Toyota lancerer tilbagekøbsgaranti

0
58
tilbagekøbsgaranti

En garanteret tilbagekøbspris på alle fabriksnye Toyota-biler skal fjerne usikkerheden ved salg. Der er dog en række betingelser.

Vi befinder os i en tid med stor økonomisk usikkerhed. Derfor lancerer den store japanske bilproducent Toyota nu et helt nyt koncept i Danmark i form af en tilbagekøbsgaranti med garanteret tilbagekøbspris på ens brugte Toyota-bil.

”Konceptet går helt enkelt ud på at skabe størst mulig tryghed for bilejeren den dag, han eller hun ønsker at skille sig af med sin bil. Med en garanteret tilbagekøbspris startende efter fem års ejerskab er bilejeren nemlig sikret at kunne betale hele sit billån ud uanset udviklingen af priserne på brugte biler i fremtiden,” skriver pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark i en pressemeddelelse.

Tilbagekøbspris dækker restgælden

Der er en række krav til bilejeren for at opnå den garanterede tilbagekøbspris.

For det første, at man har købt en fabriksny Toyota efter 1. september i år og fået den finansieret gennem Toyotas eget finansieringsselskab, Toyota Finans, med mindst 20 procent i udbetaling. Den garanterede minimumspris ved tilbagekøbet vil som udgangspunkt altid være restgælden på billånet og er baseret på, at man kører 15.000 km om året samt får bilen serviceret på et autoriseret Toyota-værksted.
Tilbuddet træder i kraft den dag bilen fylder fem år og frem til lånets udløb.

Køber man fx en Toyota Aygo X med Active-udstyr til 144.990 kr. og får den finansieret gennem Toyota Finans med 20 procent i udbetaling, vil restgælden efter fem år være knap 52.000 kr. afhængig af renteudviklingen. Her vil man med den nye garanterede tilbagekøbspris altså kunne få mindst 52.000 kr. for bilen og dermed indfri sit billån uden yderligere restgæld.

Tilbuddet gælder alle personbiler i Toyotas modelprogram.

Større tryghed i bilejerskabet

I tider, hvor værdien på brugte biler er høj, vil restværdien på bilen ofte være højere end restgælden. Men der har de seneste årtier også været flere eksempler på tidspunkter, hvor værdien på brugte biler er blevet presset af politiske tiltag og samfundsmæssige udviklinger, som kan være svære og i visse tilfælde helt umulige at forudse flere år i forvejen. Det er den slags usikkerheder, som man med den nye tilbagekøbsgaranti vil sikre, at kunderne ikke skal sidde tilbage med, og dermed skabe endnu større tryghed i hele bilejerskabet, lyder det fra Toyota.

Det er helt frivilligt for bilejeren, om man ønsker at benytte sig af tilbuddet om tilbagekøb eller selv vil stå for salget af sin brugte bil.

Toyotas initiativ bliver positivt modtaget af FDM.

“Hvis man får det med i prisen, skal man ikke sige nej. Man skal se det som en mulighed, man kan have i baghånden, hvis det bliver relevant,” siger Lennart Fogh, der er områdechef i FDM’s juridiske rådgivning, til Jyllands-Posten.

Man skal dog være opmærksom på forudsætningerne, råder han, nemlig at man får finansieret bilen hos Toyota, og at man får lavet sin fremtidige service hos dem, mens der er en begrænsning på 15.000 km om året, som det koster et vist beløb per km at overskride.

Ønsker man at kende sine biludgifter, peger han også på privatleasing, der typisk strækker sig over tre år, som et alternativ til Toyotas tilbagekøbsgaranti.

Omfattende garantikoncept – også til ældre biler

Det er ikke første gang, at Toyota lancerer tryghedsskabende koncepter herhjemme.

Det hidtil mest omfattende er Toyota Relax, der giver op til 10 års garanti eller 160.000 km – alt efter, hvad der kommer først. Ejer man en Toyota, der er under 10 år gammel, vil man blot ved at få den serviceret på et autoriseret Toyota-værksted kunne få aktiveret garantien uanset bilens tidligere ejerskab, servicehistorik, eller om bilen er fx fire, syv eller ni år gammel, så længe bilen har kørt under 160.000 km og er under ti år gammel.

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here