General Motors bliver helt elektrisk

General Motors
I 2025 vil GM-programmet indeholde mindst 13 elbiler. Største udfordring for General Motors kan blive at skaffe tilstrækkeligt med batterier.

Kendskabet til elektriske biler fra Guds eget land, hvor præsidenten mener, at klimaforskrækkelsen er overdrevet, har – groft sagt – begrænset sig til californiske Tesla.

Men det skal der laves om på. Amerikanske General Motors, indtil for 10 år siden verdens største bilproducent, følger strømmen. Den ene elbil, som man i øjeblikket kan levere – Chevrolet Bolt EV – vil om fem år være suppleret med yderligere 12.

I modsætning til præsident Donald Trump siger GM-topdirektør Mary T. Barra offentligt, at “klimaforandringerne er virkelighed, og vi har både mulighederne og ansvaret for at medvirke til en renere planet”. Hvilket hun understregede over for bl.a. The New York Times i forbindelse med lanceringen af GM’s elektriske satsning.

I modsætning til Tesla vil GM fra begyndelsen satse stort på også at producere elbiler, der bliver mere økonomisk tilgængelige for den almindelige bilkøber. Siden grundlæggelsen i 2003 har Teslas årsregnskaber mest haft røde tal på bundlinjen, men General Motors-topchefen er overbevist om, at hendes to primære markeder, USA og Kina, vil være sultne efter GM’s mange elektriske biler. Og at overskud vil være en naturlig følge.

general motors
Luksusmærket Cadillac går også elektrisk. Denne luksuriøse og meget elegante sedan hedder Celestiq og er elektrisk. Og så skal den – for at fremhæve eksklusiviteten – bygges i hånden.

Lige om hjørnet står en ny Chevrolet Bolt EV med en rækkevidde på over 400 kilometer, en elektrisk Hummer og to SUV’er fra Buick. GM håber også for alvor at kunne bringe luksus-mærket Cadillac tilbage i amerikanernes bevidsthed med de elektriske modeller. Næste Cadillac er sedanen Celestiq, der skal håndbygges.

Kan leverandøren levere?

GM-batterierne skal produceres sammen med sydkoreanske LG Chem, der blandt andet leverer batterier til Audi, Mercedes og Jaguar. Et samarbejde, der efter nytår har haltet noget, da de tre har måttet skrue ned for produktionen af henholdsvis e-tron, EQC og i-Pace. Ifølge bl.a. Business Insider fordi LG Chem ikke kan levere tilstrækkeligt med batterier.

Tidligere måtte Tesla også gå ned i produktions-kadence, da Teslas leverandør, Panasonic, heller ikke kunne levere det aftalte antal batterier.

Problemet er mineralet kobolt. Et batteri i en Tesla indeholder ifølge The Washington Post op mod ni kilo kobolt, men kobolt findes ikke i uanede mængder. 60 procent af verdens kobolt kommer fra den såkaldte Demokratiske Republik Congo, hvor børnearbejde og korruption er langt mere udbredt end basale menneskerettigheder. Derfor er det tvingende nødvendigt at finde på noget, der kan erstatte kobolt i den kommende tsunami af elbiler.

Hvis ikke det lykkes, risikerer man, at Congos magt over klima-optagede retsstater bliver større end olieproducerende, arabiske diktaturers nuværende magt over benzin- og dieselpriserne.

I øjeblikket kan intet erstatte kobolt. Fosfat er en mulighed, men brugen af fosfat i stedet for kobolt reducerer batteriernes kapacitet. Det giver kortere rækkevidde, og dermed er elbilerne slået tilbage til start.

I kølvandet på finanskrisen lukkede General Motors i 2010 ned for Hummer, men nu får den comeback – som elbil med op til 1.000 hestekræfter.
Fleksible batteripakker

Elbilsproducenterne arbejder derfor som besatte på at finde en løsning. Senest har Tesla sammen med Panasonic antydet, at “noget er på vej”. Men Tesla-grundlægger Elon Musk har endnu ikke kunnet fortælle, hvad kobolts afløser hedder. Indtil videre er løsningen på det afgørende problem derfor lige så håndgribelig som varm luft.

Hvad angår General Motors mosler den kommende storproducent af elbiler ufortrødent på. GM vil for 17 milliarder kroner opføre en batterifabrik i Ohio. Med de kendte teknologier har GM udviklet et batteridesign, der i stedet for kun at placere elbilernes batterier i store samlede pakker, gør det muligt at pakke batterierne i mindre moduler både lodret og vandret.

Dermed kan batterierne placeres, hvor der er plads i bilen, og ingeniørerne kan tilpasse batterierne til den enkelte bils unikke design.

Man vil også kunne nøjes med at udskifte en del af den samlede batteripakke. Altså behøver man ikke at udskifte samtlige batterier, hvis et problem skulle støde til.

Batterikapaciteten vil – såfremt kobolt eller noget lige så effektivt indgår i batterierne, forstås – strække sig fra 50 til 200 kWh. For de kraftigstes vedkommende er en rækkevidde over 600 kilometer realistisk, lyder det fra GM.

De fleste vil kunne lynlade med 200 kW i timen. De kraftigste offentlige standere i Danmark lader pt. med 175 kW – og det vil være muligt at gå helt op til 350 kW, antyder GM.

General Motors er reelt ude af det europæiske marked, og vi skal således ikke forvente at se GM’s elbiler på de danske veje. Men kan de løse kobolt-problematikken, vil de europæiske og asiatiske bilproducenter stensikkert være klar med penge for at få del i al den viden, de kan købe sig til.

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Tyskerne arbejde vist på højtryk med ny type batteri. Det samme gør Toyota vist også, så mon ikke de snart kan undvære kobolt?

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here