Audi A3 med mere format

1
Fjerde generation af Audi A3 vokser en smule og får et mere afrundet design. Indvendig er der digitalt cockpit med overraskende mange knapper.

Så er VW-familiens vigtigste modelrække komplet. Efter afsløringer af den nye Golf 8 og søsterbilerne Seat Leon og Skoda Octavia er turen kommet til fjerde generation af Audi A3.

Med de fire ringe i næsen er den også kvartettens fineste medlem. Og trods merprisen en solid succes for Audi. Siden fabrikken i Ingolstadt spyttede den første A3 ud i 1996, har Audi på mange måder været toneangivende blandt premium-mærkerne i den lille mellemklasse. BMW kom egentlig først med 3-serie Compact som forløber for 1-serien, men det var A3, der for alvor blev en salgssucces. Siden fulgte Mercedes trop med A-klassen, men A3 har bevaret sin status som en både lækker, praktisk og velkørende premiumbil, der har været til at betale. Audi har simpelthen været dygtige til – lidt forenklet – at forbedre den i forvejen vellykkede VW Golf fra moderkoncernen.

audi a3
Stilen er genkendelig, men fjerde generation af Audi A3 får mere bløde, nærmest svulmende former.

Det er også konceptet for fjerde generation, som Audi netop har løftet sløret for. Basis er fortsat den efterhånden otte år gamle MQB-platform, der også danner grundlag for Golf, Leon og Octavia. Mekanisk er nyhederne derfor til at overse: A3 vokser godt nok tre centimeter i længden til i alt 434 cm, men akselafstand og hjulophæng er de samme. Det betyder også, at basisudgaverne med mindre end 150 hk må nøjes med en simpel, halvstiv compound-bagaksel. Kun de kraftigere udgaver får den fine multilink bagaksel, der alt andet lige gør køreegenskaberne bedre.

En praktisk nyhed er længdejusterbart bagsæde. Med maksimal benplads på bagsædet er der fortsat plads til pæne 380 liters i A3s bagagerum.

Kraftig basis-benziner

Mindste benzinmotor bliver den kendte 1,5 liters TSI med turbo, 150 hk og cylinderfrakobling. Seks manuelle gear er standard, syv-trins automatgear med dobbeltkobling fås som ekstraudstyr. Dieselfans – som der er blevet færre af – får en nyudviklet to-liter med fire cylindre, der yder 116 eller 150 hk. Dermed er det auf wiedersehen til den lidt udskældte 1,6 liter. Angiveligt er den nye dieselmotor nærmest stueren, godt hjulpet af AdBlue og effektive katalysatorer. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe den? Mange har afskrevet diesel efter at VW-koncernen i 2015 blev afsløret i at fuske med udstødningen i mere end 10 millioner dieselbiler.

Audi ved det godt. Og derfor er der også flere hybrid-varianter på vej af A3. Fra mild-hybrid med 48 volt elsystem til ladehybrider, der kan køre op til 60 km på strøm alene. Men her og nu er det begrænset, hvad Audi fortæller om planerne for den nye A3. For eksempel ved vi heller ikke, om den også denne gang kommer i cabriolet-udgave.

Digitalt cockpit er standard i Audi A3 – men her er fortsat mange knapper.

Typisk for Audi handler A3 meget om design. Ikke af den højtråbende slags. Audi holder fast i den lidt underspillede stil. Men kig en ekstra gang og Audi leger faktisk en del med formsproget. Kølergrillen er større end nogensinde, mens karrosseriet har fået lidt colaflaske-facon med nogle meget svulmende skærmkasser. LED-lygter i markant layout er også med til at give A3 lidt kant.

Fest for knappomaner

Designerne har også været på spil i den nye A3-kabine. Digitale instrumenter og en stor infotainmentskærm i midterkonsollen er standard. Ingen overraskelser der, for det gælder også i den nye Golf 8, som A3 er baseret på. Og så alligevel. For hvor Golf 8 er renset for mekaniske knapper og greb, holder A3 nærmest fest for knappomaner. Det er efterhånden ved at være sjældent anno 2020. Du finder dem både til ventilation, lys og sekundære funktioner som køreprogrammer og parkeringssensor. Vi kan tælle 22 knapper på A3s instrumentpanel – i Golf 8 er der nærmest ingen. Danke schön siger vi: Især til ventilation er klassiske knapper den bedste og mest trafiksikre løsning.

Mens den nye Golf 8 kommer til Danmark senere i marts, skal vi vente lidt længere på den fine søster. Men angiveligt kommer A3 til Danmark før sommerferien, måske allerede til maj.

jensv@hvilkenbil.dk

1 KOMMENTAR

  1. En Audi er en på alle måder vidunderlig bil. Der er meget få reparationer, dejlige køreegenskaber og lækkert materiale. En ulempe kender mange ejere dog, nemlig brændstofforbruget, som er i den dyre ende. De er tørstige.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation