Mild hybrid-motorer skal forbedre VWs image

Når VW lancerer 8. generation af Golf i 2019, bliver det med nye motorer med mild hybrid teknik, der skal reducere CO2-udslippet. VW kommer også med en nyudviklet dieselmotor.

Dieselmotoren er ikke død. I hvert fald ikke hos VW, der ellers udløste en lavine af problemer for den kendte motortype efter den såkaldte dieselskandale i 2015. Her blev VW afsløret i at have fusket med udledningen fra mere end 10 millioner dieselbiler, og siden har kritikken haglet ned over dieselmotorer i almindelighed og VW i særdeleshed.

Flere bilfabrikker har siden annonceret, at de er ved at udfase dieselmotorer, og VW selv har dels droppet udvikling af nye, små dieselmotorer og ikke mindst lovet bod og bedring i form af en fremrykket satsning på elbiler frem mod 2025. Men her og nu tror VW altså fortsat på, at dieselmotoren har en fremtid.

Hos den tyske bilgigant, der trods dieselskandalen fortsat er verdens største bilproducent, hedder fremtiden for både diesel- og benzinmotorer mild hybrid teknologi. VW er langt fra først med idéen, der går ud på at koble en såkaldt remstartergenerator sammen med et lille batteri. På den måde kan man både forbedre start-stop automatikken, give motoren et elektrisk boost ved opstart og kortvarigt køre på ren el. Alt i alt reducerer det CO2-udslippet med op til 10 gr/km og hjælper VW-koncernen til at opfylde EU’s flådekrav om 95 gr. CO2/km fra 2020.

Både 48 og 12 volt
VWs nye mild hybrid teknologi dukker op i 2019 i den nye, ottende udgave af bestselleren Golf. Dels i en 1,5 liters turbobenziner, hvor elsystemet og det lille batteri arbejder med 48 volt, dels i en nyudviklet to-liters dieselmotor, hvor det elektriske system holder sig på de velkendte 12 volt.

Mens benzinmotoren bevarer en ydelse omkring 150 hk, kommer den nye dieselmaskine i tre udgaver med henholdsvis 136, 163 og 204 hk.

Mild hybrid skal ses som en billigere udgave af de ’rigtige’ hybridbiler som eksempelvis Toyota satser stort på. Mens en ægte hybrid har en større elmotor og et mellemstort batteri, nøjes mild hybrid biler altså med en remstartergenerator og et mindre batteri. Fordelen er lavere vægt og pris. Til gengæld er miljøgevinsten også mindre og der er ingen mulighed for at lade det lille batteri op per stikkontakt som vi kender det fra de såkaldte lade-hybrider.

VWs nye mild-hybrid motorer forventes udbredt til det meste af modelprogrammet. Sideløbende fortsætter VW satsningen på rene elbiler, som koncernen vil tilbyde i 30 forskellige varianter i 2025.

Læs også: Denne motor bliver udbredt i Danmark

[email protected]

1 COMMENT

  1. Suzuki har allerede anvendt teknologien i deres Baleno med stor succes. Fantastisk at VW nu begynder at kopiere japanerne, som ikke behøver snyde for at opnå gode resultater 🙂
    PS. Balenoen kører faktisk ca. lige så langt på literen som en Yaris, selv om den kun er en mild hybrid.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here