Kia går i højden med XCeed

Kia XCeed
Kia XCeed skal være det smarte og komfortable indslag i klassen for moderigtige SUV-modeller. Teknikken er fra Ceed, men designet helt sit eget.

Bilkøbernes appetit på høje crossover eller SUV-modeller er som bekendt umættelig. Derfor har bilfabrikkerne travlt med at tilbyde de højere biler i enhver tænkelig niche.

Det gælder også Kia. Koreanerne tilbyder i forvejen den kompakte Stonic og den mellemstore Sportage. Netop de to modeller kiler den nye Kia XCeed sig ind imellem.

Som navnet antyder, er nyheden baseret på den Golf-store hatchback Ceed. Kia nøjes dog ikke med den billige løsning med skærmkanter i plastic, falske bundskjold og større frihøjde. Faktisk er det kun de to fordøre, der er genbrugt fra Ceed. Ellers er XCeed helt sin egen med et ganske elegant design, der får den til at stikke ud i den hurtigt voksende klasse for kompakte SUV’ere. Her hedder konkurrenterne Ford Focus Active, VW T-Roc, den kommende Mazda CX-30 og Toyota C-HR.

Kia XCeed
Bortset fra de forreste døre har Kia ofret et helt nyt design på XCeed. Bilen er længere og bredere end Ceed.

Både længde og bredde er øget med en håndfuld centimeter, hvilket bl.a. giver mere plads i bagagerummet. Her er der plads til 428 liter, 31 liter mere end i Ceed hatchback. Trods en længde på 440 centimeter skal vi dog næppe regne med, at XCeed for alvor gør op med den lidt beskedne bagsædeplads i Ceed – akselafstanden på 265 centimeter er nemlig bevaret.

Til gengæld sidder man fire centimeter højere i XCeed, og det er præcis, hvad kunderne ønsker i denne klasse.

Fuld digital instrumentering

Indvendig er kabinen fra Ceed stort set overført uændret til XCeed. Største nyhed er muligheden for at tilvælge fuld, digital instrumentering. og så er infotainmentskærmen opdateret med muligheder for at få opdateret en række oplysninger under kørslen.

At Kia mener det alvorligt med XCeed understreges af, at undervognen er ændret, så den bedre passer til det højere karrosseri. Affjedringen er gjort op til syv procent blødere, styringen er både lettere og hurtigere og så skal en ny type hydrauliske støddæmpere på forhjulene køre kørslen mere komfortabel. Det lyder som ren forkælelse. Selv om Kia laver biler til hele verden, er XCeed da også forbeholdt det kræsne, europæiske marked.

Kia XCeed bygges også i europæiske Slovakiet. De første modeller med benzin- og dieselmotorer når til Danmark i løbet af efteråret. I starten af 2020 udvides motorpaletten med udgaver af de samme motorer, der får 48-volts mild hybrid teknik. Om XCeed også kommer med Kias velkendte fuld hybrid -teknik fortæller koreanerne endnu ikke noget om.

XCeed deler kabine med Ceed. Mulighed for fuld, digital instrumentering er dog en nyhed.
Tre benzin, to diesel

Motorerne er kendte varer. Tre turbobenzinere med henholdsvis 120, 140 og 204 hk og frit valg mellem 6-trins manuel gearkasse og 7-trins DSG automatgear (undtagen basismotoren, der kun fås med manuelt gear). Dieselfans får en moderne 1,6 liter med enten 115 eller 136 hk.

Med XCeed får Kia et bredt program i den populære, lille mellemklasse. Ceed findes allerede som hatchback, stationcar og en stilsikker såkaldt shooting brake med navnet ProCeed. Der findes endnu ikke danske priser for XCeed. Med et blik på Ceed-familien og konkurrenterne i SUV-klassen gætter vi på, at XCeed kommer til at begynde omkring den kvarte million kroner for en veludstyret basismodel med 120 benzinheste.

To skridt frem og ét tilbage for Kia Ceed

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here