Volvo forynger sig med ny XC40

XC40, Volvos nye mellemstore crossover, bliver en gennemført livsstilsbil med dristigt design, avanceret infotainment og praktisk sans. Sikkerheden er også i top med alt udstyr fra topmodellerne.

Det har været undervejs med nye topmodeller som XC90 og S/V90, og nu vover Volvo for alvor pelsen med den nye, mellemstore crossover XC40. Designet er nok kantet som i gamle dage, men ellers tager XC40 let prisen som svenskernes mest dristige og moderne designede bil i flere årtier.

Svenskerne har stort set overført sidste års Concept 40 stilstudie til den nu produktionsklare XC40. Det vil sige, at vi får en modebevidst og livsstilsorienteret crossover med skarpe linjer, op til 21-tommer store fælge og masser af naturlige materialer som filt, læder og aluminium i den elegante kabine. Målet er klart – Volvo vil hugge kunder fra andre livsstilsbiler som Audi Q3, BMW X1, Mini Countryman, Mercedes GLA og den kommende Jaguar E-Pace.

Skarpe, moderne linjer præger Volvo XC40. Med en længde på 442 cm og bredde på 186 cm skal den konkurrere mod bl.a. Audi Q3 og BMW X1.
Skarpe, moderne linjer præger Volvo XC40. Med en længde på 442 cm og bredde på 186 cm skal den konkurrere med bl.a. Audi Q3 og BMW X1.

Meget passende har svenskerne da også henlagt præsentationen til den italienske modeby nummer ét, Milano. I øvrigt i stedet for at vise XC40 på den igangværende biludstilling i Frankfurt – svenskerne vil have showet for sig selv.

Rødt indtræk og orange gulvtæpper
Det får de også med XC40, der ikke ligner ret meget andet i den voldsomt populære klasse for mellemstore crossovere og SUV’ere. Med XC40 tager Volvos designerne mærkets nye stil til et nyt og mere ungt og moderne niveau. Blandt de mere frække indslag er mulighed for rødt indtræk og orange gulvtæpper, mens Volvo lover nye standarder for praktisk sans med særlige holdere til mobiltelefoner og integreret affaldsspand.

Teknisk er XC40 også helt ny. Nyheden lancerer nemlig svenskernes såkaldte CMA-platform (Compact Modular Architecture), der også kommer til at danne basis for nye udgaver af kompakte Volvo-modeller som V40. Platformen skal også bruges af Volvos kinesiske ejere Geely, bl.a. til kinesernes nye bilmærke Lynk & Co.

Den nye platform giver mulighed for at benytte teknikken fra Volvos større SPA-platform. Dermed får XC40 adgang til hele arsenalet af aktive sikkerhedssystemer, køreassistenter og infotainment fra topmodellerne. Sætter du kryds ved det hele, kan du altså få alt fra overvågning af området bag bilen, over nødbremse med fodgængergenkendelse til delvis autonom kørsel op til 130 km/t.

Førerpladsen er præget af fuldt digital instrumentering fra mellemste udstyrsniveau, Momentum, mens midterkonsollen får det såkaldte Sensus-system med en ni tommers trykfølsom skærm.

Også til hybrid og ren el
XC40 er fra starten designet til at kunne rumme tre slags drivliner; forbrændingsmotorer, hybrid og ren el med batterier under gulvet. Typisk for Volvo lanceres XC40 første med to kraftige motorer, nemlig en 235 hestes diesel og en turbobenziner med i omegnen af 250 hk. Senere følger en trecylindret benzinmotor med godt 150 hk, der bliver indgangsbilletten til XC40 og derefter ser vi også en hybrid og en fuldt elektrisk udgave. De kraftigste varianter får både firehjulstræk og automatgear, mens basisudgaven nøjes med forhjulstræk og seks-trins manuel gearkasse.

Med XC40 fortsætter Volvo stilen med indbydende kabiner - her bare i mere ungdommelig udgave end i topmodellerne. Indlæg i træ er droppet til fordel for muligheden for orange gulvtæpper.
Med XC40 fortsætter Volvo stilen med indbydende kabiner – her bare i mere ungdommelig udgave end i topmodellerne. Indlæg i træ er droppet til fordel for muligheden for orange gulvtæpper.

En af de spændende nyheder ved XC40 handler slet ikke om bilen, men et nyt koncept, som Volvo kalder ’Care by Volvo’. For et månedligt abonnement tager Volvo sig af alt fra service til tankning. Som ved leasing løber aftalen i 24 måneder, men idéen er, at der ikke vil være ekstraudgifter eller andre overraskelser – målet er at gøre adgang til bil så bekymringsfri som muligt.

Volvo XC 40 forventes til Danmark i løbet af december.

Læs også: Volvo sætter strøm til alle modeller

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here