Trods skandale: VW er verdens største

Stærk efterspørgsel i Kina trækker VW-koncernens samlede bilsalg op på rekordhøje 10,3 millioner biler. Dermed er VW verdens største bilkoncern i 2016 foran Toyota – trods dieselskandalen.

Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Salig Simon Spies’ berømte mundheld bliver ved med at bevise sin rigtighed – nu også for VW-koncernen.

Til trods for at VW befinder sig i den største krise nogensinde efter afsløringen af fusk med udstødningen i 11 millioner dieselbiler, kom koncernen ud af 2016 med et rekordsalg. Tirsdag kunne VW-koncernen nemlig rapportere et samlet salg på 10,3 millioner biler i 2016. Det er ikke alene det største salg nogensinde for VW. Da rivalen Toyota samtidig nedjusterede forventningerne til sit 2016-salg til knapt 10,1 millioner biler – det nøjagtige tal er dog endnu ikke opgjort – kan VW kalde sig verdens største bilproducent. Det rapporter flere medier som Reuters og Automotive News Europe.

Dermed trodser VW alle spådomme i en tid, hvor koncernen samtidig kan se frem til trecifrede milliardudgifter til bøder og sagsanlæg efter ‘dieselgate’ – den største skandale i tysk industri efter 2. verdenskrig.

Rekordsalget er godt nyt for VW, der får brug for alle de penge, de kan tjene til at rydde op efter diesel-skandalen.

Størst fremgang for Skoda
Alt i alt øgede VW-gruppen, der også består af mærker som Skoda, Audi, Seat, Lamborghini, Porsche og Bentley, sit globale salg med 3,8 procent i 2016. Størst var fremgangen i Kina med en vækst på hele 12 procent, mens ‘dieselgate’ trods alt slog igennem i USA. Her faldt VW-salget med 2,6 procent.

Internt i VW-familien klarede tjekkiske Skoda sig bedst med en fremgang på 6,8 procent, efterfulgt af Porsche med 5,6 procent og Audi med 3,8 procent. VW selv øgede salget med 2,8 procent, mens det spanske datterselskab kunne notere en fremgang på 2,6 procent. Seats fremgang ser måske beskeden ud, men faktisk er det spaniernes bedste resultat siden 2007.

VW-koncernen skubber Toyota ned fra tronen som verdens største, efter at japanerne har haft titlen de seneste fire år. Amerikanske General Motors, der tæller mærker som Chevrolet, Buick, Cadillac og Opel, forventes at tage pladsen som verdens tredjestørste bilproducent.

Læs også: VW fyrer og skifter til el

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here