Fiat 500L skal koste fra 200.000 kr.

Jumbo-udgaven af Fiats populære 500 får dansk premiere til november. Målgruppen er singlepiger, der stifter familie og får behov for en større Fiat 500 – inklusive espresso-maskine!

Fiat 500L – jumbo-udgaven af Fiat 500 – har længe lignet en af årets mest spændende bilnyheder. Nu har den danske importør sat pris på nyheden. 200.000 kr. koster tilbuddet, som italienerne håber at tusindvis af kvinder ikke kan sige nej til. Snedige Fiat satser nemlig på, at de mange Fiat 500-fans – 800.000 solgt i løbet af de sidste fem år, ikke mindst til singlepiger  – nu har stiftet familie og er på udkig efter en mere praktisk udgave af deres smarte minibil. Her byder L-udgaven sig galant til med fem døre, plads til hele familien og en fleksibel indretning, der bogstaveligt talt gør det muligt at fragte det længste Ikea-skab hjem til familien.

20.000 kr. for aircon og fartpilot
Om Fiat har regnet rigtigt – eller forregnet sig – ved vi først til november, når 500L kommer til salg herhjemme. Til 200.000 kr. lander Fiat 500L i klassen af mini-MPVere, der traditionelt har haft svært ved at fange bilkøbernes interesse, og hvor konkurrenter som Citroën C3 Picasso fås helt ned til 170.000 kr. Vil du have udstyr som aircondition, fartpilot og 5-tommers touchscreen i 500L stiger prisen endda til 220.000 kr. for udgaven med en 95-hestes benzinmotor på 1,4 liter. Alternativerne i form af en 1,3 liters diesel (85 hk) eller den to-cylindrede 0,9 liters TwinAir med turbo (105 hk) lægger op til 20.000 kr. ekstra på regningen.

Omvendt har Mini haft pæn succes med at bygge videre på grundmodellens popularitet. Og hvis man forestiller sig, at Fiat 500L skal konkurrere med andre livsstilsbiler som Mini Countryman og Mini Clubman er startpriser fra 200.000 kr. nærmest billigt.

Fiat 500L har da også et par esser i ærmet, der skiller den ud fra mængden. Bl.a. hævder Fiat, at den 415 cm lange 500L byder på klassens bedste plads til fem fuldvoksne passagerer samt et bagagerum på hele 400 liter. Sæderne kan indrettes på hele 1.500 forskellige måder og så er der også stilen til forskel – 500L er ikke italiensk for ingenting.

De 11 grundfarver kan kombineres med tre forskellige farver til taget – selv alufælgene fås i tre forskellige farvenuancer. Endelig giver 500L begrebet ”café-smart” helt ny betydning med en verdenspremiere på udstyrslisten: Verdens første fabriksmonterede espressomaskine, udviklet i samarbejde med den italienske kaffespecialist Lavazza. Tak for cappucino, fristes vi til at skrive…

Hvilkenbil vender tilbage med mere nyt om Fiat 500L. I mellemtiden kan du se Fiat-designchef Roberto Giolito fortælle mere om ideerne bag Fiat 500L i denne video:

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here