Danske priser på elektrisk Renault Megane

Renault Megane er et godt bud på en vinder...

Den første rent elektriske Renault Megane kommer til Danmark i fem varianter til priser fra 267.000 kr. E-Tech kan bestilles fra februar.

Franske Renault har solgt over 400.000 styk af elbilen Zoe, men siden lanceringen af den elektrisk minibil tilbage i 2012, har udviklingen af elbiler stået i stampe hos Renault.

Det bliver der lavet om på nu; en lang række af elbiler er planlagt de kommende år, og den første er lige om hjørnet: Den kompakte SUV Renault Megane E-Tech Electric.

To batteristørrelser

De danske priser begynder ved 267.000 kr. for en version med 40 kWh batteri og 130 hk, mens prisen for den kraftige version med 60 kWh batteri og 220 hk begynder ved 304.000 kr. For prisforskellen på 37.000 kr. får du en rækkevidde på 470 kilometer efter WLTP-normen mod ca. 300 kilometer med det lille batteri.

Ud over rækkevidden og hestekræfterne er der forskel på ladetiden i en offentlig ladestander for de to versioner. Versionen med det lille batteri har 85 kW jævnstrøm-opladning (DC), mens man i 60 kWh lader med op til 130 kW i en lynlader. Dermed kan der lades til 80 procent på en halv times tid. Begge udgaver har 22 kW hjemmeopladning (AC) som standard, hvilket sikrer opladning til 80 procent på omkring tre timer, mens en fuld opladning tager 7 til 10 timer. 

Rummelig kabine

Med en afstand mellem de to hjulsæt på 2,7 meter og hjulene placeret helt ude i bilens hjørner er Renault Megane E-Tech Electric ganske rummelig i kabinen.

Førerpladsen er bygget op omkring et stort panel med to skærme med Googles styresystem som lystrer dansk tale.
Som noget nyt er gearvælgeren flyttet op på en stilk ved rattet, og det giver mere plads mellem forsæderne. For mange danske vil det også være et plus, at Megane E-Tech kan udstyres med trækkrog. Max vægt på krogen er 900 kg.

Finalist til Årets Bil i Europa

Renault Megane E-Tech Electric er blandt de syv finalister til 2022 udgaven af ’Car of the Year’ i Europa, og de første bulletiner om bilen fra det store udland er positive.

Den er ganske kvik med en acceleration fra 0-100 km/t på 7,4 sekunder og efter sigende yderst komfortabel og letkørt med en lækker, direkte styring, lige som støjniveauet i kabinen er lavt.

Der åbnes for bestilling af Megane E-Tech d. 1. februar, og de første købere kan forvente levering af deres nye Renault Megane E-Tech til april, oplyser Renault.

FAKTA: Privatleasing-priser på Megane E-Tech Electric

Renault tilbyder også leasing på den nye elbil. Med udgangspunkt i en førstegangsydelse på 15.000 kr. og en leasingperiode på tre år med 15.000 km til rådighed om året er pris-logikken, at det koster 100 kroner ekstra om måneden at gå fra det lille til det store batteri og 300 kroner. om måneden at gå et udstyrsniveau op. 

Billigste version – altså Equilibre med 40 KWh batteri koster 3.495 kroner om måneden, mens udgaven med større 60 kWh batteri koster 100 kr. mere om måneden. Det er den variant, Renault forventer den største efterspørgsel på.

Techno-versionen har en ydelse på 3.795 kr. med 40 kWh batteri og 3.895 kr. med det store batteri.
Iconic koster 4.095 kr. med 40 kWh batteri og 4.195 kr. med det store batteri.

Danske priser på Renault Megane E-Tech Electric
Version/udstyrsniveau Equilibre Techno Iconic
EV40 130 HP
standard charge
267.000 289.000 311.000
EV60 220HP
super charge
310.000 326.000 348.000
Standardudstyr Equilibre – udvalgt

18″ alufælge, elektriske skjulte dørhåndtag, LED forlygter inkl. dynamisk drejelys, 12″ førerskærm, 9″ multimedieskærm, parkeringssensor bag + bakkamera, vejbaneassistent, automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklist-beskyttelse, træthedsregistrering, skiltegenkendelse, vinterpakke (opvarmede forsæder + opvarmet soft touch rat + højdejusterbart førersæde med lændestøtte), komfortpakke (aut. AC + regnsensor), varmepumpe

Standardudstyr Techno (Ekstra ifht Equilibre)

20″ alufælge, to-tone farve + kromlister ved vinduerne, tonede ruder bag, navigation og 12” multimedieskærm, alcantara beklædning på instrumentpanel og døre, ambiente belysning, høj midterkonsol inkl. armlæn og ekstra kopholder, 2 USB C indgange bag, adaptivt lysregulerings system med tågelys funktion og aut. op –og nedblænding, audiosystem med 6 højttalere, trådløs opladning af smartphone.

Standardudstyr Iconic (ekstra ifht Techno)

20″ alufælge, ‘Guld’ detaljer, træ på instrumentpanel & dørpaneler, læderforsæder med massagefunktion, Harman Kardon Sound system og parkeringsassistent.

[email protected]

4 Kommentarer

    • Hej Kevin. Det går vi ud fra, men Renault har endnu ikke sluppet alle specifikationer. Med venlig hilsen Hvilkenbil.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here