TEST: Pris gør Renault Scenic til familiebilernes Godfather

BILTEST: Renault Grand Scenic overbeviser med god plads, fin finish og en perle af en dieselmotor – og så er den oven i købet Danmarks billigste 7-personers MPV.

Hvilken bil?
Renault Scenic og Grand Scenic med plads til henholdsvis 5 og 7 personer er en familievenlig MPV eller ”familiebus” med separate stole på alle pladser og en høj siddeposition. De to bagerste stole er kun til børn og kan vippes ned under gulvet, mens midterrækken indeholder tre separate sæder, der kan klipses af og løftes ud af bilen. Gør man det, rummer bagagerummet over 2.000 liter. Tre år efter introduktionen i 2009 har modellen netop fået et mindre facelift med ny front og en teknisk opdatering af motorerne. Her tester vi Grand Scenic med Expression-udstyr og 1,5 liters dieselmotor.

Vidste du at?
Den første Renault Scenic blev lanceret i 1996 og var den første, europæiske MPV – Multi Purpose Vehicle . Renault undervurderede i første omgang efterspørgslen totalt: Scenic blev ikke alene kåret som Årets Bil i Europa 1997, produktionen var fem gange højere end Renault havde forudset.

Sidste år blev Renault Scenic – godt hjulpet af attraktive priser – den mest solgte MPV herhjemme med over 2.500 solgte biler.

Hvordan er førerpladsen?
Gedigen og stort set fri for franske finurligheder – bortset fra, at alle instrumenter er samlet på en skærm, der kan vise fart, forbrug og omdrejninger på flere forskellige måder. Det fungerer glimrende – det samme kan siges om førerpladsen, der byder på godt udsyn i fastpolstrede sæder og med en højtplaceret gearstang lige ved hånden. Langbenede chauffører med store skonumre kunne godt bruge mere plads, men ellers er Grand Scenic et rart sted at opholde sig. Finishen er både-og: Lækker, blød plast i koksgrå nuancer øverst på instrumentpanelet, hård plast længere nede, der er alt for let at ridse.

Hvordan opleves kabinen?
Stor og solid. Anden sæderække består af tre separate stole, der kan justeres i længderetningen og i øvrigt klipses op af gulvet og løftes ud. Hvis man orker, for stolene er tunge – her er Scenic ikke længere på omgangshøjde med de nyeste rivaler, hvor alle bagsæder kan vippes ned i gulvet. Børnene vil sætte pris på flyborde og et utal af små aflæggerum til iPods og Smarties. Selv gulvet byder på små kælderrum, der beskytter værdigenstande mod nysgerrige blikke.

Er sikkerheden i orden?
Renault Grand Scenic slap rigtigt godt fra Euro NCAP-crashtesten i 2009, hvorden opnåede samtlige fem stjerner. At Renault tager sikkerheden alvorligt understreges af, at en af de få, mindre kritikpunkter fra 2009-testen – en middelmådig beskyttelse mod piskesmældsskader – er forsøgt rettet med nye hovedstøtter i den faceliftede 2012-version. Læs mere om NCAP-testen på sikkerheds-sitet euroncap.dk

Hvordan kører den?
Renault Grand Scenic er et vellykket miks mellem fransk komfort og tysk fasthed.

Sammenlignet med den populære Citroën C4 Picasso er Renault Grand Scenic væsentligt stivere i affjedringen, men byder fortsat på en knivspids bedre komfort end de tyske og japanske konkurrenter.

Vejgrebet er faktisk en mere sportslig bil værdigt: Trods sin vægt og det høje tyngdepunkt styrer Renault Grand Scenic neutralt og med stor autoritet gennem selv meget hurtige kurver. Typisk for Renault er servostyringen desværre rigeligt hjælpsom og uden den store følelse med underlaget.

Hvordan er motoren?
Renaults 1,5 turbodieselmotor er et lille mesterstykke. Bortset fra, at den først vågner til dåd over 1.500 omdrejninger og kan virke lidt død ved igangsætning, står kvaliteterne i kø: Her er både kræfter og kultur på den nøjsomme måde. Hvilkenbil nåede et snit på 16,9 km/l i snit, selv om start-stop funktionen var ude af drift – det er flot for så stor en bil. Vi savnede heller aldrig kræfter, men nød den ekstremt støjsvage og vibrationsfri fremfærd på motorvejen. Ved 130 km/t er det umuligt at afgøre, om der ligger en diesel eller benzinmotor ude foran, så velopdragen er 1,5 dCi.

Passer prisen?
Oui! Renault Grand Scenic er – med afstand – Danmarks billigste MPV. Vel at mærke uden at der sparet på noget som helst. Tværtimod har den testede Expression udgave stort set alt i udstyr og koster alligevel mellem 20.000 og 100.000 kr. mindre end de mest oplagte og typisk mere skrabede rivaler. Testbilens 281.000 kr, alt inklusive, taler for sig selv. At Renault ofte giver pæne rabatter understreger kun Grand Scenics prisfordel.

Er der alternativer?
Citroën C4 Picasso byder på ekstrem komfort, men er også så blød og gyngende, at ikke alle vil bryde sig om den – og så koster den 20.000 kr. mere. Herfra bliver det kun dyrere at vælge en konkurrent med tilsvarende motor og udstyr: Peugeot 5008 koster 321.000 kr., Opel Zafira Tourer 339.000 kr., Ford Grand C-Max 369.000 kr. og VW Touran Match hele 380.000 kr. Renault Grand Scenic falder ikke igennem mod nogen af dem, men er væsentligt billigere.


KONKLUSION:

For: Komfort, kvalitet og kultur til knock-out priser.
Imod: Kvalitetsry, ufølsom styring.
Hvilkenbil siger:

Renault Grand Scenic byder på komfortable og kultiverede køreegenskaber til en pris, der gør ondt på konkurrenterne. Kan du leve med den sterile styring, er der ikke noget at betænke sig på.

FAKTA: Renault Grand Scenic 1,5 dCi Expression 7P
Vejl. pris, inkl. lev.: 281.000 kr.
Anslået kontantrabat*: 30.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.660 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år (100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,3 km/l
Forbrug i test: 16,9 km/l
Længde/bredde/højde: 457/185/165 cm
Bagagerum (min/max): 208/2063 liter
Vægt: 1.600 kg
Motor: 4 cyl., 1,5 liter, turbodiesel
Effekt: 110 hk/240 Nm
0-100 km/t: 13,5 sek
Topfart: 180 km/t

Særligt standard udstyr:
El-ruder for, og bag, fjernbetjent centrallås, 7 separate sæder, højdejusterbart rat og forsæder, 16” aluhjul, varme i forsæder, regnsensor, kørecomputer, klimaanlæg, ratbetjent cd-radio og fartpilot, LED kørelys, el-spejle m. varme og klap-funktion, læderrat.
Metallak: 6.000 kr., integreret TomTom navi: 7.900 kr. *Rabat anslået af hvilkenbil.dk.

[email protected]

 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here