Fisker Ocean får en lillebror

Fisker PEAR

Den elektriske Fisker Ocean bliver efterfulgt af en mindre bybil, PEAR. Informationerne er sparsomme, men bilen kan reserveres nu.

Den danske bildesigner Henrik Fiskers elektriske SUV, Ocean, får i 2024 en lillebror. Dens navn er PEAR – Personal Electric Automotive Revolution – og den er en agil urban elbil.

På Fiskers hjemmeside er eneste faktuelle oplysning om PEAR, at den er 4,5 meter lang. Og så hældes der ellers en større portion marketings-beskrivelser på: Ord som »en mobilitetsanordning frem for en konventionel bil« og »kategoribrydende urbant livsstilskøretøj« leder frem til, at den fempersoners elektriske bybil vil byde på mange »førstegangs-funktioner«, og den vil være »overkommelig, adræt og stilet til byliv«. Nysgerrigheden er i hvert fald vakt.

Kan reserveres for 250 dollars

På samme måde som med Ocean og på samme måde, som Elon Musk og Tesla har gjort i årevis, kan man forhåndsreservere bilerne formedelst et depositum. Ocean og PEAR kan således reserveres for 250 dollar – knap 1.650 kroner. Når tiden nærmer sig for, at man kan specificere sin Ocean eller PEAR, bliver man kontaktet.

PEAR skal efter planen kunne gå i produktion om to år, og den anslås på hjemmesiden – med forbehold – at koste fra 29.990 dollar; omregnet svarer det til knapt 196.000 kr. Hvad prisen bliver på danske nummerplader, vides i sagens natur endnu ikke.

Da man første gang kunne reservere Ocean, stod den til 37.500 dollar (ca. 246.000 kr.). Den er ved at være produktionsklar og kommer inden årsskiftet 2022/23. Om den ved vi, at den på danske plader koster fra 325.000 kr. Billigste hedder Sport, har en rækkevidde på 440 kilometer og yder 275 hk. Ultra koster cirka 445.000 kr., rækkevidden er 610 km, ydelsen 540 hk. Extreme står i 595.000 kr., rækkevidden er 630 km og ydelsen 550 hk.

One, der er en slags førsteudgave – Launch Edition – vil være meget lig Extreme.

Karma er Fiskers comeback

Henrik Fisker, der forlod Allerød i 1986 og rejste til Schweiz for at uddanne sig til bildesigner, kan skrive James Bond-bilerne BMW Z8 og Aston Martin DB9 på sit bil-CV. Han gik solo og skabte Fisker Karma, der blev drevet af en elmotor, og når batterierne løb tør, startede en toliters benzinmotor for som generator at holde strøm på batterierne.

Trods flere kendisser blandt køberne kuldsejlede Karma, og i en årrække var der stille omkring Henrik Fisker.

I 2016 stiftede han firmaet Fisker Inc. i Californien med en hensigtserklæring om at designe og fremstille en masseproduceret, elektrisk familiebil. Den bil er Ocean, der skal bygges i Østrig af erfarne Magna Steyr, som i øjeblikket blandt andet også producerer Jaguar E-Pace og I-Pace, BMW 5-serien, BMW Z4 og Toyota Supra samt Mercedes G-Klasse.

PEAR skal efter det oplyste produceres i Ohio, USA.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here