Forslag: 100.000 kr. i tilskud til elbiler

tilskud
Enhedslisten vil give 20 mia. kr. i kontant tilskud til den første kvarte million elbiler. Og forbyde salg af fossile biler fra 2025.

Den såkaldte Eldrup-kommissions længe ventede rapport om fremtidens afgifter i forbindelse med grøn omstilling for personbiler i Danmark er lige om hjørnet.

Men nu varmer Enhedslisten op med et markant konkret forslag. Partiet foreslår allerede fra 2021 at støtte salget af elbiler ved at give et kontant tilskud på 100.000 kr. til de første 100.000 elbiler, 75.000 kr. til de næste 100.000 elektriske biler, der får plader på, og 50.000 kr. i tilskud til yderligere 50.000 elbiler. Altså i alt 250.000 elbiler med et kontant tilskud bundet i bagsmækken, skriver dagbladet Information.

Dog skal der ikke være tilskud til elbiler med en pris på over 350.000 kr.

Derudover ønsker partiet et decideret forbud mod salg af benzin- og dieselbiler allerede fra 2025. Her siger regeringen 2030.

Endelig vil partiet fastholde den nuværende lave 20-procents afgift på elbilerne samt forhøje registreringsafgiften på benzin- og dieselbiler, som ellers er blevet sat ned i tre omgange de seneste år.

Ønsker 1,2 mio. elbiler

Det er partiets opfattelse, at der skal ske noget drastisk, hvis vi skal nå vores klimamål om en 70 procents reduktion af CO2-udledningen.

”I dag er en elbil et luksusgode og ikke allemandseje. Ud over at fastholde den lave registreringsafgift på elbiler og forhøje den på benzin- og dieselbiler foreslår vi, at man i en overgangsperiode laver kontante tilskud, så flere tør investere i en elbil,” siger Mai Villadsen, klimaordfører for Enhedslisten til Information.

Enhedslisten mener, at der i 2030 skal være 1,2 mio. elbiler på de danske veje – 200.000 flere end i Lars Løkkes (V) forslag fra oktober 2018.

Vil koste 20 mia. kr.

Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling Jeppe Juhl mener dog, at fokus først og fremmest bør være på antallet af benzin- og dieselbiler og ikke på antallet af elbiler.

”Sandheden er, at problemet er antallet af fossilbiler. Så vi vil hellere have et mål for, hvor få fossilbiler, der skal være på markedet i 2030 end et mål for elbilerne. Elbilerne er et middel til at løse udfordringen med at komme af med de fossile biler,” siger han til avisen.

Den samlede udgift ved Enhedslistens forslag vil ifølge partiet egen beregning være 20 mia. kr. Partiet foreslår at skaffe pengene ved at fremrykke dele af beskatningen af pensionsformuen, så pensionister beskattes ved indbetaling i stedet for ved udbetalingen.

Finanslov kan trække stikket på elbiler

[email protected]

2 Kommentarer

  1. 100.000 kr. er for meget – 50.000 kr. er mere passende, og så er der endnu flere, der har råd til køb af en elbil. Men der mangler stadig ladestandere alle steder i landet, ikke mindst uden for byerne.

  2. Goddag 🙂

    Jeg har en benzindreven bil, der netop har været hos mekanikeren og er blevet set på, for flere tusinde kroner. Desværre IKKE lavet.

    Min status er førtidspensionist grundet bl.a. fejloperation for kræft, hvor der ikke blev bevilget erstatning. Min indtægt er således ikke af de høje. Ydermere har jeg det handicap, at jeg er bosiddende på landet, hvor der IKKE er jævnlig offentlig transport og absolut hverken cykelstier eller fortove. Hastigheden er for lette- og tungtvejende køretøjer opsat til 80-90 km/t og målt som gennemsnitsfart af politiet til 105 på en 17 km. strækning med 36 sving.

    Os på landet er MEGET afhængige af en bil, til dels indkøb og træning, men så længe priserne er så tårnhøje, så er jeg personligt, trods min opmærksomhed på miljøet, nødsaget til at købe en benzinbil igen. Mit største ønske ville være en elbil.

    Jeg har noteret mig, at jeg kan købe en elbil på 200.000,- men mit handicap forudsætter, at der skal være plads til en servicehund og fysiske hjælpemidler. Jeg er IKKE interesseret i endnu en brugt bil.

    Bilen må gerne være på gule plader eller med sæder der kan udtages /ligges ned.

    Beder om hjælp til at finde en bil og…. tilskud til at kunne købe en elbil som første prioritet.
    På forhånd tak 🙂

    Mvh. Sanne

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here