Derfor er VW-bossen bange for Hyundai i30

Hvilkenbils redaktør, Jens Velling, blogger om i30, en Hyundai der gør VWs topchef sur og bekymret. Det forstår man godt…

Lige siden jeg første gang så YouTube-videoen med VW-boss Martin Winterkorn’s prøvesidning af Hyundai i30, har jeg glædet mig til at testkøre den koreanske Golf-udfordrer.

Videoen er vel den største blåstempling koreansk bilindustri nogensinde har fået. Og helt ubetalelig reklame for Hyundai. Ikke så meget fordi Martin Winterkorn for snurrende kameraer fastslår, at Hyundai formår at lave en ratjustering uden klaprelyde. Noget som, forstår vi på Winterkorn, VW og BMW ikke er i stand til.

Det er bare en spøjs detalje. Videoens clou er Winterkorns stigende utilfredshed med det, han oplever. Jo mere han grynter og herser med sine underdanige underdirektører, desto tydeligere fornemmer vi VW-bossens ægte frustration. Winterkorns kropssprog og irriterede udbrud efterlader simpelthen ingen tvivl om, at i30 kommer til at gøre ondt på VW Golf, Skoda Octavia, Seat Leon og Audi A3 – netop de modeller som VW og Winterkorn lever af. 

Efter at have testkørt Hyundai i30 ville jeg også være småsur, ja skræmt, hvis jeg var i Winterkorns sko.

Jovist er VW Golf en fremragende bil og fortsat en målestok for sin klasse, men det er som bekendt sværere at blive på toppen end at nå derop. Og hvis nogle mener, at Golf savner noget nytænkning er der anderledes fart over Hyundai. Koreanerne tager stadig syvmileskridt, hver gang de lancerer en ny model. Design, komfort, finish – det er bare nogle af de discipliner, som den nye i30 nu ubesværet udfordrer de bedste konkurrenter i Golf-klassen i.

Ok, en Ford Focus styrer bedre, Astra har samme komfort og Volkswagen klinger lidt finere end Hyundai. Men det lever jeg sagtens med, når jeg kigger på prisen for en Hyundai i30. Og lægger jeg Hyundais fem års garanti oven i, tipper regnestykket for alvor. Så her er en skræmmende besked til Winterkorn fra en tidligere Golf-ejer:

Kære Martin, få nu styr på klaprelydene og kig kritisk på prisen. Ellers kan min næste Golf sagtens blive en Hyundai…

Se Winterkorn testsidde Hyundai i30         Læs test af Hyundai i30

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here