TEST: Skoda Citigo giver utrolig værdi for pengene

1

BILTEST: Skoda Citigo er decideret billig, men løser opgaven som bil til topkarakter. At den vandt titlen som Årets Bil i Danmark er fuldt fortjent.

Hvilken bil?
Skoda Citigo er Skodas udgave af VW-familiens nye ”trillinger”, der også tæller VW Up og Seat Mii. Teknisk er der ingen forskel på de tre biler – men der er små forskelle i udstyrs-niveau og priser. Det er svært at udpege det bedste køb af trekløveret, men som tommelfingerregel er VW Up dyrest, men har måske også det fineste navn, Skoda Citigo er godt udstyret til prisen, mens Seat Mii kan komme længst ned i pris. Her tester vi Skoda Citigo med 5 døre og mellemste udstyrsniveau, Ambition.

Vidste du at?
VW-koncernen planlægger en større familieudvidelse baseret på ”trillingerne” Citigo, Mii og Up. For nylig viste VW konceptbilen Taigun, en kompakt ”crossover” i offroader-stil men med forhjulstræk. Skoda kommer formentlig i en tilsvarende udgave, der skal tiltrække Up- og Citigo-ejere, når de får behov for en større bil. Bilerne forventes at være klar om 2-3 år.

Hvordan er førerpladsen?
Lad det være sagt med det samme. Hvilkenbil.dk er stærkt imponeret over Skoda Citigo. Førerpladsen er stringent, men ergonomisk fremragende. Sæderne er gode og velstøttende, rattet behageligt, gearskiftet godt.  Alle betjeningsgreb er logiske og velfungerende.

På intet tidspunkt føler man, at man er kørende i en discount-bil – eneste savn var en kørecomputer, men den kan tilkøbes.

Hvordan opleves kabinen?
Sober, men alligevel med en vis mængde nytænkning. Der er plads til 4 voksne i ganske acceptabel komfort. Bagagepladsen er klassens største med 251 liter. Det er fint. Bilens standardmonterede CD-radio bør nævnes. Den lød ganske enkelt fantastisk med de ekstramonterede højttalere til 1.195 kr. Normalt maltrakteres musik til en skrattende og ukendelig kakofoni i de små blikæsker, men her var det en usædvanlig stor fornøjelse.

Er sikkerheden i orden?
Det er en lille bil, men blandt de sikreste af slagsen med 5 stjerner i EuroNCAP-testen. Skulle man slumre bag rattet, er bilen også som en interessant feature udstyret med en ”City Safe Drive”-bremseassistent, der via en laser overvåger vejen foran bilen og kan starte en nedbremsning, hvis noget kommer i vejen. Systemet er aktivt i området mellem 5 og 30 km/t. Vi prøvede at teste systemet, men undertegnedes nerver var ikke stærke nok til at undlade at bremse, når man var ved at drøne op i den forankørende, så vi mærkede det aldrig i funktion.  Læs mere på sikkerbil.dk.

 

Hvordan kører den?
Skoda Citigo er et underholdende bekendtskab, der kører fremragende.  Retningsstabilitet, affjedringskomfort og støjniveau er virkelig førsteklasses. Alt i alt er kørselskomforten imponerende med tanke på pris og motorisering, og undertegnede ville ikke betænke sig på at køre til Sydeuropa i den. Dynamisk er bilen med på det meste mishandling, man byder den, og drøner man ind i et sving med høj fart, kvitterer forhjulene med en imponerende vedhæftningsevne.

Hvordan er motoren?
Den lille 3-cylindrede 1-liters motor er en perle. Selv i den testede 60 hk variant er der kræfter nok til at tage teten i overhalingsbanen med 130-140 km/t, så den større 75 hk variant virker umiddelbart overflødig. Selv kørekortet kan man lige akkurat blive af med på motorvej med op til 161 km/t med 60 hk. På intet tidspunkt bliver den krasbørstig, hverken i vibrationer eller støj. 20 km/l klares med den største lethed, og EU-snittet på 24 km/l kan formentlig opnås, hvis man letter lidt på speederen, eller kører mere på landevej end i denne test.

Passer prisen?
Ja, i sjælden grad.

Skoda Citigo er formentlig Danmarks billigste bil i en totaløkonomisk betragtning.

Brugsværdien er helt i top, og for en gangs skyld kan man blæse og have mel i munden; Prisen er lav, og bilen kan det meste af det, man har brug for.

Er der alternativer?
Kia Picanto kan man overveje. Og hvis det skal være den billigste version af Skoda Citigo, så kan man overveje en Seat Mii med tre døre til bare 79.000 kr. eksklusive levering.  VW Up er lidt mere funky i designet, men om det er værd at betale for, må være en smagssag.  Men Citigo, Up og Mii må reelt gøre Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107 usælgelige – der er simpelthen klasseforskel.

Konklusion:
For:
Brugsværdi, ergonomi, komfort, økonomi, dynamik
Imod: VW Up ser bedre ud.
Hvilkenbil siger:

Det lidt afdæmpede udseende saboterer topkarakteren for Skoda Citigo. Men slutproduktet er et imponerende monument over bilindustriens udvikling gennem de sidste 120 år.

FAKTA: Skoda Citigo Ambition Greentec
Vejl. pris, inkl. lev.: 102.900 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 560 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 5
Forbrug (EU-norm): 24,4 km/l
Længde/bredde/højde: 356/167/147
Bagagerum (min/max): 251/951 liter
Vægt: 940 kg
Motor: 3 cyl., 1,0 liter
Effekt: 60 hk/95 Nm
0-100 km/t: 14,4 sek
Topfart: 161 km/t

Særligt standard udstyr (Ambition- mellemniveau):
Nødbremsesystem, fjernbetjent centrallås,  aircondition
Metallak: 4.495 kr. (* anslået af hvilkenbil.dk)

Af Jens Trabolt

1 KOMMENTAR

  1. Undertegnede har som Udlejningsbil Kørt 800 Km i en VW UP og 1600 km … i en firedøres Skoda Citigo.

    For blot få dage siden købte jeg så en Skoda Citigo men da jeg er single købte jeg den med 3 Døre eller to er det vel … men sikke døre … jeg måler 192 og har rigeligt med plads til mine ben ….

    Med hensyn til udstyr har jeg købt den med metallak lidt gylden i tonen frem for helt metalgrå.

    Jeg har købt Navigation til den og den taler med min Iphone og det vil sige jeg har håndfri telefon + en masse muligheder for at følge forbrug etc … samt at orientere mig.

    Så købte jeg vinterdæk … – normaldæk står ved leverandøren i Frederikshavn … Palle Jensen Biler Aps og med det hele på gaden kom den op i 98.000 Kr. og jeg føler mig rigtig godt kørende …

    Jeg var ung da vi kørte Morris Maskot og sammenligningen med den og Skodaen kan man i dens vejgreb samt dens bevægelser eller stabilitet i blæst og kuling med regn .. den ligger kanon godt på vejen …. også i sne ….

    Den er ikke 8 dage endnu og med en kørsel på 577 Km har jeg kørt 18,5 Km pr L Benzin .. det ser jeg frem til bliver langt bedre ….

    For mig er det en nydelse …. til en fornuftig pris og så er det mit barn som skal passes og plejes så den holder længe ….

    Skoda Citigo kan varmt anbefales også til folk med lange ben og det er rigtigt sidde komforten er i top – 3-400 Km. er intet problem man sidder godt og der er ingen vrøvl eller støj ….. Den fortjener 7 Stjerner …. ******* Keld Gydum Maritim Fotograf 9982 Ålbæk i Vendsyssel.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation