Youngtimer: BMWs vilde ‘Goldfisch’

goldfisch
I firserne eksperimenterede BMW med en 16-cylindret 7-serie under kodenavnet ‘Goldfisch’. Med lidt dansk hjælp kan den opleves på Oslo biludstilling.

Fra tid til anden dukker der historier op om heldige motorjournalister, der har allernådigst har fået til at besøge bilfabrikkernes hellige haller fyldt med prototyper, racerbiler, one-off’s og meget andet godt. Der er dog intet, der slår at opleve sjældne biler live, og på dette års Oslo Motor Show vil den danske virksomhed KOED fremvise en yderst sjælden BMW for publikum.

Prototype med V16-motor

Et kvart århundredes fokus på BMW sætter dybe aftryk, og den østjyske BMW-specialist KOED har til Oslo Motor Show fået lov til at låne en af BMW’s mest sjældne biler. Det handler om en V16-prototype af BMW 7-serie (E32), som normalt står hengemt i München og meget sjældent vises frem.

goldfisch
Den enorme motor krævede også luftindtag bag på BMW 767iL.

Da E32’eren blev præsenteret i 1986 med en rækkesekser, vakte den stor begejstring. Selv om en større motor var ventet, var det alligevel en sensation, da den 12-cylindrede 750i blev afsløret året efter.

De færreste forventede dog, at BMW pønsede på en 7’er med en endnu større motor. Under ledelse af BMW’s motoransvarlige Dr. Karlheinz Lange, udviklede de to ingeniører Hanns-Peter Weisbarth og Adolf Fischer en V16-motor med 408 hk på blot seks måneder.

Kodenavn: ”Goldfisch”

Da motoren var klar, skulle den naturligvis i en bil, og valget faldt på en gyldenbrun 750iL. Projektet blev derfor døbt ‘Goldfisch’, tysk for guldfisk. Udfordringerne var dog mangfoldige. De startede med at motorrummet på en 750iL simpelthen ikke var stort nok. V16-motoren var hele 31 cm længere end den V12’er, som i forvejen fyldte motorrummet godt ud.

Den eneste løsning, der ikke medførte en forlængelse af fronten, var at rykke kølerne fra fronten om i bagagerummet. Dette medførte desværre lidt spøjse udfordringer. Bl.a. skulle kølerne have godt med luftgennemstrømning, hvilket krævede Testarossa-lignende luftindtag på bagskærmene og et stort gitter mellem baglygterne. Altså en slags gæller og dermed meget passende for en ‘Goldfisch’.

goldfisch
V16-motoren fyldte så meget, at kølesystemet måtte flyttes om i bagagerummet.
Enlig svale

Med en acceleration fra 0-100 km/t på seks sekunder og en topfart på 280 km/t havde BMW i sandhed skabt et autobahn-lokomotiv. Desværre var hele pakken hverken praktisk eller eksklusiv, da bilen havde manuel gearkasse, intet bagagerum og et forbrug på 5 km/l. Da V12-motoren fem år senere ydede hele 380 hk i coupé’en 850 CSi, blev der for alvor sat punktum for V16-projektet.

Den ene 767iL er dog stadig en voldsomt imponerende bil, og er du en af mange danskere, der tager turen til Oslo Motor Show 25-27. oktober i år, kan du glæde dig til at nærstudere den tyske ‘Goldfisch’ på KOED’s store stand.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here