BMW hjemkalder 1,3 millioner biler

Problemer med batterikablet i 5- og 6-serien kan i værste fald udløse brand – i Danmark skal 3.800 BMW’er til kontrol. OPDATERET.

Det tyske prestigemærke BMW har ry for at lave nogle af verdens mest pålidelige biler. Derfor er det en sjældent ærgerlig hændelse for den bayerske bilfabrik, når BMW tirsdag meddeler, at 1,3 millioner biler skal en tur på værksted på grund af risiko for brand.

Miseren skyldes potentielle problemer med et batterikabel, der i værste fald kan udløse brand. I andre tilfælde vil bilen nægte at starte. Ifølge BMW kan fejlen forekomme på 5- og 6-serien produceret fra 2003 til 2010.

Særligt 5-serien er populær. I USA skal 368.000 BMW-ejere nu på værksted, mens næsten 300.000 biler er blevet hjemkaldt Tyskland. I Danmark rammer hjemkaldelsen 3.800 danske BMW-ejere. 6-serien er meget sjælden herhjemme, mens 5-serien er blandt de mest populære modeller i den såkaldte direktør-klasse. Kun ejere af biler der er solgt herhjemme, eller som er blevet serviceret på autoriseret BMW-værksted, vil modtage en indkaldelse til kontrol. Ejer man en 5- eller 6-serie, der er importeret fra udlandet og serviceret på ikke-autoriserede værksteder, skal man selv henvende sig på et autoriseret BMW-værksted for at få fejlen udbedret. Arbejdet tager en halv time og er gratis.

Bilbrande er sjældne
Bilbrande er relativt sjældne. For knapt 10 år siden vakte det dog stor opmærksomhed, da først Citroën C3 og C5 og siden Peugeot 307 i en række tilfælde selvantændte. Fejlen viste sig senere at være et nordeuropæisk fænomen, der opstod på grund af vejsalt, fugt og efterfølgende korrosion i bilernes el-stik.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here