Voldsomt crash – bryder elbiler i brand?

Er elbiler farlige at køre galt i, fordi der går brand i batterierne? Ikke ifølge tysk test: Selv efter meget kraftige kollisioner er der ingen brand.

Bilist overlever kollision i elbil. Men brænder efterfølgende ihjel, fordi batterierne antænder og blokerer dørhåndtagene…

Sådan lyder en af de mest uhyggelige historier om ulykker, hvor elbiler har været involveret. Elbiler med kraftige batterier er ny teknologi, der kræver nye måder at håndtere redningsarbejde på. Blandt andet kan man ikke slukke brand i batterier ved at pøse vand på. Det kan også være nødvendigt at sikre sig mod stød, før man bjerger tilskadekomne fra en forulykket elbil.

Men er elbiler virkeligt så farlige, som mere eller mindre sande rygter vil vide?

Crash med høj fart

Godt spørgsmål. Som den tyske bilinspektion Dekra nu har givet et svar på. Dekra har crashtestet to elbiler for at finde ud af, om elbiler har større risiko for at bryde i brand efter kollisioner end almindelige biler med forbrændingsmotor og brændstoftank.

Med vanlig tysk grundighed gik Dekra hårdt til værks. De to elbiler – en Renault Zoe og en Nissan Leaf – blev ikke bare sendt mod en mur med de 64 km/t, som vi kender fra Euro NCAP-crashtesten. Farten var 84 km/t og i stedet for en fast barriere kolliderede biler med en metalpæl. Dermed blev kollisionskræfterne koncentreret på et væsentligt mindre område, hvilket øger belastningen markant. Faktisk ville man næppe overleve i sidekollisionstesten, vurderer Dekra. Heller ikke selv om både Zoe og Leaf har opnået topkarakter i NCAP-crashtesten.

Elbilerne ‘overlevede’ testen. Selv om det voldsomme møde med metalpælen i enhver forstand gjorde et dybt indtryk på både Zoe og Leaf, holdt batteripakkerne stand.

Større deformationszoner

“Elbilernes højspændingssystemer blev effektivt lukket af under kollisionen. Og trods en massiv deformation af batteripakken opstod der ikke brand,” konkluderede Dekras ulykkesforsker Markus Egelhaaf efter forsøget.

Testen viste også, at redningsmandskab både kan klippe karrosseriet op og bjerge kvæstede passagerer lige så hurtigt som med almindelige biler.

En interessant detalje ved elbiler er, at der er meget mindre mekanik i ‘motorrummet’. Det gør det muligt at lave en større deformationszone. På videoen her kan man se, hvordan metalpælen i frontalkollisionen med Nissan Leaf skærer sig gennem hele fronten, indtil deformationen stopper, hvor kabinen begynder. Og det er vel at mærke ved 84 km/t – langt over de 29 km/t som Euro NCAP benytter i deres pæletest.

Se også sidekollisionen på videoen herunder.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here