TEST: Hyundai i10 kører lige Up med de bedste

BILTEST: Hyundai i10 er god nok til at være et reelt alternativ til mikroklassens duks, VW Up. Plads, kørestilling og finish imponerer, og garantien er suveræn.

Hvilken bil?
Hyundai i10 er koreanernes udspil i den brandvarme mikroklasse. Teknisk baserer den sig på en opdateret udgave af søsterbilen Kia Picanto, hvor særligt den elektriske servostyring er forbedret. Med en længde på 367 cm er Hyundai i10 vokset til at være mikroklassens største bil – 13 cm længere end ærkerivalen VW Up. Her tester vi tredjebilligste udgave med 3 cylindre og Comfort-udstyr til 114.000 kr. inkl. lev.

Vidste du at?
Anden generation af Hyundai i10 er designet og udviklet i Hyundai’s tyske udviklingscenter i Frankfurt. Hvor forgængeren så blød og næsten selvudslettende ud, er der anderledes dynamik og selvsikkerhed i afløserens streger.

Hyundai i10 er vel nok den hidtil bedste bil fra den koreanske bilproducent – og endnu et bevis på, at netop koreanerne fortsat lykkes med at lave store og mærkbare forbedringer, hver gang de lancerer en ny model.

Hvordan er førerpladsen?
Førerpladsen er Hyundai i10s trumfkort. Rattet kan ganske vist kun justeres op-ned, men du sidder højere end i konkurrenterne, sæderne støtter godt og udsynet fås kun bedre i Fiat Panda. Plastic’en er hård, men ualmindeligt pænt lavet – og modsat VW Up, Citigo, Mii, Aygo, C1 og 107 er her ingen nøgne metalflader. Sammen med fine detaljer som læderrat med varme (!), ratbetjening af radio, USB-stik, sædevarme i tre trin og store, krystalklare instrumenter, giver det fornemmelse af at sidde i en større og dyrere bil.

Hvordan opleves kabinen?
Hyundai i10 er intelligent udhulet og en af den slags biler, der virker større indeni, end den synes udefra. Selv med undertegnedes 190 cm bag rattet befinder den typiske kernefamilie med mor, far og to store børn sig glimrende i den indbydende kabine.

I10 er en af de få mikrobiler, man gerne kører langt i – og du kan sagtens have weekendbagagen med: Bagagerummet sluger nemlig 252 liter, og det er ny klasserekord.

Er sikkerheden i orden?
Hyundai i10 er endnu ikke testet, men søsterbilen Kia Picanto klarede sig i 2011 ganske godt i Euro NCAPs crashtest. Kritikken gik mest på, at Picanto er hård mod fodgængere og kunne beskytte bedre mod piskesmæld ved bagendekollisioner. Vi forventer, at Hyundai har fået rettet op på svaghederne, så den nye i10 scorer topkarakteren 5 stjerner, når den testes senere i år. Hyundai i10 mangler dog den automatiske bremse i bytrafik, som er et stærkt kort i VW Up.

Hvordan kører den?
Udmærket. Forgængerens små 13” hjul er opgraderet til 14”, og det gør en mærkbar forskel – Hyundai i10 er mere stabil og bedre i stand til at opsuge huller i stedet for bare at falde ned i dem.

Affjedringen er til den komfortable side og sammen med et lidt sterilt styretøj gør det, at Hyundai i10 ikke kører med samme præcision som VW Up og Co.

Den elektriske servostyring er dog markant forbedret sammenlignet med søsterbilen Kia Picanto; I daglig brug vil de færreste have noget at udsætte på det.

Hvordan er motoren?
3 cylindre og 66 hk er beskedent, men det rækker til danske forhold fordi motoren arbejder flittigt og ganske tyst. Man mærker dog i10’s 1.000 kg, så glem alt om hurtige overhalinger. Til gengæld er motor- og vindstøj godt dæmpet ved motorvejsfart – i10 bliver aldrig trættende på langturen. Største anke går på forbruget: Hyundai har sparet start-stop automatik væk, og det virker umoderne i en bybil. Normforbruget på 21,3 km/l er også til den lave side – og det bliver ikke bedre af, at vi målte et beskedent testforbrug på 16,1 km/l. Her er VW Up fortsat foran.

Passer prisen?
Ja, men Hyundai i10 er ikke noget knaldtilbud: Du kan ganske vist købe i10 fra 94.000 kr., men så er den barberet for udstyr og har kun fire siddepladser. Den testede Trend-version har godt med udstyr men mangler stadig aircondition. Det koster 8.000 kr. og så runder du 122.000 kr. inkl. lev. men eksklusive metallak. Det er OK, bilens kvaliteter taget i betragtning – men Hyundai er kendt for attraktive kampagnetilbud, og vi tror, de dukker op sidst i 2014 og gør i10 til et endnu bedre køb.

Er der alternativer?
Mange. Men Hyundai i10 er mindst en klasse bedre end trillingerne Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo og konkurrerer især med de tyske trillinger VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii. Priserne matcher ganske præcist VW Up’s, der p.t. fås til kampagneprisen 117.000 kr. inkl. en del udstyr. Up kører lidt bedre, men Hyundai slår igen på plads, siddekomfort og finish. Vi siger dødt løb – men er du til tryghed i bilkøbet vinder Hyundai i10 akkurat på sin fine 5 års garanti uden begrænsninger.

Konklusion:
For: Plads, finish, komfort og garanti.
Imod: Ikke helt billig, lidt for tørstig.
Hvilkenbil siger:
Stjerner5
Hyundai i10 byder på så fin komfort, finish og pladsudnyttelse, at den er et reelt alternativ til klasseduksen og storsællerten VW Up. En city-bremse, lavere forbrug og den sidste knivspids kørepræcision efterlyses, men det er småting – i10 bliver et hit i mikroklassen.

FAKTA: Hyundai i10 1,0 Comfort
Vejl. pris, inkl. lev.: 114.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 4.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.160 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/5 år
Sikkerhed (Euro NCAP): ikke testet
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,3 km/l (energiklasse A+, 108 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 16,1 km/l
Længde/bredde/højde: 367/166/150 cm
Bagagerum (min/max): 252/1.046 liter
Vægt: 1.000 kg
Motor: 3 cyl., 1,0 liter, benzin
Effekt: 66 hk/95 Nm
0-100 km/t: 15,0 sek.
Topfart: 155 km/t

Særligt standard udstyr (Comfort):
Fjernbetjent centrallås, multifunktionslæderrat med varme, el-ruder, 3-trins varme i forsæder, cd-radio m. MP3, AUX og Bluetooth, splitbagsæde, dæktryksmåler, blå eller orange interiør.
Metallak: 5.000 kr. Aircondition: 8.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here