Bilkøberne holder igen med el- og hybridbiler

bilafgifterne
Forsinkede forhandlinger om bilafgifterne bremser danskernes lyst til at købe elbiler og ladehybrider. Salget er halveret.

I Danmark har vi de seneste måneder været godt med på den elektriske bølge. Salgstallene for oktober er netop kommet, og andelen af ladehybrider er 11 procent, andelen af rene elbiler syv procent og andelen af hybrider seks procent.

Dermed var andelen af nyindregistrerede elektrificerede køretøjer i oktober 24 procent. Lidt under de europæiske tal, der for september viste, at over hver fjerde nye bil var elektrificeret. Med det tal har Europa i øvrigt passeret en milepæl: For første gang i historien køber europæerne flere elektrificerede biler end dieselbiler. Mere om det senere.

Først Danmark: For selv om andelen af elbiler og ladehybrider ser godt ud i den danske statistik, bremsede salget af netop den type grønne biler kraftigt op i oktober. Salget blev mere end halveret fra 2.340 i september til 1.097 i oktober.

Ingen kender bilafgifterne fra 1. januar, og det påvirker danskernes lyst til at købe grønt lige nu. Ifølge Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører, er det tydeligt, at danskerne er usikre og holder sig tilbage.

“Vi håber, at politikerne hurtigst mulig kommer til enighed om en ny, grøn bilaftale, der rækker langt ind i fremtiden,” siger han.

Fra 500.000 til 700.000

Forhandlingerne på Christiansborg om bilafgifterne er nu gået ind i sin anden uge. Oprindeligt spillede den socialdemokratiske regering ud med et ønske om 500.000 elbiler og ladehybrider i Danmark i 2030. I sidste uge hævede regeringen så tallet til 600.000. Flere medier rapporterer, at man forud for de fortsatte forhandlinger om bilafgifterne i denne uge har hævet ambitionsniveauet til 700.000.

Det er dog et tal, som Socialdemokratiet står alene med. Regeringens støttepartier finder det for uambitiøst, og i sidste uge gik Venstre, de Konservative og de Radikale sammen om et fælles krav på en million grønne biler i 2030.

Energistyrelsen har beregnet, at den samlede danske bilpark vil vokse med cirka 700.000 frem mod 2030 til i alt 3,4 millioner biler. Hvis målet i 2030 er 700.000 grønne biler, vil der til den tid stadig køre lige så mange fossildrevne biler rundt som i dag.

Diesel på vej ud

Og så tilbage til dieselbilernes deroute: For ti år siden var andelen af dieselbiler i Europa omkring 55 procent, mens andelen af elektrificerede biler var under en procent. Og for mindre end fem år siden købte flertallet af europæerne stadig diesel. Men i 2015 kom dieselskandalen. Siden er presset på bilproducenterne for at nedbringe CO2-udledningen taget til, og en grøn bevidsthed vinder massivt indpas både folkeligt og politisk.

Situationen i dag er dermed en helt, helt anden.

I dag tegner dieselbiler sig for blot 24,8 procent af nybilsalget i Europa, mens de elektrificerede som nævnt har passeret 25 procent. Andelen af benzinbiler på det europæiske marked er i dag godt 47 procent. Tallene stammer fra det britiske analysefirma, Jato Dynamics, der følger bilmarkederne tæt.

De tilsvarende, nyeste tal for Danmark – oktober – er 54 procent benzin, 24 procent elektrificerede og 22 procent diesel.

De danske tal

Antal nyindregistrerede biler i Danmark i oktober var 18.336. Det er godt 1.000 flere end i september, men i forhold til oktober 2019 en tilbagegang på knap 18 procent.

Af de 18.336 solgte var 8.137 med benzinmotor, 3.319 med diesel, 1.623 var ladehybrider, 1.097 var rene elbiler, og 895 var hybrider. Danmarks mest solgte bil i oktober blev Peugeot 208 foran Toyota Yaris og Peugeot 2008 (billedet).

Elbiler top 10

Volkswagen ID.3: 187
Kia Niro: 135
Hyundai Kona: 114
Peugeot 208: 88
Mazda MX-30: 70
Audi E-tron: 60
Peugeot 2008: 50
Nissan Leaf: 47
Porsche Taycan: 46
Renault Zoe: 43

Plug-in-hybrider top 10

Citroën C5 Aircross: 141
Mitsubishi Outlander: 134
Kia Niro: 118
Volvo XC40: 112
Kia Ceed: 101
Renault Captur: 100
Kia X-Ceed: 96
Volkswagen Passat: 87
Peugeot 508: 67
Toyota RAV4: 65

[email protected]

2 Kommentarer

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here