VW tjener milliarder trods dieselskandalen

Trods store udgifter til dieselskandalen er Volkswagen-koncernen tilbage i plus efter et 2015, der var det værste år i selskabets historie.

Havde det ikke været for milliardudgifterne til den verserende svindelskandale, havde Volkswagen sandsynligvis kunnet vise et rekord-regnskab.

Bilfabrikanten, der blev afsløret i omfattende snyd med målinger af NOx-udledning på en række af koncernens motorer, landede sidste år et nettoresultat på 5,1 mia. euro (38 mia. kr.) og er dermed på fødderne igen efter underskuddet på knapt 12 mia. kr. i 2015.

Volkswagen, der blandt andet også producerer Skoda, Seat, Bentley, Audi og Porsche, solgte sidste år 11 mio. biler, og har nu overhalet Toyota som verdens største bilproducent. Det er især luksusmærkerne Audi og Porsche, der er vokset hurtigt, melder Volkswagen.

Driftsresultatet før ekstraordinære omkostninger steg 14 pct. til 14,6 mia. euro, det højeste nogensinde for Volkswagen, skriver Reuters.

Men det var også et år med store ekstra omkostninger: 7,5 mia. euro. Analytikerne havde regnet med 4,2 mia. euro.

Heraf tegner dieselskandalen sig for langt størstedelen – 6,5 mia. euro svarende til ca. 48 mia. kr.

Klar til flere tæv
Og der ventes at være mange flere tæv på vej. Flere analytikere regner med, at skandalen kommer til at koste bilproducenten over 210 mia. kr. i bøder, erstatninger og tilbagekaldelser af biler.

VW’s øverste chef Matthias Müller gyder dog olie på vandene og udtaler i forbindelse med regnskabet, at selskabet er godt rustet til fremtiden.

“Som tallene viser, er Volkswagen meget solidt positioneret bade forretningsmæssigt og finansielt. Derfor ser vi optimistisk på fremtiden,” udtaler han.

I Danmark blev 2016 også et godt år rent salgsmæssigt for VW, der solgte flest biler foran Peugeot – over 26.000 personbiler. Regner vi Skoda på 7. pladsen, Audi på 12. og Seat på 16.pladsen med, tegner VW-koncernen sig for et salg på næsten 54.000 biler i 2016.

Hertil kommer selvfølgelig salget fra koncernens mere prestige-prægede mærker som fx Porsche, der sælger meget begrænset herhjemme, samt varebiler og andre køretøjer.

Læs også: Trods skandale – VW er verdens største

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here