Ford rammer plet med Puma

1
Puma

BILTEST: Ford Puma er beviset på, at man kan gøre en crossover sjov at køre i. Mild-hybrid-teknikken fungerer vældig fint.

Hvilken bil?

Ford Puma rider med på den populære bølge af minibiler med SUV-drømme. Den er baseret på Fiesta – som VW T-Cross er baseret på Polo, Renault Captur på Clio og Peugeot 2008 på 208.
Men forskellene fra Fiesta til Puma er markante. Ford har hevet i Puma på alle ledder og kanter, så den er 14 centimeter længere end Fiesta, syv cm bredere og seks cm højere. Og ikke mindst er der sat 10 ekstra centimeter ind mellem akslerne.
Testbilen har den kraftigste 3-cylindrede benzinmotor med mild-hybrid-teknik, hvilket vil sige et 48 volts batteri under bagagerummet og en lille elmotor, der supplerer med 16 hestekræfter. Den samlede ydelse er 155 hestekræfter, udstyret er det sporty ST-Line, og prisen er godt 260.000 kroner. Inklusive en pakke ekstraudstyr og en sikkerhedspakke med blandt andet adaptiv fartpilot og blindvinkelalarm ender testbilen på lige under 290.000 kr. Med 125 hestes motor og mild-hybrid-teknikken fås Puma fra 233.000 kr. 

Vidste du at?

I 1997 begyndte Ford i Köln at håndbygge en lille 3-dørs coupé baseret på Fiesta-platformen med teknik fra Fiesta og Ka. Navnet var Puma.

Den lille sportscoupé var dog ikke den store succes, så allerede i 2002 blev Pumaen låst inde i buret og nøglen smidt væk. Dermed skulle der gå 17 år, før en ny Puma dukkede op.
Ind i mellem kom verdensbilen EcoSport, der var en slags forløber til dagens udgave af Puma. Den blev født i Brasilien i 2012, og i 2017 tænkte Ford, at det ville være genialt at introducere en EcoSport tilpasset det europæiske marked. Selv om det lykkedes at sælge en pæn portion EcoSport, også i Danmark, var arven fra Sydamerika stor. Sammenlignet med tilsvarende europæiske biler var den spartansk og umoderne. EcoSport er atter forsvundet fra Fords salgslokaler. De færreste savner den, til gengæld kan man glæde sig over dens afløser, crossoveren Puma, der er i en helt anden liga.

Hvordan er førerpladsen?

Sportsforsæderne i ST-Line smyger sig om kroppe i enhver størrelse, og det er intet problem at indrette sig med perfekt afstand til det fede læderrat og de alubeklædte pedaler. Man sidder i sagens natur noget højere end i den lave og meget sporty Fiesta. Helt nøjagtigt tre centimeter højere over asfalten, og det giver en åbenlys fornemmelse af godt overblik. A-stolpen, altså stolpen mellem forrude og fordør, er meget “langstrakt”, og det kan give nogle døde vinkler i synsfeltet, når man skal orientere sig i vejkryds.
Fords infotainmentsystem Sync 3 indeholder blandt andet navigation, der er trådløs opladning til mobiltelefoner og tilkøber man X-pakken til knap 12.000 kr., får man B&O-lydanlæg, stemmestyring, nødopkald, Android Auto samt Ford Pass Connect med live-opdatering af trafikken og mulighed for at kunne forbinde op til 10 enheder til Wi-Fi i bilen. Betjening af klimaanlæg, elbag- og forrude, varme i rat og sæder foregår heldigvis ved hjælp af separate dreje- og trykknapper.

Hvordan opleves kabinen?

Trods 10 ekstra centimeter mellem akslerne i forhold til Fiestaen er bagsædet ikke blevet til en balsal. Pladsen til lange ben lader noget tilbage at ønske, og da Puma-designet også er mere coupé end stationcar, er loftshøjden over bagsædet heller ikke gavmild.
Til gengæld er det samlede kvalitetsindtryk højt, og særligt i ST-Line er man omgivet af lækkerier. Både funktionelt og visuelt.
Puma-bagagerummet har en lille finurlighed kaldet  “megaboks” – et rum på 80 liter under gulvet, nærmest en slags balje på højkant. Her kan man stuve sin kabinekuffert af vejen, placere sin golftaske, den høje potteplante til moster Karen eller gemme sine mudrede gummistøvler eller det svedige, ildelugtende sportstøj efter fodboldkampen, hvis man har “vundet” tjansen med at vaske holdets tøj. Det finurlige består i, at man – når man kommer hjem – kan løsne bundproppen under “megaboksen” og skylle rummet rent for mudder og svedlugt.

Er sikkerheden i orden?

Puma scorede de maksimale fem stjerner i Euro NCAP-sikkerhedstesten i 2019. Den passer godt på både voksne og børn, dog med svagheder ved frontalkollision, hvor førerens brystkasse ikke er optimalt beskyttet.
Blandt aktivt sikkerhedsudstyr tæller automatisk nødbremse, aktiv vognbaneassistent og fuld LED-forlygter. Desværre skal man betale ekstra for intelligent fartpilot, blindvinkelalarm og en bakalarm, der advarer, hvis man overser en trafikant, når man bakker ud af en parkeringsbås. Den sikkerhedspakke koster 11.450 kr. – den kunne Ford godt have føjet til listen over standardudstyr. Hvilkenbil kan i hvert kun anbefale, at Puma-købere vælger den til. Læs mere euroncap.com

Hvordan kører den?

Fiesta har prædikatet som miniklassens mest sporty, og de gener synes Puma at have arvet så mange af, som det er muligt, når man monterer stylter på en Fiesta.

Fysikken sætter naturligvis sine grænser. En højere bil kan ikke være lige så sporty, og Puma styrer ikke lige så præcist og underholdende. Men efter crossover-målestok er den klart den skarpeste af slagsen, og det er tydeligt, at ordet “sport” kommer før “komfort”.
Men kunsten at kombinere de to begreber slipper Ford godt fra, også her. Puma er nemlig forbløffende komfortabel, selv med X-pakkens 18 tommer hjul, og den består både stabil kørsel ligeud på motorvej, og behændig kørsel over kloakdæksler og vejbump.

Hvordan er motoren?

Ford er faldet for fristelsen til at smække et hybrid-skilt på. Hybrid-begrebet er ramt nemlig ramt af inflation, for hybrid som eksempelvis i tilfældene Toyota og Honda er der ikke tale om.
Den milde hybridteknik består af et 48 volts batteri og en remdrevet starter-generator, der giver 50 Nm. Den hjælper til ved accelerationer og opsamler energi ved nedbremsninger. Energien lagres i batteriet og skulle give op til ni procent lavere brændstofforbrug. På papiret skulle den kunne køre 17,5 km/ – i testen nåede vi lige over 16.
De ekstra 50 Nm er særligt i bytrafik mærkbare, når man skal sætte i gang – de medvirker til en umiddelbar acceleration. Man kommer også til at holde af de milde hybrid-evner, når motoren går ud på vej hen mod det røde lys, når koblingen trædes ned, og går i gang igen, når bremsen slippes. Igangsætningen er hurtig og blid.
Puma har endnu et sparetrick i ærmet. Ved lav belastning kobler den nemlig den ene af de tre cylindre fra. Den 3-cylindrede Ford-motor har fået meget og fortjent ros, men jeg oplevede her for første gang at blive en smule irriteret over en lidt højlydt motorlyd.

Passer prisen?

Med sikkerhedspakken – adaptiv fartpilot og blindvinkelassistent – er prisen lige på den anden side af 270.000 kr., og der er Puma særdeles konkurrencedygtig. Designpakken til knap 18.000 kr. giver lige lidt ekstra lækkerhed.
Besparelsen ved at vælge den 125 hestes er 14.000 kr., og med de køreegenskaber og den plads i bagagerummet har man en fin mini-crossover til 275.000 kr.
Den milde hybrid-teknik fås (endnu) ikke i kombinationen med automatgear, og den 125 hestes Puma med automatgear er 25.000 kr. dyrere end den 125 hestes mild-hybrid med manuelt gear og dermed også dyrere end den 155 hestes mild-hybrid.
Er kørselsbehovet stort, peger pilen på den 120 hestes diesel, der kører på den pæne side af 20 km/l – den koster præcis det samme som den 125 hestes mild-hybrid.

Er der alternativer?

Minibiler på stylter er der mange af, og Ford Pumas umiddelbare konkurrenter er Renault Captur, Peugeot 2008, Seat Arona og VW T-Cross.
Captur synes at være det stærkeste kort med topudstyr, 155 hestes (ikke mild-hybrid) motor og dobbeltkoblingsgear til 271.000 kr. Pumaen går på papiret halvanden kilometer længere på literen, men Renault har i hvert fald frem til nytår et trumfkort i form af en Captur plug-in-hybrid med samme mængde udstyr og automatgear til 260.000 kr.
Volkswagen-familiens VW T-Cross og Seat Arona med samme 4-cylindrede 1,5 liters TSI-motor med mild-hybrid-teknik koster i nogenlunde sammenlignelige udgaver henholdsvis 310.000 og 280.000 kr. Begge har dog dobbeltkoblingsgear.
Peugeot 2008 som ikke-mild-hybrid med 130 hk og topudstyr koster 280.000 kr., og Nissan Juke, der heller ikke er en mild-hybrid, med 117 hk og nogenlunde samme mængde udstyr står i 261.000 kr.

Konklusion:

For: Køreegenskaber, motor, førerplads, bagagerum.
Imod: Sikkerhedsudstyr koster ekstra, plads på bagsæde, garanti.
Hvilkenbil siger:

Køreglæde og en konkurrencedygtig pris kombineret med en meget fin mild-hybrid-løsning gør, at den 155 hestes Puma ikke er til at komme udenom, hvis ønsket er en højbenet mini. Som i forlægget Fiesta skuffer pladsen på bagsædet dog, men det hindrer ikke tildelingen af fem små stjerner.

Fakta: Ford Puma 1,0 mHEV 155 hk ST-Line

Vejl. pris, inkl. lev.: 260.480 kr. (billigste 1,0 mHEV 125 hk Titanium 233.000 kr.)
Anslået kontantrabat: * 5.000 kr.
Privatleasing: 2.995 kr./måned (førstegangsydelse 14.995 kr., 15.000 km/år – billigste
,0 Ecoboost Hybrid Titanium 125 hk til 2.695 kr./måned)
Årlig ejerafgift: 1.000 kr.
Garanti (rust/mekanik/): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2019)
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 17,5 km/l (135 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 16,1 km/l
Længde/bredde/højde: 419/181/154 cm
Bagagerum (min/max): 402/1.216 liter
Vægt: 1.280 kg
Motor: 3-cylindre 1,0 liter, benzin + lille elmotor
Effekt: 155 hk (inkl. 16 hk fra elmotor)
0-100 km/t: 9,0 sekunder
Topfart: 205 km/t

Særligt standardudstyr:

6 airbags, automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, aktiv vognbaneassistent, fartpilot, fuld LED-forlygter, klimaanlæg, varme i forrude, varme i forsæder, varme i rattet, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, p-sensor bag, el-sidespejle med elektrisk klapfunktion, 8-tommer berøringsfølsom skærm, Ford Sync 3 m. navigation, 7 højttalere, Apple CarPlay, trådløs opladning af iPhone, bluetooth, diverse ST-Line-udstyr bl.a. sportsforsæder med lændestøtte, røde syninger på gearknop, rat og sæder, alupedaler, nøglefri start, 17 tommer alufælge.

Metallak: 3.960-9.250 kr.
X-Pakke bl.a. B&O-anlæg m. subwoofer og 10 højttalere, stemmestyring af infotainmentsystem, nødopkald og Android Auto, Ford Pass Connect, dellæder på sæder, mørktonede bagruder og 18 tommer alufælge: 17.680 kr.
Førerassistent-pakke bl.a. adaptiv fartpilot, blindvinkel-alarm, bakkamera, p-sensor for og semi-automatisk parkeringssystem: 11.450 kr.
Elektrisk bagklap inkl. nøglefri adgang: 5.190 kr.

* Anslået af hvilkenbil.dk

mortenk@hvilkenbil.dk

1 KOMMENTAR

  1. Citat: “(…) men jeg oplevede her for første gang at blive en smule irriteret over en lidt højlydt motorlyd”.

    Det irritationsmoment oplever du ikke i en elbil. Men det kan selvfølgelig godt tage lidt tid at vænne sig til stilheden i en elbil. Ligesom der sikkert også var nogle, der savnede lyden af hestesko mod brosten og duften af hestepærer, dengang med skiftede hestevognen ud med automobilet.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation