TEST: Mazda 3 er stadig klassens swing king

BILTEST: Mazda 3 har fået et næsten usynligt facelift og lidt tekniske forbedringer men er heldigvis stadig helt sin egen – en af de absolut skarpeste køreoplevelser til menneskepenge.

Hvilken bil ?
Mange bilkøbere vil gerne højt til vejrs i en højbenet stationcar – en crossover. De ser efter Mazda CX-3, men Mazda 3, som vi tester her, er anderledes nede på jorden og dyrker de gode køreegenskaber mere end de fleste i Golf-klassen. Anledningen til en ny, opmuntrende omgang med Mazdas 3’er, der kæmper med fx Ford Focus, Renault Megane, Opel Astra og Peugeot 308 om købernes gunst , er at den tre år efter lanceringen blandt andet har fået en forbedret nødbremse og aktiv styring af motorens drejningsmoment. Det kommer vi tilbage til. Testbilen er en 2,0 benzin med 120 hk i højeste udstyrsniveau ‘Optimum’ til 269.000 kr. inkl. levering. Basismodellen ‘Core’ med 1,5 liters benziner med 100 hk koster 199.000 kr.

Vidste du at?
Ingeniørerne på Mazdas fabrik ved Hiroshima har til den faceliftede udgave af Mazda 3 udviklet et nyt system til fordeling af kræfterne mellem for- og baghjulene. Ved konstant at måle G-påvirkningen af bilen i sving, kan systemet løbende justere motorens drejningsmoment til de trækkende forhjul. Ifølge Mazda forbedrer det på samme tid styrepræcisionen og kørekomforten. Det var ikke en mærkbar ændring for denne testkører, men der er ingen tvivl om at Mazda 3 stadig ‘æder’ sving med samme glæde som en sumo-bryder indtager den næringsrige stuvning chankonabe. G-målings-systemet er standard på alle Mazda 3-modellerne.

Hvordan er førerpladsen?
Typisk Mazda er kabinen holdt i sort, og det giver en intim oplevelse, hvor man som fører fokuserer mere på udsynet gennem forruden.

Siddestillingen i Mazda 3 er lav, sportslig og med glimrende ergonomi – ikke kun for lave japanere, men også langbenede danskere. Førersædet omfavner dig, og du føler dig i ét med Mazda 3, der fra første sving opleves som en ‘drivers car’.

Generelt er der en del hård plast og finishen er gennemsnitlig, men helt ærligt; når du først er bag rattet i Mazda 3, kunne du ikke være mere ligeglad. Drejeknappen på midterkonsollen, der à la BMW styrer info på LCD-skærmen midt på instrumentbordet klikker silkeblødt og logisk, og vi hørte ingen irriterende knirkelyde fra instrumentbordet.

Hvordan opleves kabinen?
Pladsen på bagsædet er på et godkendt niveau, men der et stykke op til den benplads fx VW Golf byder bagsædet-folket. Bagsædet er dybt, så der trods den lave aglinje også er plads til granvoksne på bagerste række, men det betyder at mindre børn har meget svært ved at kigge ud over ‘vindueskarmen’. Mazda 3’s højt svungne hofter og lave taglinje gør samtidig at der letter gemmer sig en cyklist bag C-stolpe. Bagagerummet er af gennemsnitstørrelse men reelt i udformningen, og i testuden slugte det to store rullekufferter og to mindre uden at kløjs i det. Et irritationsmoment i kabinen er vindstøj fra fronten, der fra ca. 80-90 km/t er irriterende og ved 130 km/t påtrængende. Også de store 18 tommer hjul, der er standard på ‘ Optimum’ rumler uacceptabelt meget.

Er sikkerheden i orden?
Både og. På den ene side er de aktive sikkerhedssystemer forbedret i Mazda 3. Nødbremsen, AEB City, er opgraderet til at benytte kamerabaserede fartmålinger i stedet for laserteknologi, og den fungerer nu ved hastigheder på op til 60 km/t., ligesom den kan opdage og bremse for fodgængere. Alt sammen fint men på den anden side er nødbremsen ikke standard i basisversionen ‘Core’. Desuden fås adaptiv fartpilot kun til topudgaven ‘Optimum’ som en del af en udstyrspakke til 15.000 kr., der også indeholder vognbane assistent og LED-forlygter der selv blænder op og ned. Den passive sikkerhed i Mazda 3 er absolut godkendt, og bilen opnåede samtlige 5 stjerner i Euro NCAPs crashtests i 2013 – særligt beskyttelsen mod piskesmæld ved påkørsel bagfra er god. Læs mere på sikkerbil.dk 

Hvordan kører den?
Lige så skarpt som et samurai-sværd. Mazda 3 er ren køreglæde, som der er langt i mellem i rækken af højbenede crossovers. Affjedringen er fast uden at være hård, så komforten for fører og passagerer er intakt. Styringen er præcis, direkte og knivskarp. Selvfølgelig hjulpet på vej af testbilens 18 tommer alufælge, som klæder bilen og faktisk ikke ødelægger komforten.

Gearskiftet er kort og præcist og helt uden kanter – en ren fornøjelse, som giver lyst til at bruge gearene. Og det er der også til dels brug for, hvis det skal gå tjept, for så skal der fyres op under omdrejningerne. Det er lang tid siden denne testkører har haft så meget smil på læben i en testuge. Banzai!

Hvordan er motoren?
Motoren er at af punkterne hvor Mazda 3 for alvor går andre veje end konkurrenterne. Her er ingen downsizing – altså en lille motor med færre cylindre og en turbolader til at give kræfter. Mazda 3 er i stedet helt ‘old school’ med en 2,0 liters fire-cylindret motor uden turbolader. Ydelsen på beskedne 120 hk lyder måske lidt kedeligt, men det er det ikke. Denne testkører er begejstret for den fede, dybe lyd fra de to udstødningsrør, for bundtrækket, der er tilstede fra bare 1.200-1.300 omdrejninger, og for, hvordan motoren skifter karakter, når den stryger forbi de 4.000 omdrejninger, hvor det maksimale drejningsmoment nås, og op mod 6.000 omdrejninger, hvor de 120 heste alle er ‘ude af stalden’. Mazda 3 er ikke decideret hurtig, men den føles sjov, og smilet lurer konstant i mundvigen.

Passer prisen?
Ja. Siden vi testede Mazda 3 for tre år siden er den blevet 10.000 kr. billigere, og ligger fair i markedet uden at være decideret billig. Merprisen for turbodiesel med 150 hk er til gengæld en ordentlig mundfuld på 35.000 kr. Her savner vi en mindre turbodiesel, og det er dumt, at Mazda 3 ikke kan leveres med den 105 hk 1,6’er turbodiesel, der fås i Mazda CX-3. Den ville passe perfekt til Mazda 3. Vi ville også spare 30.000 kr i forhold til testbilen og snuppe den mellemudstyrede ‘Vision’, der har samme teknik og det samme sikerhedsudstyr som ‘Optimum’. Og helt den samme køreglæde – bare uden støjen fra 18 tommer dækkene.

Er der alternativer?
Ja, en hel bunke. Vi holder os til de mest køreglade typer i den lille mellemklasse. Seat Leon er en fyrig, spansk udgave af en rummelig Golf, og designet er smukt og køreegenskaberne fine, men kkke helt så sjove som i Mazda 3 med avanceret uafhængigt baghjulsophæng. Men i Leon med Style-udstyr og 150 turboheste til 244.000 kr., er der mere spark under hjelmen. En anden japaner, Honda Civic, skiller sig, som Mazda 3, også lidt ud fra mægden og har samtidig god plads og også sportslige køreegenskaber. Den fås til 253.000 med Hondas nye, lille 1,0 liters turbobenziner, der dog præsterer 129 hk. Ford Focus er en af de mest velkørende i klassen. Ude foran ligger den fine tre-cylindrede turbomotor med 125 hk. Den er der lige nu kampagne på med ST-line- eller Fun-udstyr til lige omkring 220.000 kr.

Konklusion:
For: Køreglæde, familieduelig, 3 års garanti.
Imod: Støj fra hjul og vind, ikke nødbremse på basismodel.
Hvilkenbil siger:
Stjerner5

Skil dig ud i Golf-klassen med et bredt smil på læben i Mazda 3,der er noget af det sjoveste vi har kørt under en kvart mio. kr. Samtidig ser den godt ud og rummer sagtens familie og oppakning. What’s not to like..?

Læs også tests af konkurrenterne:

Renault Megane er den bløde mellemvare

Facelift holder Kia Ceed inde i Golf-krigen

Lav puls i Nissan Pulsar

Opel Astra rækker efter stjernerne

Peugeot 308 er stærk på stil og komfort

Snusfornuften sejrer stort i Skoda Octavia

Ford Focus stikker næsen frem

Seat Leon er Golf-familiens vindertype

FAKTA: Mazda 3 2.0 120 hk Optimum

Vejl. pris, inkl. lev.: 269.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.200 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 19,6 km/l (119 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 13,2 km/l
Længde/bredde/højde: 448/180/145 cm
Bagagerum (min/max): 364/1.250 liter
Vægt: 1.280 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, benzin
Effekt: 120 hk/210 Nm
0-100 km/t: 8,9 sek.
Topfart: 195 km/t

Særligt standard udstyr (Optimum):
2-zonet klimaanlæg, stop-start, fartpilot/-begrænser, City Brake support med fodgængerregistrering (aut. nødbremse op til 80 km/t), , headup-display i farver, træthedsregistrering, blind vinkel overvågning, nøglefri centrallås og start, el-ruder for og bag, aut. nedblæindeligt bakspejl, el-spejle, p-sensor for og bag, varme i forsæder, varme i rat, multijusterbar førerplads, splitbagsæde, læderrat, regn- og lyssensor, USB og BlueTooth, 7” touch screen med bluetooth og DAB-radio/CD og Bose-højttalere, 18” alufælge, fuld LED-forlygter, LED tågeforlygter.
Ekstraudstyr på testbil:
Metallak: 6.000 kr.
Safetypakke til Optimum: Mazda radarstyret adaptivfartpilot, vejbaneassistent, adaptive LED forlygter: 15.000 kr.
Læderindtræk og el-indstilleligt førersæde: 15.000 kr.
Integreret navigationsanlæg: 7.995 kr.
(*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here