TEST: BMW 320d Touring forener præcision og praktik

2

BILTEST: BMW 320d Touring er en elegantier med praktisk sans. Køreegenskaberne rammer det gyldne kompromis mellem sport og komfort, men dieselmotoren er lettere ubehøvlet.

Hvilken bil?
Sjette generation af BMWs ikoniske 3-serie blev lanceret omkring nytår, men først for nylig blev programmet udvidet med den populære stationcar, som bayrerne kalder Touring. 3-serien er blevet ekstra interessant efter at BMW har sænket priserne, så de nu er på niveau med rivalerne Audi A4 og Volvo S60. Hvilkenbil har tidligere testet BMW 316d, hvor vi var noget utilfredse med den svage og grove dieselmotor. Her tester vi 320d, der basalt har samme teknik men med 184 i stedet for 116 hk.

Vidste du at?
I stil med andre ikon-biler som VW Golf og Mini, laver BMW kun få ændringer af designet, når de sender en ny 3-serie på gaden. 6. generation er dog blevet hele 9 cm længere, hvilket er med til at gøre den nye 3-serie til den mest rummelige nogensinde.

Touring-udgaven er efterhånden en hæderlig familiebil med et relativt stort bagagerum på 495 liter og praktiske standarddetaljer som oplukkelig bagrude og el-drevet bagklap. Men merprisen i forhold til sedanen er også pebrede 31.500 kr.

Hvordan er førerpladsen?
Klassisk BMW. Det vil sige sort, nøgtern og klinisk renset for pjank. Når du først er dumpet ned i de lave sæder mærker du, at førerpladsen er indrettet til maksimal kontrol over den ultimative køremaskine. Sæderne ser ikke ud af noget, men de støtter godt og ergonomien holder til selv meget lange ture i motorvejens overhalingsspor. Alting fungerer perfekt, og så lever vi gerne med, at finishen ikke har samme wauw-effekt som i en Audi. Alle kvalitetsundersøgelser bekræfter, at BMW’s lidt kedelige interiør er langtidsholdbart.

 

Hvordan opleves kabinen?
BMW 3-serie har aldrig været noget ”raumwunder” men de ekstra ni centimeters længde gør en forskel. Særligt i Touring-udgaven rykker 3-serien forbi ærkerivalerne Audi A4 og Mercedes C-klasse når det gælder plads – både på bagsædet og i bagagerummet. En familie på fire med to langbenede teenagere på bagsædet og hang til golf i weekenden kan sagtens leve med en 3-serie Touring. Faktisk er her lige så meget indvendig plads som i en større Opel Insignia.

Er sikkerheden i orden?
BMW 3-serie scorede samtlige fem stjerner i den skærpede Euro NCAP crashtest. Her blev sedanen testet, men Touring-udgaven forventes at opnå nøjagtige samme resultat. Kun beskyttelsen mod piskesmæld og den såkaldte pæletest, hvor bilen glider sidelæns ind i en metalpæl med 29 km/t, var ikke perfekte. Begge discipliner blev dog klaret med absolut godkendte værdier. BMW 3 er endda relativt blid mod fodgængere. Læs en detaljeret beskrivelse på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Nøjagtig som sedanen – og det vil sige suverænt. BMW har ikke lagt skjul på, at de ville øge komforten i den nye 3-serie. Det er lykkedes til perfektion.

Undervognen rammer det drilske kompromis mellem sport og komfort så klokkerent, at vi godt tør udråbe BMW 3-serie til at være klassens bedste køreoplevelse foran både Mercedes C og Audi A4.

BMW-purister vil begræde tabet af forgængerens kirurgiske styrepræcision, men i daglig brug er det et lille offer for så velafstemt en undervogn. Kun påtrængende vindstøj forstyrrer glansbilledet af den perfekte køremaskine.

Hvordan er motoren?
Med 184 hk og et moment på 380 Nm har motoren i 320d alle de kræfter, vi desperat savnede i den svagelige 316d. Med grundlæggende samme teknik lider 320d dog i nogen grad af samme skavanker – der er stadig for mange vibrationer og for meget lyd af ”heavy metal” til en bil af 3-seriens kaliber.

Tidligere var BMWs dieselmotorer velopdragne dydsmønstre, men i dag satser de tyske ingeniører tydeligvis på at pine flest mulige km ud af brændstoffet. Godt for miljøet men det koster på gangkulturen.

Passer prisen?
Til 558.000 kr. for en mellemstor BMW med en fire-cylindret dieselmotor har vi for længst passeret smertegrænsen for de fleste danskere. BMW 320d Touring er ikke desto mindre en populær firmabil herhjemme og sammenlignet med konkurrenterne er BMW faktisk blevet mærkbart billigere. Efter at importøren har justeret priserne, koster en 320d Touring ikke mere end de direkte konkurrenter. Set i det lys er prisen i orden. Men husk, at BMW tager sig godt betalt for ekstraudstyr – alene metallak koster 14.500 kroner.

Er der alternativer?
BMW 320d Touring konkurrerer især med de tyske ærkerivaler fra Ingolstadt og Stuttgart: En tilsvarende Audi A4 2.0 TDI med 170 hk koster 547.000 kr. men kører hverken lige så dynamisk eller komfortabelt som 320d Touring – til gengæld er dieselmotoren mere kultiveret. Mercedes C220 CDI med 170 hk til 572.000 kr. matcher 3-serien på komfort, men ikke på bagsædeplads og den sidste skarphed i køreoplevelsen.

Konklusion:
For: Overlegne køreegenskaber, skræddersyet plads.
Imod: Vindstøj, grov dieselmotor.
Hvilkenbil siger:
Stjerner5
Med 184 bomstærke dieselheste har BMW 3-serie de kræfter, den fortjener. Motoren kunne være mere kultiveret, men køreegenskaberne er i en klasse for sig og Touring-udgaven er både rummelig og praktisk indrettet. BMW 3-serie er tæt på at være den perfekte bil.

FAKTA: BMW 320d Touring

Vejl. pris, inkl. lev.: 558.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift (2013): 3.520 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,3 km/l
Forbrug i test: 17,5 km/l
Længde/bredde/højde: 462/181/143 cm
Bagagerum: 495/1500 liter
Vægt: 1.565 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 184 hk/380 Nm
0-100 km/t: 7,7 sek
Topfart: 230 km/t

Særligt standard udstyr:
To-zonet klimaanlæg, fjernbetjent centrallås med nøglefri start, el-ruder for og bag,16” alufælge med run-flat dæk, el-spejle m. varme, multijusterbart læderrat, varme i forsæder, cd-radio med aux-indgang, kørecomputer, start-stop automatik.
Metallak: 14.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

2 KOMMENTARER

  1. Hej Jens V – hvilkenbil.
    Jeg har en BMW530xD Touring Man fra 6/2007 og har brug for at bytte den til en mindre (320d!) Har du en god metode til at finde en at bytte med? (Jeg kender DBA, Bilbasen & Biltorvet)
    Mvh Jens Scheller

    • Hej Jens. Uha, den er svær, og jeg må tilstå, at vi ikke har erfaringer med bytte af biler. Jeg tænker umiddelbart også, at dba.dk er det mest oplagte sted. Alternativt kan du jo prøve at lave et lidt anderledes opslag på FaceBook og så se, om du kan få budskabet ud den vej. Der findes også BMW Club Danmark, der har et stort internet forum. Prøv at se http://www.bmw-club.dk Held og lykke, Jens Velling, hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation