Beskeden merpris for BMWs nye ’raumwunder’

BMW er klar med 5-serien som stationcar. Touring vokser på alle leder, men merprisen for den ekstra plads bliver beskeden.

SUV-moden med høje biler, der ligner noget, der kan deltage i Dakar-rallyet, har gjort den klassiske stationcar til en truet race. Flere bilmærker har helt droppet biltypen, og på store bilmarkeder som de amerikanske og kinesiske er stationcars stort set forsvundet.

Fanbasen ligger i Skandinavien, Holland og Tyskland. Og nu er der godt nyt til den lille skare af trofaste fans, der sværger til stationcars unikke kombination af praktisk sans og lavstammet elegance: BMW lancerer Touring udgaven af 5-serien, der er blandt klassikerne inden for biltypen.

Herhjemme ser vi den praktiske femmer 25. maj, men allerede nu kan man konfigurere og bestille 5-serie Touring.

5 stationcar
Med en længde på 506 cm er den nye udgave af 5-serie Touring 10 cm længere end sin forgænger.

Teknisk er der ingen nyheder i forhold til den 5-serie sedan, som har været her siden årsskiftet og som i øvrigt vandt titlen som Årets Bil i Danmark 2024. Vel at mærke i den fuldt elektriske udgave i5, som også er den mest populære blandt danske BMW-købere.

14.500 kr. ekstra

Det samme må forventes at blive tilfældet med 5 Touring, der dog også kommer som både diesel og benzinhybrid. Sidstnævnte får et større batteri, der gør det muligt at køre op til 89 km på ren el, inden benzinmotoren sætter ind. Som ladehybrid er 5-serien næsten 100.000 kroner dyrere end den rent elektriske i5, og derfor samler interessen sig om den batteridrevne i5 Touring.

BMW i5 har i forvejen fordel af at være billigere end ærkerivalen Mercedes EQE. Som stationcar får den endda to trumfkort: Mercedes EQE fås slet ikke som stationcar – og merprisen for den mere praktisk afslutning med stor bagklap er blot 14.500 kr. Historisk har BMW både forlangt 40.000 og 50.000 kr. ekstra for deres Touring-udgaver, men altså ikke denne gang.

Med alle sæder fældet ned, er der plads til 1.700 liter i bagagerummet. i5 Touring må trække hele 2.000 kg.

Dermed koster billigste i5 Touring med 250 kW motor, baghjulstræk og godt med standardudstyr (selv metallak er standard) fra 605.000 kroner.

Ingen direkte konkurrenter

Den beskedne merpris forventes at gøre Touring-udgaven til den mest populære i5. Og giver samtidig BMW en unik position i ’direktørklassen’, hvor der lige nu slet ikke er nogen direkte konkurrenter blandt elbilerne.

Først omkring årsskiftet kommer Audi med deres A6 e-tron Avant og Porsches Taycan Sport Turismo er både mere radikal og noget dyrere til 850.000 kr. Til sommer lancerer VW stationcarudgaven af ID.7 kaldet Tourer, men selv om den er lige så stor, spiller den ikke helt i samme liga som i5.

Rummelighed er selvfølgelig et slagnummer for BMW 5 Touring. Med en akselafstand på hele 299 cm bliver der ifølge BMW især mere plads på bagsædet i Touring end i sedan-udgaven. Bagagerummet tager mellem 570 og 1.700 liter, alt efter hvor meget af det tredelte splitbagsæde, der lægges ned. Midterpladsen er dog fortsat hæmmet af den store kardantunnel, der skal sikre baghjulstræk i fossil-udgaverne – et minus ved BMWs såkaldte CLAR-platform, der er udviklet til både el og fossildrift.

Delvist selvkørende
299 cm mellem akslerne skal give bedre benplads på bagsædet. Kardantunnel slipper man ikke for – heller ikke i den elektriske i5.

Oppe foran er der ingen forskel på sedan og Touring. Også i i5 Touring sidder du bag BMWs ’curved display’ skærme med nyeste software og alt i moderne assistentsystemer. Mod merpris kan du over kortere afstande slippe rattet og skifte vognbane ved hjælp af øjenbevægelser, hvis du investerer i Driving Assistant Professional.

Alle udgaver af BMW i5 Touring kører med et batteri på 81 kWh netto. Det giver en rækkevidde på 559 km – ca. 20 km mindre end i den mere vindglatte sedan-udgave. Ladekapaciteten er den samme: 11 kWh vekselstrøm, 22 kWh mod merpris og op til 205 kWh ved jævnstrøm i en lynlader.

Priser BMW i5 Touring
Model Motor Rækkevidde Pris
eDrive40 Sport Line 250 kW (340 hk) 559 km 605.000 kr.
eDrive40 M Sport 250 kW (340 hk) 549 km 640.000 kr.
eDrive M60 xDrive 442 kW (601 hk) 499 km 1.102.000 kr.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here