TEST: Hyundai i40 er et reelt alternativ i firmaklassen

3

BILTEST: Hyundai i40 bringer komfort, masser af udstyr og en fornem garantiordning ind i firmaklassen. Men prisen bliver en mental udfordring for nye Hyundai-købere. 

Hvilken bil?
Hyundai i40 er afløseren for koreanernes hidtidige topmodel, Sonata. Hvor Sonata var en klassisk sedan med en lige så klassisk ”blød hat og cigar” fremfærd, er i40 en moderne udfordrer i Mondeo-klassen, der både fås som sedan og praktisk stationcar. Formsproget er anderledes dynamisk, udviklet på Hyundais tyske udviklingscenter og målrettet europæisk smag. Teknisk er i40 også på omgangshøjde med konkurrenterne i form af nyudviklede dieselmotorer og benzinmotorer med brændstofbesparende direkte indsprøjtning.

Vidste du at?
I40 er den hidtil mest avancerede Hyundai og koreanernes første forsøg på at køre lige op med de bedste konkurrenter i firmaklassen. Af samme grund er i40 den første Hyundai med tekniske raffinementer som ni airbags, selvkørende parallelparkering og vognbaneassistent.

Hvordan er førerpladsen?
Ergonomien – forholdet mellem rat, pedaler og sæde – er særdeles god, selv for langbenede europæere. Du sidder lavt, nærmest sportsligt i i40 i velstøttende sæder med alle greb inden for rækkevidde, men der er mange knapper i midterkonsollen, og det er svært at overskue bilens hjørner fra den lave siddeposition.

Bortset fra det højlydt knirkende armlæn bag gearstangen, er finishen helt på omgangshøjde med konkurrenterne.

Hvordan opleves kabinen?
Stor og gæstfri. Både for-og bagsædepassagerer har masser af plads – også til hovedet, selv om i40 har en lav og elegant profil. Gulvet foran bagsædet er næsten helt fladt og øger komforten for en evt. passager på midtersædet. I den testede topudgave sørger tonede ruder, varme i bagsædet og et usædvanligt velfungerende panoramasoltag for ægte luksus-atmosfære. Bagagerummet sætter trumf på med masser af plads og utallige smårum til opbevaring af værdigenstande.


Er sikkerheden i orden?
De tider er forbi, hvor koreanske biler krøllede sammen som tomme øldåser i Euro NCAP’s crashtest. I40 scorer samtlige fem stjerner i NCAP-testen, godt hjulpet af hele ni airbags og en kabine, der forbliver stabil ved både frontal- og sidekollisioner. Euro NCAP bemærker dog, at ratstammen kan udgøre en mindre risiko ved frontalsammenstød – i praksis klarede i40 dog testen uden problemer. Største anke går på i40’s mangelfulde beskyttelse af bløde trafikanter. Læs mere om crashtesten af i40 på euroncap.dk.

Hvordan kører den?

Man kniber sig i armen, men sammenligningen med Toyotas luksusmærke Lexus ligger lige for:

Hyundai i40 har samme elegante og præcise lethed i alt fra dørenes smæk til afviserblinkets funktion og samme entydige sats på komfort frem for sport. Selv på testbilens 18-tommer hjul er affjedringen ganske behagelig, støj fra vind, vej og motor godt undertrykt og på motorvejen ligger i40 klippestabilt i overhalingssporet. Omvendt er der yderst begrænset feedback fra det sterile styretøj – i40 bliver aldrig en ”drivers car” som eksempelvis BMW.

Hvordan er motoren?
Hyundais 1,7 liters dieselmotor fås i to udgaver – med 115 hk eller testbilens 136 hk. Forskellen er marginal og i daglig brug vil den lille udgave med 115 hk være tilstrækkelig for de fleste. Med moderne common rail-indsprøjtning er motoren et dydsmønster hvad angår fraværet af støj og vibrationer, og den tager gerne omdrejninger. Omvendt har 1,7 liters motoren ikke samme overlegne punch i mellemaccelerationer som eksempelvis VW og Ford’s tilsvarende motorer på to liter. Hyundai lover 22,2 km/l i snit-forbrug, men hvilkenbil nåede kun 15,4 km/l. I betragtning af, at testugen mest bød på lange ture, var tørsten en af de få skuffelser ved Hyundai i40.

Passer prisen?
Både og. Sammenlignet med rivaler som VW Passat og Toyota Avensis får man rigtigt meget komfort og udstyr i topudgaven af Hyundai i40 stationcar.

Omvendt er 420.000 kr. mange penge for en Hyundai – uanset at i40 er et kompetent kæmpeskridt fremad, der reelt bringer koreanerne på omgangshøjde med konkurrenterne i firmaklassen.

Hvilkenbil vurderer, at værditabet bliver markant – bedste køb er derfor den 60.000 kr. billigere 115-hestes udgave med Style-udstyr. Om et par år bliver topudgaver af Hyundai i40 en regulær lækkerbisken på brugtmarkedet…

Er der alternativer?
Mange, men Hyundai i40 klarer sig fint i direkte sammenligninger med de fleste. Vi vil for eksempel foretrække Hyundai i40s fine komfort, overdådige udstyrsliste og fem års garanti-ordning frem for konkurrenter som Toyota Avensis, Peugeot 508 og Opel Insignia. VW Passat og Ford Mondeo-fans bliver sværere at overbevise – trods prisfordelen til Hyundai. Skarpeste rival er Mazda 6, der har bedre all-round køregenskaber og også følger Hyundai i40 til dørs på prisen.

KONKLUSION:
For: Komfort, plads, garanti.
Imod: Steril styring, høj pris for en Hyundai.
Hvilkenbil siger:

Hyundai i40 er ikke fejlfri, men bringer reelt Hyundai på omgangshøjde med rivalerne. Der er næsten tale om ”Lexus til lavpris”, men 400.000 kr. er mange penge for en koreansk opkomling…

FAKTA: Hyundai i40 stc. 1,7 CRDi 136 hk Premium
Vejl. pris, inkl. lev.: 424.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25-30.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.660 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/5 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 9
Forbrug (EU-norm): 22,2 km/l
Forbrug i test: 15,4 km/l
Længde/bredde/højde: 477/182/147 cm
Bagagerum (min/max): 553/1.719 liter
Vægt: 1.645 kg
Motor: 4 cyl., 1,7 liter, diesel
Effekt: 136 hk/325 Nm
0-100 km/t: 10,6 sek
Topfart: 200 km/t

Særligt standard udstyr (Premium er topmodel):
Klimaanlæg, fjernbetjent centrallås m. nøglefri betj., navigation, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbart læderrat med varme, fartpilot og radio-betjening, splitbagsæde, cd-radio m. bakkamera, regnsensor, alufælge (Panorama-soltag koster 25.000 kr.)
Metallak: 7.500 kr. *Anslået af hvilkenbil.dk

[email protected]

3 KOMMENTARER

    • Hyundai i40 er så fantastisk, at det største problem er, at køreturen stopper indimellem. Vores er en style 136 automatik, der nu har kørt 52000 km uden det mindste problem.

      • Hyundai i40 er en super bil. Min er en 1,6 GDI Active, og den har kørt 100 pct. fejlfrit i de 4,5 år jeg har haft den. Jeg køber Hyundai igen næste gang bilen skal byttes ud.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation