Ny Yaris slår på sikkerhed og miljø

nye afgifter
Toyota Yaris Hybrid kan blive en af de helt store tabere på afgiftsomlægningen.
Fjerde generation af Toyota Yaris skal sætte ny standard for sikkerhedsudstyr i miniklassen. Hybridudgaven kører 20 pct. længere på literen.

Sikkerhed og miljø har topprioritet i fjerde generation af Toyota Yaris. Den kompakte japaner er mærkets bestseller i Danmark og resten af Europa, og den position skal forsvares ved at være klasseledende på flere punkter.

Først og fremmest skal den nye Yaris være klassens mest sikre bil. Både på hardware og software så at sige.

De hårde facts først: Ifølge Toyota skal Yaris sætte ny standard for førerbeskyttelse i kollisioner. Ikke kun i form af en hårdfør konstruktion, men også med en ny type central-airbag. Ved påkørsler fra siden popper den op mellem forsæderne, så to personer på forsæderne ikke kastes ind mod hinanden.

Toyota Yaris
Kabinen er også helt ny i Yaris – og med mulighed for head-up display på forruden.

Den aktive sikkerhed bliver også omfattende: Adaptiv fartpilot, der automatisk tilpasser hastighed og afstand til den forankørende og også fungerer i køkørsel, bliver standard. Det samme gælder en aktiv vejbaneassistent, der sørger for at holde bilen i samme vognbane. Du skal bare have en enkelt hånd på rattet, så klarer den nye Yaris resten selv. Det lyder spændende og er normalt kun en teknik, man støder på i kostbare premiumbiler. Yaris ser ud til at komme først med teknikken i miniklassen.

Automatisk nødbremse med genkendelse af fodgængere og cyklister bliver også standard.

To benzinere og ny hybrid

Som den nuværende Yaris vil fjerde generation kunne fås med to trecylindrede benzinmotorer på henholdsvis 1,0 og 1,5 liter. En ny hybrid-udgave ser dog endnu mere spændende ud. Her får 1,5 liters motoren hjælp af to elmotorer med 80 hk, der får strøm fra et nyudviklet batteri. Toyota skifter nemlig det gamle nikkel-metal batteri ud med et mere effektivt af lithium-ion typen, som vi også kender fra vores smartphones.

Tilsammen giver det nye hybridsystem kraftigere acceleration og mulighed for at køre helt op til 130 km/t på ren strøm. Samtidig reduceres brændstofforbruget med 20 procent. Holder Toyotas oplysninger, svarer det til, at Yaris Hybrid nærmer sig et snitforbrug på 30 km/l.

Toyota Yaris
Batteriet i hybrid-udgaven er mere effektivt, men fortsat placeret under bagsædet.

Det sker vel at mærke uden at teknikken bliver af den såkaldte ladehybrid-type, hvor batteriet kan lades op i en stikkontakt. Toyota holder fast i deres oprindelige hybrid-koncept, hvor det udelukkende er forbrændingsmotoren og nedbremsninger, der tilfører batteriet strøm.

Skarpere køreegenskaber

Fjerde generation Yaris bliver også den hidtil mindste Toyota på den nye TNGA-platform. Her i miniklassen hedder platformen GA-B – og det har ikke noget med køreegenskaberne at gøre. Tværtimod bliver de væsentligt bedre, fordi karrosseriet er stivere, lettere og med et lavere tyngdepunkt i den aktuelle Yaris, fortæller Toyota.

Faktisk krymper Yaris en smule på de ydre mål: Længden reduceres med en halv cm, højden med fire cm. Til gengæld lægges der fem cm til i både bredde og akselafstand, hvilket især skal forbedre pladsen på forsæderne.

LED-lygter og et markant design med en frisk fortolkning af den enorme kølergrill på den nuværende Yaris understreger, at Toyotas tid som forsigtig-Pers yndlingsmærke er fortid.

Indvendig fortsætter Toyota de gode takter fra nye modeller som Corolla, RAV4 og C-HR med mere moderne kabiner i mærkbart lækrere finish. Yaris den fjerde bliver ingen undtagelse med et 10-tommer stort head-up display på forruden, TFT-display i førerens synsfelt samt en stor infotainmentskærm centralt placeret øverst på midterkonsollen.

Svulmende skærmkasser og markante baglygter. Der er intet forsigtig-Per over fjerde oplag af Toyota Yaris.

Altså lutter spændende nyheder for Yaris-fans. Selv om Toyota slipper info og billeder ud nu, må de dog væbne sig med tålmodighed: Den nye Yaris kommer først til Danmark på den anden side af sommerferien 2020.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here