Billig stationcar skal sætte skub i Dacia-salg

Dacia Logan MCV bliver både den største og billigste stationcar i miniklassen herhjemme.

Det rumænske billigmærke Dacia’s indtog i Danmark er gået efter planen, men minibilen Sandero kunne sælge bedre. Det skal Danmarks billigste stationcar rette op på.

Den danske Renault-importør var blandt vinderne, da det rekordhøje bilsalg i 2013 blev gjort op. Med en vækst på 30 pct. øgede Renault sin markedsandel fra 5,3 til 6,6 pct. og rykkede op som Danmarks 7. mest solgte bilmærke. I år skal markedsandelen øges til 7,8 pct – og det kan kun lade sig gøre, hvis Renaults billigmærke Dacia får bedre fat i de danske bilkøbere.

Dacia, der hovedsageligt produceres i Rumænien til lave lønninger og ved hjælp af ældre Renault-dele, fik en fornuftig start i Danmark i 2013. Først med storfamiliebilen Lodgy, der er mindst 100.000 kr. billigere end konkurrenterne og har fået en relativt positiv modtagelse blandt danske bilkøbere og motorjournalister. Lidt flere end 500 danskere købte en Dacia Lodgy sidste år.

Knapt så godt er det gået for Dacia Sandero. Siden introduktionen i efteråret og frem til årsskiftet er der solgt 171 Sandero – ikke meget for en bil, der til fra-prisen 100.000 kr. er Danmarks billigste bil i miniklassen, der er den næstmest populære bilklasse herhjemme.

Selv om Sandero er billigst i sin klasse er den måske kommet lidt for dyrt ind i markedet. Vi har i hvert fald mange forhandlere, som gerne havde set, at priserne begyndte ved 90.000 kr. Men det kan ikke lade sig gøre, så nu vil vi fokusere på dieseludgaverne af Sandero, der er endnu billigere end sine direkte konkurrenter,” siger pressechef Søren Hyltoft fra den danske Renault-importør.

Han er i øvrigt godt tilfreds med de foreløbige resultater for Dacia på det danske marked. ”Den foreløbige vurdering er, at introduktionen af Dacia er forløbet helt som forventet”, siger han.

Men Sandero-salget skal forbedres, hvis importøren skal nå sine målsætninger for 2014. Næste træk bliver lanceringen 26. januar af Logan MCV, der er stationcar-udgaven af Sandero. Merprisen er 10.000 kr., og dermed bliver Logan MCV ikke blot Danmarks billigste stationcar til fra-prisen 110.000 kr. Da den er væsentligt længere end Sandero får den bedre plads på bagsædet og et – for miniklassen – rekordstort bagagerum på 573 liter. Dermed forventer importøren, at Logan MCV både kan konkurrere med stationcars i miniklassen som Skoda Fabia Combi og større biler i den lille mellemklasse som f.eks. Renaults egen Megane Sport Tourer.

Dacia Logan MCV bliver både den største og billigste stationcar i miniklassen herhjemme.
Dacia Logan MCV bliver både den største og billigste stationcar i miniklassen herhjemme.

Med Logan MCV skruer det selverklærede lavprismærke Dacia samtidig op for udstyret. Som første Dacia kan Logan MCV nemlig fås i en topudstyret Laureate-version, hvor detaljer som fartpilot, navigation og aircondition er standard. Her bliver det også muligt at vælge Renaults moderne og vellykkede 3-cylindrede turbobenziner med 90 hk.

Ifølge Søren Hyltoft vil de fleste købere dog vælge mellemudgaven med Ambiance-udstyr og 75-hestes dieselmotor til 125.000 kr. plus levering.

Dacia Logan MCV priser, inkl. lev.:
Base 1,2 16V 75 hk: 114.000 kr.
Ambiance 1,2 16V 75 hk: 119.000 kr.

Ambiance 1,5 dCi 75 hk: 129.000 kr.
Ambiance 1,5 dCi 90 hk: 134.000 kr.

Laureate 0,9 Tce 90 hk: 139.000 kr.
Laureate 1,5 dCi 90 hk: 144.000 kr.

Læs også blog: Derfor bliver Dacia et hit i Danmark

Test: Dacia Sandero – et tilbud du godt kan sige nej til  

Bilsalget 2013: Her er vinderne og taberne

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here