Toyota på vej med langtrækkende elbil

Allerede i 2022 vil Toyota lancere en elbil med en ny type batterier, der giver længere rækkevidde og kortere ladetid. Dermed satser Toyota ikke længere ensidigt på brintbiler.

Frem til nu har Toyota, verdens næststørste bilproducent, satset på brintbiler som afløseren for biler med gammeldags og CO2-udledende forbrændingsmotorer. Det synspunkt har japanerne stået ret alene med, mens konkurrenterne i stigende grad er begyndt at udvikle batteridrevne elbiler.

Noget tyder på, at Toyota så at sige vender stikket og begynder at køre med strømmen. Ifølge nyhedsbureauet Reuters arbejder Toyota på en ny generation af elbiler, der benytter en ny batteriteknologi med længere rækkevidde og kortere ladetid. Rækkevidden kan blive væsentligt længere end de 500 km, der er bedst i dag, mens ladetiden reduceres til nogle få minutter.

De nye batterier er dog endnu ikke klar til serieproduktion, men angiveligt satser Toyota på at kunne sende de første ’super-elbiler’ på markedet allerede i 2022. Målet er at indhente og overhale konkurrenter som Tesla og Nissan, der i dag er længst fremme med elbiler. BMW arbejder på en lignende batteri-teknologi, men forventer, at der går op til 10 år, før den er klar til serieproduktion.

Eldrevet C-HR fra 2019
Spørgsmålet er, om Toyota er i stand til at tage et tigerspring forbi konkurrenterne? At Toyota-præsident Akio Toyoda – også ifølge Reuters – har sat sig i spidsen for firmaets nye elbils-satsning er i hvert fald et klart signal om, at projektet har høj prioritet. Et andet signal er, at Toyota ifølge nyhedsbureauet allerede i 2019 vil masseproducere en rent elektrisk udgave af crossoveren C-HR i Kina til det enorme, kinesiske marked. Den elektriske C-HR vil dog benytte almindelige lithium-ion batterier i lighed med konkurrenternes elbiler.

Toyota har tidligere – noget halvhjertet – forsøgt sig med en elbil. Det skete i 2013 med en elektrisk udgave af mikrobilen IQ (billedet), der nåede den tvivlsomme ære at blive lanceret og lagt i mølposen i samme ombæring.

Med den nye satsning på batteridrevne elbiler bliver det spændende at følge Toyotas fremtidige udvikling af brintbiler. Toyota har i årevis hævdet, at først hybridbiler og derefter brintbiler ville være den mest realistiske måde at udfase biler med benzin- og dieselmotorer på. Brintteknologien er dog kostbar og bortset fra nogle få biler fra den koreanske Hyundai-Kia koncern samt Honda, har Toyota stået ret alene med satsningen på brintbiler.

Læs også:

Toyota trækker stikket på mærkets første elbil

VW – vi kan sælge flere elbiler end Tesla

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here