Tyskland bremser forbud mod fossil-biler

I dag skulle EU have taget beslutningen om, at det fra 2035 er slut med benzin- og dieselbiler. I sidste øjeblik trådte Tyskland på bremsen.

Længe har det ligget i kortene: At EU i dag, tirsdag den 7. marts, formelt ville vedtage det for længst aftalte dokument, der fra 2035 forbyder produktion og salg af nye fossildrevne biler i EU.

Et helt igennem nødvendigt tiltag i EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyens, målsætning om, at EU fra 2050 skal være klimaneutral.

Men da vi nærmest var forbi halvtolvte time, trak EU’s største bilproducerende land, Tyskland, stikket, skriver Politico.

Grunden til tyskernes obstruktion i sidste øjeblik skal findes hos den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz’ liberale regeringspartner FDP.

De Frie Demokrater går ofte forrest i bestræbelserne på at sikre så lempelige vilkår som muligt for den tyske bilindustri. Mandag var kanslerens melding til tyske von der Leyen i Bruxelles, at Tyskland havde en forventning om, at forslaget, der skulle være vedtaget i dag, ville indeholde en kattelem.

En kattelem, der skulle tillade, at der også efter 2035 må sælges nyproducerede benzindrevne biler, hvis blot de kører på syntetisk fremstillet grønt brændstof.

Det syntetiske brændstof er – som teknologien er nu – imidlertid ikke særlig udbredt, blandt andet fordi fremstillingsprocessen er meget dyr. I dag er det sådan, at benzinbiler, der kan køre på syntetisk brændstof, også kan køre på traditionel benzin, og det vil – igen som teknologien er nu – betyde, at også nye benzinbiler efter 2035 vil kunne tanke den traditionelt fremstillede benzin og dermed udlede CO2.

Efter 2035 vil der i en endnu ikke defineret overgangsperiode være benzin til salg, da der naturligvis vil være et betragteligt antal benzinbiler på de europæiske veje fremstillet før 2035.

Historisk ironi

Hvor lang tid, der går, før EU bliver enige om at beslutte et farvel til benzin- og dieselbiler fra 2035 – eller senere, eller med undtagelser – tør de færreste gisne om på nuværende tidspunkt. Men mon ikke det kommer – spørgsmålet er blot, hvor meget tyskerne skal have til gengæld.

Men lige nu er EU’s beslutning altså skudt til hjørne af et af EU’s største og vigtigste lande. Et skridt, som man ikke er begejstret for i EU-kredse, da det minder for meget om en taktik, nationer som Ungarn og Polen har benyttet sig af for at fremme nationale særinteresser på bekostning af det store billede.

Og sådan går det til, at den tyske nation, der fostrede Carl Benz, som fremstillede verdens første totakts forbrændingsmotor, Nikolaus Otto, som fremstillede verdens første firetakts-forbrændingsmotor, og Rudolf Diesel, der opfandt – ja, dieselmotoren – i 2023, i hvert fald midlertidigt, trækker det stik, der skulle afslutte de fossildrevne motorers liv og asfaltere den helt brede vej for de elektrisk drevne biler.

mortenk@hvilkenbil.dk

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here