Kommissionsforslag favoriserer ladehybrider

4
ladehybrider
Ladehybrider kan blive op mod 100.000 kr. billigere på baggrund af teoretisk lavt brændstofforbrug. Ifølge analytiker kan det skade elbil-salget.

Den store vinder i Eldrup-kommissionens udspil om nye bilafgifter kan meget vel blive ladehybrider – altså biler, der kombinerer benzin- eller dieselmotor med eldrift og et opladeligt batteri. Hvis man tager udgangspunkt i den såkaldte afgiftsmodel 3, der fører 750.000 nul- og lavemissionsbiler med sig i 2030 – og er kommissionens egen foretrukne – vil de ladehybridbiler falde markant i pris. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af beregninger fra Bilbasen og De Danske Bilimportører.

En Passat 1,4 TSI 218 PHEV Variant (billedet) vil således kunne fås til 340.240 kr., hvilket er en besparelse på næsten 93.000 kr. i forhold til i dag. Dermed vil en opladelig Passat være langt billigere end billigste udgave med benzinmotor.

Dermed vil man kunne få en stor VW Passat stationcar ladehybrid til samme pris som en noget mindre VW ID.3-elbil.

En Mercedes GLE 350 vil angiveligt falde med 200.000 kr., fordi den bl.a. får et enormt fradrag med sit officielle WLTP-forbrugstal på ca. 90 km per liter benzin.

330e
Kombinationen benzin- og elmotor med batteri kan gøre en BMW 330e til 3-seriens billigste model.

Den nye BMW 330e Sportline vil falde ca. 85.500 kr. i forhold til dagens pris på 528.000 kr. Det vil gøre modellen til den billigste 3-serie i Danmark.

Danmarks mest solgte bil i disse måneder, Ford Kuga 2,5 ladehybrid, som i forvejen fås til under 300.000 kr., vil falde 14.500 kr. i pris, mens den populære Kia Niro 1,6 GDI PHEV står til et fald på 15.000 kr.

Teoretisk lavt forbrug

Markedsanalytiker på Bilbasen Jan Lang er overrasket over, at ladehybrider bliver favoriseret på den måde.

”Det ser ud til, at ladehybriderne bliver forfordelt, og det vil kunne forlænge afhængigheden af de fossile biler, da hybriderne jo langtfra kun kører på strøm,” siger Jan Lang til avisen.

”Hvis det er kommissionens hensigt, vil det betyde en lang næse til den lange række af købere til benzin- og dieselbiler. De fleste vil købe en ladehybrid, fordi bilerne ganske enkelt bliver langt billigere,” siger han og understreger, at det kan gå ud over udbredelsen af elbiler.

I bilisternes interesseorganisation FDM er man heller ikke begejstret.

”Det er, hvad der sker, når man bygger videre på en afgiftsmodel, der delvist tager udgangspunkt i bilens værdi. Det bliver enormt kompliceret, og de her ladehybrider får et meget stort fradrag, fordi de har et lavt teoretisk brændstofforbrug,” siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i Økonomisk Politisk Sekretariat hos FDM.

Det fradrag bliver langt større i den nye afgiftsmodel.

ladehybrider
I teorien kan hybridudgaven af den store luksus-SUV Mercedes 350 GLE køre så langt på el, at den bliver præmieret med en reduktion i prisen på 200.000 kr.

FDM er kritisk over for, at kommissionen bruger de urealistiske beregninger, hvor man bl.a. antager, at bilen kører af sted med fyldt batteri, til at beregne afgiften. Der er bl.a. eksempler som den store Mercedes ladehybrid, der officielt kan køre op mod 144 km på en liter diesel.

Der er dog ikke nødvendigvis tale om en ’grøn’ bil, når man kører i en ladehybrid. Bilen er kun ’grøn’, når man husker at lade den op.

”Så må vi jo håbe, at ejerne faktisk lader bilen op,” slutter Torben Lund Kudsk.

FAKTA: Det meget betyder Eldrup-kommissionens forslag

Hos De Danske Bilimportører har man lavet beregninger, så danskerne kan se, hvad kommissionens forslag helt konkret betyder for bilens pris.

Priseksempler for ‘model 3’ (750.000 elbiler i 2030):

Elbiler:

Hyundai Kona Electric
Prisændring: 0 kr.

Renault Zoe
Prisændring: 0 kr.

Tesla Model 3 Long Range
Prisændring: +26.382 kr.

Audi e-tron 55
Prisændring: +7.822 kr.

Ladehybrider:

Kia Niro PHEV
Prisændring: -15.081 kr.

VW Passat GTE Variant
Prisændring: – 92.754 kr.

Ford Kuga Plug-in Hybrid:
Prisændring: -14.490 kr.

Diesel:

Peugeot 208 blue hdi 100:
Prisændring: +5.994 kr.

Skoda Octavia 2,0 TDI 150:
Prisændring: -2.698 kr.

Benzin:

VW Polo 1,0 95 hk:
Prisændring: -10.001 kr.

Nissan Qashqai 160 dCT:
Prisændring: +6.421 kr.

Kilde: De Danske Bilimportører/Jyllands-Posten

henrikh@hvilkenbil.dk

4 KOMMENTARER

  1. Hvis folk skal købe elbiler, så skal der mange mange ladestander op. Her i byen, hvor jeg bor, har vi ikke én, så det er ikke løgn som kommisionen sagde, at vi er 10-15 år bagefter. Det kan ikke siges kraftigt no; ladestander ladestander ladestander. Folk tør ikke købe en elbil, desværre.

  2. Ja vi mangler i den grad ladestandere. Livet foregår jo ikke blot på motorvejen. Som nybagt elbil-ejer oplever jeg at f.eks. Juelsminde halvøen (30x30x20 km) ingen offentlige ladestandere har. Kun et par stykker til hotel- og firmagæster. Uheldigt med så mange turister og vores norske gæster må jo tro, at de er landet i et u-land. Heldigvis har jeg lademulighed hjemme.

  3. Hvornår vil der blive taget beslutning om sådan et forslag? Der er jo ingen, der vil købe, før vi ved, om en bil bliver så og så meget billigere at købe .

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation