Finanslov kan trække stikket på elbiler

0

Forslag til ny finanslov tredobler afgiften på elbiler fra 2021. Tesla Model 3 bliver 135.000 kr. dyrere. Bilbranchen forudser brat fald i salget.

Nu gik det lige så godt: Efter flere års tilløb er der endelig kommet lidt gang i salget af elbiler i Danmark. Men hvis regeringen får flertal til sit forslag til en finanslov for 2021, kan der meget snart blive langt mellem nye elbiler på de danske veje.

Regeringen vil nemlig ikke fastfryse den nuværende lave registreringsafgift for elbiler i 2021. I stedet foreslår Socialdemokratiet at vende tilbage til den gradvise indfasning af registreringsafgift på elbiler, der stammer fra 2015. Sker det, vil afgiften på elbiler blive mere end tredoblet fra nytår: Fra 20 procent i dag til 65 procent fra 1. januar.

I den nye finanslov foreslår regeringen også at afskaffe bundfradraget på 400.000 kroner. Fradraget har hidtil været med til at holde prisen nede på især de lidt mindre elbiler.

Forslaget vil medføre markante prisstigninger på de elbiler, der i dag sælges herhjemme. Danmarks mest solgte elbil, Tesla Model 3 Long Range, stiger med mere end 135.000 kr. VWs meget omtale ’folke-elbil’ ID.3, der lanceres om få dage, bliver 80.000 kr. dyrere. Endnu værre ser det ud for den i forvejen kostbare Audi e-Tron: Her er prisstigningen 337.000 kr. Til gengæld kan den populære Hyundai Kona Electric nøjes med en mindre stigning på 11.000 kr. Det viser beregninger foretaget af bilistklubben FDM.

Rammer også ladehybrider

De meget populære ladehybrider, der kombinerer en traditionel forbrændingsmotor med en elmotor og et batteri, der kan oplades i en stikkontakt, går heller ikke ram forbi. Ifølge FDM vil den foreslående finanslov gøre den storsælgende Ford Kuga PHEV op til 93.000 kr. dyrere. Det svarer i runde tal til en prisstigning på ca. 30 procent.

Ikke overraskende er den danske bilbranche stærkt kritisk overfor regeringens udspil til en finanslov.

”Skal elbilsalget ikke gå helt i stå om få måneder, haster det med en afklaring af afgifterne på elbiler. Den stigning, der er udsigt til, er så voldsom, at den med al sandsynlighed vil sætte det spirende salg af elbiler i stå,” siger chefkonsulent i FDM Ilyas Dogru.

Længe ventet forslag på vej

Også Gitte Seeberg, direktør i interesseorganisationen AutoBranchen Danmark, ærgrer sig over finanslovsforslaget:

I dag er vi trådt et langt skridt væk fra den grønne omstilling”, siger hun og fortsætter:

”Elbiler har brug for politisk starthjælp i de kommende år, før flertallet af danskerne er villige til at betale regningen for en grøn bil. Når regeringen både vil hæve registreringsafgiften og afskaffer den grønne firmabilsbeskatning, vil det betyde langt færre elbiler på de danske veje.”

Det er dog langt fra sikkert, at regeringen kan skaffe flertal til sin finanslov. Slet ikke på området for bilafgifter. I løbet af september forventes den såkaldte Eldrup-kommission at give sit længe ventede bud på, hvordan man kan foretage en gennemgribende omlægning af de danske bilafgifter. De fleste partier vil formentlig afvente kommissionens udspil, inden de har en holdning til den del af regeringens finanslov.

Historisk har der også været en vis tradition for at tilgodese elbiler meget sent i forhandlingerne om finansloven.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation