TEST: Skoda Rapid er discount på den dyre måde

0

BILTEST: Teknikken fejler ikke noget, men Skoda Rapid finder ikke en naturlig plads mellem Fabia og Octavia – den er for skrabet og alligevel alt for dyr.

Hvilken bil?
Skoda Rapid klemmer sig ind i Skoda-programmet mellem Fabia og Octavia. Teknisk er der tale om en Fabia, der har fået forlænget akselafstanden med hele 14 centimeter, og det gør Rapid til en relativt lang og smal bil. Fordelen er masser af benplads på bagsædet og et bagagerum på enorme 550 liter under den praktiske bagklap. Rygter vil vide, at en endnu mere rummelig Combi-udgave – Skoda’sk for stationcar – skulle være i støbeskeen.

Vidste du at?
Skoda Rapid var oprindeligt tænkt som VW-koncernens modtræk til discountbiler som Renaults succesrige Dacia og diverse rivaler fra Sydkorea. I første omgang forlød det, at Rapid kun skulle sælges i Østeuropa og Rusland, men VW ombestemte sig for at få et stærkt tilbud på et vigende Vesteuropæisk marked, hvor (lav) pris er blevet altafgørende. Samtidig er den nye Octavia vokset så meget, at der opstod et reelt hul til Rapid i Skoda-programmet.

Hvordan er førerpladsen?

Førerpladsen i Skoda Rapid fungerer glimrende med logisk betjening og tydelige instrumenter, men det er også her bag rattet, man tydeligst mærker discount-tankegangen: Stilen er nøgtern og charmeforladt, grænsende til det tarvelige med stenhård plastic over alt.

Atmosfæren er sort i sort og dyster, og man sidder lavt og umoderne i mere flade forsæder, end vi normalt forbinder med Skoda. Ergonomien – altså forholdet mellem rat, sæde og pedaler – er dog god, også for langbenede chauffører.

Hvordan opleves kabinen?

Mens der er dømt østblok-stemning på forsæderne, stiger humøret faktisk på bagsædet. Heromme resulterer den forlængede akselafstand nemlig i klassens bedste benplads og giver en pudsig oplevelse af lomme-limousine, som man ellers ikke forbinder med miniklassen.

Bagagerummet sætter også rivalerne i skyggen med en kapacitet på enorme 550 liter. Det kan godt være, at Skoda overvejer en Rapid Combi, men den er strengt taget overflødig.

Er sikkerheden i orden?
Hvad angår sikkerheden, er der ikke noget discount over Skoda Rapid. Seks airbags – inklusive ægte gardinairbags – er standard, og Rapid scorer fine karakterer i Euro NCAPs crashtest. Kun piskesmældstesten og fodgængerbeskyttelsen kunne være lidt bedre, ellers er der ingen anmærkninger i Rapids karakterbog. Læs alle detaljerne om den passive sikkerhed i Rapid på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Solidt og forudsigeligt, altid kontant og ligefremt med en ganske præcis styring og en fast undervogn, der formidler passende feedback fra vejen. Desværre slipper der også noget mekanisk støj igennem fra fjedre og hjulophæng, når Rapid forcerer ujævnheder eller vejbump. Feinschmeckere vil småkede sig bag rattet, for Rapid bliver aldrig nogen dynamisk oplevelse – man mærker konstant den lange akselafstand som en let modvilje mod at følge så villigt med ind i sving som f.eks. en Ford Fiesta.

Hvordan er motoren?
Fremragende. Den lille 1,2 liters benzinturbo med 86 heste og masser af bundtræk passer perfekt til Rapid. Støjdæmpningen er der sparet på, så vi har aldrig hørt den lille 1,2 TSI-maskine knurre så højlydt som her, men det går endda – også ved 130 km/t på motorvejen. Men ingen kan være i tvivl om, at støjdæmpningen har været nedprioriteret i Rapid. Til gengæld kan man glæde sig over, at mekanikken tydeligvis er fra hylderne med VW-stumper: Motor, gearkasse, kobling og bremser fungerer solidt og tillidsvækkende.

 

Passer prisen?
Nej, til 199.000 kr. er Rapid for dyr – og det oven i købet sammenlignet med to biler, som den deler showroom med: For 25.000 kr. mindre får du en bedre udstyret Fabia Combi med samme motor (og bedre støjdæmpning). For blot 14.000 kr. mere får du den nye Skoda Octavia med samme motor og samme udstyr i en bil, der i enhver forstand befinder sig en klasse over Rapid. Dermed har Rapid ikke nogen indlysende berettigelse i sit eget modelprogram – og det er dårligt nyt for en bilnyhed…

Er der alternativer?
Ikke hvad angår konceptet, hvor vi for første gang kan sidde med korslagte ben på bagsædet af en bil, der ret beset hører til i miniklassen, men til prisen er der mange andre muligheder. Udover dem der findes i Skoda-familien – Fabia og Octavia – presser den større Kia Ceed sig på. Selv i basisudgaven med alt i udstyr, bl.a. læderrat med varme, er Kia Ceed 15.000 kr. billigere end Skoda Rapid med 86 heste og mere skrabet Ambition udstyr. Det understreger, at Skoda Rapid er en bil, hvor meget er discount – undtagen prisen.

Konklusion:
For: God plads, stærk motor.
Imod: Skrabet og kedelig – især til prisen.
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Skoda Rapid har ingen graverende fejl, men overbeviser på mange måder med god plads og solid mekanik. Problemet er prisen, der slet ikke afspejler Rapids charmeforladte stil. Dermed ligner Rapid en sjælden svipser for det tjekkiske mærke, der ellers har brugt årtier på at slippe af med sit discount-image.

FAKTA: Skoda Rapid 1,2 TSi Ambition
Vejl. pris, inkl. lev.: 199.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 580 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 20,4 km/l
Forbrug i test: 16,7 km/l
Længde/bredde/højde: 448/171/146 cm
Bagagerum (min/max): 550/1.490 liter
Vægt: 1.155 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter, turbobenzin
Effekt: 86 hk/160 Nm
0-100 km/t: 11,8 sek
Topfart: 183 km/t

Særligt standard udstyr (Ambition):
Aircondition, fjernbetjent centrallås, el-ruder for, fartpilot, el-spejle, multijusterbart rat og førersæde, cd-radio, kørecomputer, splitbagsæde, varme i forsæder, stop-start automatik.
Metallak: 6.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation