Flere familier med flere biler

2
bilforsikring
Stadig flere danske familier har mere end én bil, viser undersøgelse. Over en halv million husstande har nu to eller flere biler i carporten.

De seneste ti år er der sket en stor vækst i antallet af familier med flere biler.

Således er antallet af familier med rådighed over flere biler pr. 1. januar 2019 oppe på 525.400 mod 377.900 familier for ti år siden. Det svarer til, at 17,2 pct. af alle familier i dag råder over flere biler, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

”Koncentrationen af arbejdspladser, offentlig service og indkøbsmuligheder mv. i de større bysamfund har betydet, at familierne har behov for flere biler,” lyder forklaringen i en pressemeddelelse.

Stærk økonomi og billigere biler

Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling vurderer også, at generel vækst i samfundsøkonomien og stigende velstand i husstandene er medvirkende til familiernes voksende bilpark.

”Mange oplever tryghed i ansættelsen og gode jobmuligheder i disse år, ligesom der er stigende boligpriser mange steder i landet, som øger friværdien og giver luft i økonomien til et bilkøb. Endelig er renten ekstremt lav, hvilket gør det billigt at finansiere et bilkøb,” siger Jens Velling.

Han peger også på, at det ikke længere er de mindste biler – mikrobilerne – familierne vælger som deres bil nummer to.

”Nu er det i højere grad minibilerne – dem i Polo-klassen – der er populære og ikke mindst højbenede crossovers i samme størrelse,” siger redaktøren.

Det er da også, ifølge De Danske Bilimportører, biler som Peugeot 208, Citroën C3, VW Polo og Renault Clio som topper salgslisten måned efter måned.

Årsagen til, at familierne flotter sig, er blandt andet en lavere registreringsafgift.

Siden 2015 er der gennemført en række lempelser af registreringsafgiften på biler, som har givet danskerne mere bil for pengene. 

”Bilkøberne har således brugt en del af den lavere afgift til at bevæge sig højere op i bilsegmenterne,” siger Jens Velling og henviser en analyse fra Skatteministeriet.

De kommuner, hvor andelen af familier med flere biler er størst (25-30 pct.), og som har oplevet den største vækst, ligger rundt om de største bykommuner og til en vis grad omkring hovedstaden.

FAKTA: Lempelser af registreringsafgiften siden 2015

Registreringsafgiften er blevet lempet tre gange i perioden 2015-18. Først blev den høje sats sat ned fra 180 pct. til 150 pct. som led i Finansloven for 2016. Dernæst blev grænsen for, hvornår en ny bil pålægges den høje sats – det såkaldte skalaknæk – forhøjet med 22.000 kr. for personbiler på Finansloven for 2017.

Endelig blev registreringsafgiften lempet yderligere i forbindelse med Aftale om Omlægning af bilafgifterne i september 2017. Blandt andet blev den lave sats sat ned fra 105 pct. til 85 pct., og skalaknækket hævet med yderligere 78.500 kr., så grænsen for, hvornår der skal betales høj sats udgjorde 185.100 kr. (2017-niveau). 

Kilde: Skatteministeriet

Flere familier leaser en bil

[email protected]

2 KOMMENTARER

  1. Jeg synes ikke jeg har set nogen salgstal for juni måned nogen steder. Men alle dem der går og tæller biler, er måske på ferie ?
    mvh
    Fl.P.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation