESC, som er standard i Danmark. Duster scorer højt for sin beskyttelse af børn i bilen, men fodgængersikkerheden lader en del tilbage at ønske. Læs alle detaljerne om den passive sikkerhed i Duster på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Med franske gener, en frihøjde på over 20 cm, 16-tommer hjul og rigelig plads i skærmkasserne kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at Duster krænger i svingene og nikker lidt med snuden under nedbremsninger. Men derudover er undervognen kapabel og filtrerer de fleste ujævnheder bort. Styretøjet virker isoleret fra forhjulene i de skarpe manøvrer, men på motorvejen er retningsstabiliteten udmærket.

Hvordan er motoren?

Renaults TCe-motor, som benytter turbo og direkte indsprøjtning, er et kæmpe aktiv for Duster. Den er stærk, omdrejningsvillig og ekstremt støjsvag.

Eneste svaghed er, at kraftudviklingen føles lidt ujævn, uden at der er tale om traditionel turbotøven. Som alle downsizede motorer afhænger forbruget meget af kørestil. Under vores test kørte vi omkring 800 km motorvejskørsel, hvilket koster dråber.

Passer prisen?
Duster er så meget billigere end konkurrenterne, at det eneste svar må være ja. Vores testbil var monteret med ekstraudstyr som navigationsanlæg og designpakke. Alligevel underbyder den med sine 212.710 kr. inklusiv levering den mest skrabede Nissan Qashqai med omkring 30.000 kr. Og Duster begynder endda ved blot 139.990 kr. Du får, hvad du betaler for, hverken mere eller mindre.

Er der alternativer?
Ja, men det kræver, at du går på kompromis med enten pris eller nybilsfornemmelsen. Alle konkurrenter er dyrere uanset, om du kigger lidt ned i størrelse til Renault Captur eller Peugeot 2008 – eller skeler opad til Qashqai og Co. Især hvis du går efter firehjulstræk. Et alternativ kan være et købe brugt bil med et par år på bagen, men så afholder du selv alle udgifter til reparationer.

Konklusion:
For: Stærk motor, gode pladsforhold og en lav pris.
Imod: Kvalitetsfornemmelse, sikkerhed og usikre brugtpriser.
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Duster fortjener ros for at introducere livsstilbegrebet blandt de billigste biler. Duster er rendyrket discount, men Dacia har sparet de rigtige steder. Mens ergonomi, kabine og finish oser af finanskrise, fungerer motor, gearkasse og undervogn fuldt tilfredsstillende.

Læs også: Duster er Danmarks billigste crossover

Blog: Derfor bliver Dacia et hit i Danmark

FAKTA: Dacia Duster 1,2 TCe Lauréate

Vejl. pris, inkl. lev.: 188.770 kr. (testbil: 212.710 inkl MediaNAV, fartpilot, designpakke, lak læder)
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.220 kr.
Garanti (rust/mekanik): 6/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 3
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 15,9 km/l
Forbrug i test: 12,5 km/l
Længde/bredde/højde: 432/182/163 cm
Bagagerum (min/max): 475/1.605 liter
Vægt: 1.277 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter, turbobenzin
Effekt: 125 hk/205 Nm
0-100 km/t: 10,4 sek
Topfart: 175 km/t

Særligt standard udstyr (Lauréate):
16″ stålfælge, manuel aircondition, tågeforlygter, kørecomputer med seks funktioner, udendørs termometer, varme i forsæder, el-ruder foran og bag, el-justerbare sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås, CD-radio med AUX+USB, Bluetooth og ratbetjening, højdejusterbart førersæde, nedfældeligt bagsæde, sorte tagrails, indfarvede for- og bagkofangere.
Metallak: 5.990 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation