De 8 vigtigste nyheder i Paris

0

Biludstillingen i Paris er årets største. Op til åbningen 1. oktober udpeger Hvilkenbil.dk de vigtigste nyheder set gennem danske briller.

Når Mondial de l’automobile – flot fransk udtryk for bilshow – slår portene op for publikum 1. oktober, er det ubetinget årets største begivenhed i bilindustrien. Langt over én million mennesker forventes at kigge inden for i de enorme haller ved Porte de Versailles, hvor årets vigtigste bilnyheder indtager catwalken og vil bade sig i fotografernes blitzlys.

Bilfabrikkerne vil som altid præsentere sig fra deres bedste og mest højglanspolerede side, men der er faktisk enkelte ridser i den sædvanligvis velsmurte PR-maskine: VW-skandalen kaster lange skygger over både dieselteknologien og hele bilindustrien, der står i et vadested mellem gammel og ny teknologi, mellem forbrændingsmotorer og eldrift og ikke mindst udsigt til en nær fremtid, hvor biler er reduceret til selvkørende Uber-taxaer, som vi lejer på kilometerbasis.

Mere lavpraktisk er det også dyrt at opstille enorme stande og garnere bilerne med noget så anakronistisk og politisk ukorrekt som høj musik og smukke værtinder. Især fordi stort set alle ‘nyheder’ er lækket ud på nettet, længe før de afsløres i Paris. Flere mærker tager konsekvensen i år; Volvo, Ford, Rolls-Royce og Aston Martin bliver simpelthen væk.

Omvendt bliver der helt sikkert fest i Expo-området i Paris til oktober. Nyhederne vil holde skærm ved skærm, og set med danske øjne er mange af dem faktisk rigtigt spændende. Hvilkenbil.dk har udvalgt otte, som redaktionen tror vil få særlig stor opmærksomhed på det danske marked.

Citroën C3

Citroën C3
Citroën C3

Det skal være slut med kedelige, franske kloner af tyske og asiatiske biler. Citroën vil atter være anderledes, ja Citroën-chef Linda Jackson har ligefrem proklameret, at hun vil have ‘galskaben’ tilbage. Det er sød musik i bilentusiasters ører, og øjnene får også én på opleveren med næste generation af minibilen C3. Her er både farver, former og ‘airbumps’, der beskytter mod ‘Bilka-buler’ som vi kender det fra den finurlige C4 Cactus. Med C3 bringer Citroën masser af humør og ja, lidt galskab ind i miniklassen. Vi tror, at den nye C3 – godt hjulpet af et moderne motorprogram – kan få en stor fanskare i Danmark.
Citroën giver den som fransk frækkert

Honda Civic

Honda Civic.
Honda Civic

Honda’s bud på en ‘japansk Golf’ har ført en lidt omtumlet tilværelse. For år tilbage var Civic relativt konventionel og måske endda lidt anonym, men med 8. og aktuelt 9. generation slap Honda alle hæmninger med et design ude og inde, der fik Civic til at ligne noget fra en Star Wars film. ‘Fedt’ eller ‘forfærdeligt’ lyder dommen typisk – man kan ikke være ligeglad med Civic og det gælder også for 10. oplag, der får premiere i Paris. Amerikanerne har allerede fået deres udgave, så vi ved, at Civic bliver noget større og endnu mere rummelig. Vigtigste nyhed er, at japanerne endelig overgiver sig til downsizing og turbo med to nye benzinmotorer; 1,0 med tre cylindre og 1,5 med fire cylindre. Kan Honda fortsat holde prisen nede og udstyrsniveauet oppe, tror vi Civic endelig kan erobre en større del af kagen i den lille mellemklasse.
Næste Civic er også noget for sig selv

Hyundai i30

Hyundai kører den modsatte vej af Honda. Under ledelse af den tidligere Audi-arkitekt Peter Schreyer får den næste udgave af i30 et endnu mere afdæmpet og europæisk design, der skal afspejle koreanernes ambition om at være et reelt alternativ til klasseduksen VW Golf. Teknikken opgraderes, så Hyundai i30 ikke blot har moderne, downsizede turbobenzinmotorer, men også det sidste nye i aktiv sikkerhed og infotainment. Læg hertil fem års garanti og adskillige langtidstests, der dokumenterer, at det tidligere discountmærke i dag laver nærmest fejlfri biler, og Hyundai i30 ligner en bil, der for alvor kan komme til at gøre ondt på Golf og Co. fra Tyskland.
Ny Hyundai i30 får to afslutninger

Kia Rio

Kia, der er en del af Hyundai-koncernen, har nøjagtigt samme ambition – her skal der bare hugges kunder fra VW Golf og de andre mini-favoritter som Opel Corsa, Peugeot 208, Renault Clio og Ford Fiesta. Med Schreyer som designansvarlig hedder opskriften her også et stramt – tør man skrive ‘tysk’ – design, samt moderne motorer og elektronik. Rio skal ganske enkelt matche de bedste i klassen på plads, design og teknologi – men til priser, der kan konkurrere med de bedste tilbud i miniklassen.
Sådan ser 4. generation af Kia Rio ud

Nissan Micra

Sig Nissan Micra og de fleste får straks tunge øjenlåg og sitren i gabemusklerne. Mage til uinspireret minibil skal man lede længe efter. Taler de vedholdende rygter sandt, bliver den næste generation Micra til gengæld så radikal og fræk, at den med ét slag kan udviske mindet om den nuværende, kørende sovepille. Sagen er, at konceptbilen Sway (billedet) angiveligt er et ret præcist bud på den nye Micra. Nissan har med Juke og Qashqai tidligere bevist, at de faktisk godt tør give den gas – og med succes. Vi krydser fingre. Micra kan blive årets positive overraskelse.

Opel Ampera-e

Opel Ampera-e
Opel Ampera-e

Her er en spændende nyhed, der rammer lige ned i den danske debat om, hvorvidt elbiler fortsat har brug for fødselshjælp i Danmark i form af ingen eller reducerede afgifter. Mens vi venter på Tesla 3, afslører Opel nemlig Ampera-e, en elbil der ser ud til at overhale Tesla indenom som den første ‘folke-elbil’, der både er til at betale og kører så langt på en opladning, at den er interessant for andre end hjemmeplejen. Ifølge de seneste oplysninger fra Opel, kan Ampera-e nemlig køre hele 400 km på fuldt opladte batterier – og prisen vil formentlig være et stykke under 300.000 kr. Det nærmer sig en mindre sensation. Sammenlignet med konkurrenterne fra Audi, BMW, Nissan og VW taler vi om en fordobling af rækkevidden – og Ampera-e forventes allerede til Danmark i begyndelsen af 2017.
Lang rækkevidde i Opels første elbil

Peugeot 3008

Peugeot 3008
Peugeot 3008

Peugeot sprøjter biler ud til danskerne. Senest på privatleasingmarkedet, hvor 108, 208 og 308 har fået godt fat i danske bilejere med hang til vished for deres månedlige biludgifter. Med en god slutspurt kan Peugeot blive det mest solgte bilmærke i Danmark i 2016. Allersidst på året kommer der endda forstærkning i form af et strategisk skifte for den franske løve: MPV er ude, SUV inde. Næste udgave af 3008 – og lidt senere 5008 – skifter ham og forvandles fra praktisk familieflytter til maskulin SUV. Plads og praktisk sans vil dog være bevaret og brændstofslugende firehjulstræk kan du kigge i vejviseren efter. Who cares? Det er stilen, der tæller – vi tror, at Peugeot har set rigtigt og kan løfte salget af deres oversete 3008 og 5008 modeller.
Ny Peugeot 3008 skifter klasse

Skoda Kodiaq

Skoda Kodiaq
Skoda Kodiaq

Mere SUV: En høj siddeposition i en kantet, bredskuldret bil, der får dig til at ligne en deltager i Dakar-ralliet – også selv om du blot triller ned i Netto efter mælk og leverpostej – er det nye sort. Skoda står på SUV-bølgen med Kodiaq, en bjørn af en bil, der står på en forlænget udgave af VW Tiguan. Det giver plads til op til syv personer og naturligvis adgang til VW-koncernens motorer og moderne elektronik inden for aktiv sikkerhed og infotaiment – bare til lavere priser. Vi tror, Skoda endnu en gang skyder bjørnen med Kodiaq, der kan gøre det slemme ved alt fra traditionelle firmabiler til konkurrenternes SUV-typer – inklusive Skodas egne Octavia og Superb-modeller.
Skoda slipper bjørnen løs

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation