TEST: Kia Picanto hitter med indre kvaliteter

3

BILTEST: Kia Picanto flytter grænsen for, hvor meget komfort en kompakt og billig mini kan tilbyde. Eneste minus er en aldeles følelsesløs styring.

Hvilken bil?
Kia Picanto er den ambitiøse koreanske bilindustris nyeste tilbud i den mindste og billigste bilklasse. Trods en beskeden længde på 3,6 meter er det lykkedes at skabe en bil med udstråling som en større bil. Ansvarlig for den kompakte og selvsikre attitude er Kia’s designchef Peter Schreyer, der efter en karriere hos Audi nu spiller en afgørende rolle for Kia’s markante fremgang.

Vidste du at?
Selv om Picanto først blev introduceret sidste år, blev den Danmarks 14. mest solgte bil i 2011 og den sjette mest solgte i sin klasse. Over 3.000 danskere købte en Picanto i 2011 og siden er ”Picanto-klassen” vokset til at udgøre mere end halvdelen af det danske bilsalg. Kia Picanto har konsekvent fået gode anmeldelser af danske biljournalister og er fortsat så populær, at der er op til et halvt års leveringstid.

Hvordan er førerpladsen?
Klart den mest indbydende i sin klasse. Nok er plasticen hård over alt, men finishen er nydelig og hverken knapper, betjeningsgreb eller sædebetræk får dig til at tænke discount. Tværtimod glæder man sig over tydelige instrumenter, logisk betjening, godt med aflæggeplads og fint udsyn fra det let forhøjede førersæde. Med mellemudstyret Active forkæles man endda med læderrat, fire elruder, el-spejle, ratbetjent cd-radio med USB-indgang, sædevarme og centrallås med en lækker foldenøgle, der ikke står tilbage for VW’s ditto. Eneste minus er, at rattet ikke kan justeres i længden.

Hvordan opleves kabinen?
Gæstfri. Der er højt til loftet og bagsædet rummer akkurat undertegnedes 190 cm – det er imponerende for en blot 3,6 meter lang bil. Børn har fint udsyn gennem relativt store sideruder trods Picantos markante kileform, og bagagerummet rummer 200 regulære liter.

Modsat de mere rustikke konkurrenter flotter Kia sig med beklædning og tæpper over alt. Picanto er billig, men dufter ikke af discount.

Er sikkerheden i orden?
Picanto kan med god ret kalde sig sikrest i sin klasse og smykke sig med samtlige fem stjerner i Euro NCAP’s crashtest. Særligt i frontalsammenstød yder Picanto god beskyttelse for sin størrelse, godt hjulpet af en knæ-airbag under rattet. Modsat flere konkurrenter sparer Kia heller ikke på side-airbags’ene, der er af gardin-typen, der beskytter både for- og bagsædepassagerer. Træerne vokser dog ikke ind i himlen: Trods aktive hovedstøtter er beskyttelsen mod piskesmæld middelmådig og Rio er hård ved fodgængere. Læs mere om Picanto’s sikkerhed.

Hvordan kører den?
Forbløffende komfortabelt. Affjedringen er til den bløde side og Picanto absorberer ujævnheder som en større bil. Støj fra vind, hjul og motor er godt undertrykt – du kører gerne 130 km/t på motorvej i Picanto, hvilket kan være lidt af en prøvelse i konkurrenter som ”trillingerne” C1, 107 og Aygo. Picanto har dog ét stort minus: Servostyringen er så træg og ”død” i midterstilling, at man dels savner føling med vejen, dels små-korrigerer kursen konstant på lange, lige stræk.

Hvordan er motoren?
Den tre-cylindrede motor har en herlig, dæmpet snerren, der forvandles til en behagelig snurren ved 130 km/t.

Men de 69 heste skal have omdrejninger for rigtigt at bestille noget – først på den frække side af 3.500 omdrejninger kommer der fart i Picanto.

Måske er det derfor, at hvilkenbil havde ualmindelig svært ved at nå det lovede forbrug på 24,4 km/l. Vi kom ud med beskedne 15,0 km/l – så langt fra norm-tallet har vi aldrig været før. Et præcist gearskifte er et lille plaster på skuffelsen.

Passer prisen?
Ja, især når man tænker på, hvor meget bil man får fra startprisen 92.000 kr. Kia fedter ikke med standardudstyret og da slet ikke med garantien på syv år/150.000 km. Kan man undvære detaljer som bagerste el-sideruder, læderrat og varme i forsæderne, er Picanto Motion Plus et stærkt køb til 99.000 kr. inkl. levering – eller 107.000 kr. inkl. aircondition.

Er der alternativer?
Konkurrencen er hård i bilernes mindste klasse, hvor de billigste biler for længst er kravlet under 80.000 kroners-grænsen. Men Kia Picanto skiller sig ud med mere komfort, federe finish og en helt suveræn garanti sammenlignet med rivaler som Citroën C1, Peugeot 107, Toyota Aygo og Chevrolet Spark. Størst konkurrence får Kia Picanto fra VW’s nye og spændende up! – og fra sig selv: Den lange leveringstid vil afgjort koste Kia Picanto kunder.

Konklusion:
For: Komfort, finish, pris, garanti.
Imod: Ufølsom styring.
Hvilkenbil siger:

Kia Rio løfter overliggeren for, hvor meget komfort, man får i 100.000 kroners klassen – endda med syv års garanti. Men den træge styring er en konstant irritation.

FAKTA: Kia Picanto 1,0 Active
Vejl. pris, inkl. lev.: 112.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 560 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/7 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 24,4 km/l
Forbrug i test: 15,0 km/l
Længde/bredde/højde: 360/160/148 cm
Bagagerum (min/max): 200/965 liter
Vægt: 970 kg
Motor: 3 cyl., 1,0 liter
Effekt: 69 hk/95 Nm
0-100 km/t: 14,4 sek
Topfart: 153 km/t

Særligt standard udstyr (Active):
Stop-start, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, varme i forsæder, højdejusterbart læderrat, ratbetjening af cd-radio, kørecomputer, splitbagsæde.
Metallak: 4.500 kr. Klimaautomatik: 10.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

3 KOMMENTARER

  1. “Picanto kan med god ret kalde sig sikrest i sin klasse og smykke sig med samtlige fem stjerner i Euro NCAP’s crashtest.”
    Jeg kan kun se at den har fået 4 stjerner på Euro NCAP’s side.
    Har jeg eller I misforstået noget?

    • Den nye Picanto ser ud til at have problemer med håndbremsen…

      Læs beskrivelser om bagbremseproblemer / håndbremse – og en del svar og løsninger på samme på http://www.kiaklub.dk > skrol ned på side klik Kia Picanto. Der er mange emner om Picanto.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation