Adieu til to populære mikrobiler

0
110
mikrobiler

PSA dropper koncernens to mikrobiler, Citroën C1 og Peugeot 108. Der er ikke penge i de mindste modeller – alligevel kan de genopstå…

To små mikrobiler og bestsellere blandt danske bilkøbere er efter alt at dømme på vej til bilkirkegården.

Nyhedsbureauet Reuters citerer tre anonyme kilder for, at den franske bilkoncern PSA vil droppe deres to mindste bilmodeller, Citroën C1 og Peugeot 108. Årsagen er den samme, der allerede har ramt lignende bilmodeller som Ford Ka, Opel Karl og Opel Adam: Stadig skrappere miljøkrav gør det så dyrt at gøre de små bilers forbrændingsmotorer tilstrækkeligt renlige, at bilerne ender med at koste for meget sammenlignet med større bilmodeller.

Nyheden kommer dog ikke som den helt store overraskelse. PSA havde allerede aftalt med Toyota, at den japanske bilproducent skulle overtage den bilfabrik i Tjekkiet, der fremstiller de tekniske identiske ’trillinger’ Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo.

En af Reuters anonyme kilder forklarer, at mikroklassen har været den mest tabsgivende for mange bilmærker de senere år. Ikke mindst for PSA-koncernen til trods for stordriftsfordelen ved at fremstille tre stort set identiske biler på samme fabrik.

Satser på små Fiat’er

PSAs kommende sammenlægning med den italiensk-amerikanske Fiat-Chrysler koncern, FCA, under det nye navn Stellantis spiller også en rolle. Fiat lever bogstaveligt talt af mærkets to mindste modeller, Panda og 500, der bliver ved med at sælge i stort antal. Derfor er der absolut ingen planer om, at Fiat vil trække sig fra mikroklassen. Snarere tværtimod. Fiat har netop præsenteret den nye 500 i en rent elektrisk udgave, som der er store forventninger til. Samtidig fortsætter den nuværende 500 med benzinmotor angiveligt i produktion i mange år endnu sammen med Panda.

Netop Fiats anseelige produktion af små biler kan faktisk betyde, at C1 og 108 kan få chancen for at ’genopstå’ baseret på Fiat-teknik. Måske også med samme elbils-teknologi som den elektriske Fiat 500. Fiat har i hvert fald produktionsapparatet til det. Udfordringen bliver at sælge tilstrækkeligt mange franske mikrobiler til, at det kan betale sig.

Angiveligt overvejer PSA også en anden løsning, hvor man – med en venlig tanke til den legendariske 2CV – fremstiller en større, men gennemført spartansk og billig model.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here