Leasing: Audi vil tilbyde flere biler pr. aftale

0
475

I stedet for at lease en bestemt bil skal kunderne i fremtiden lease mobilitet hos Audi. Det giver mulighed for at køre i forskellige biler i løbet af leasing-perioden

Audi i Danmark, der er en del af Semler Gruppen, arbejder på at udvikle et helt nyt leasingkoncept. Ifølge Hvilkenbil.dk’s oplysninger består Audis nye koncept i, at man som kunde leaser mobilitet frem for en bestemt bil.

Eksempelvis har kunden brug for en Audi A3 Sportback 10 måneder om året til den daglige transport, men en måned om året – fx i sommerferien – har familien behov for mere plads og ønsker derfor en Audi A6 stationcar. Endelig foretrækker familien en Audi Q5 firehjulstrækker i en måned til jule- og skiferie.

Efterfølgende regnes ydelsen for det samlede bilbehov sammen og udgiften deles ud over den ønskede leasing periode.

“Det er en ny og utraditionel måde at anskue billeasing på,” siger Hvilkenbil.dk’s redaktør, Jens Velling.

Ifølge Hvilkenbils oplysninger skulle det nye leasingkoncept være noget, som hele Semler-gruppen – der også står bag import og forhandling af VW, Skoda og Seat – har i støbeskeen, men premium-mærket Audi skulle være længst fremme.

Audi i Danmark bekræfter, at man arbejder på udviklingen af et koncept af denne karakter.

“Det er noget, som vi arbejder på, men som vi ikke har et færdigt koncept på i øjeblikket,” siger Audis PR-chef Britt Stellinger til Hvilkenbil.dk.

Hvordan er konceptet mere præcist skruet sammen, og hvad er tidshorisonten på, at mobilitets-leasing er en realitet for kunderne?

“Jeg kan desværre ikke give dig nogle detaljer eller fortælle, hvornår det er noget, som kunderne rent faktisk kan benytte sig af,” siger Audis PR-chef.

Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling ser et potentiale i Audi’s mobilitetskoncept.

Det er godt tænkt. For nok køber vi danskere små, fornuftige biler, men mange drømmer om større og mere lækre biler – og rigtigt mange synes, at det er sjovt at prøve noget forskelligt. Med det her koncept kan du nøjes med at betale for en relativt fornuftig Audi A3 det meste af året – og så skeje lidt ud i ferierne, hvor du har tid til at nyde en stor og lækker bil. Kan Audi tilbyde mobilitetskonceptet til en fair pris, kan det blive en gamechanger i den lidt dyrere ende af leasingmarkedet,” vurderer Jens Velling.

At interessen for nye idéer er der, beviser Peugeots nye mix-leasing koncept, hvor du kan få fratrukket leasingudgifterne, hvis du beslutter dig for at købe leasingbilen. Mix-leasing har været med til at sende Peugeot 308- og 208-modellerne til tops på listerne over de mest solgte nye biler i Danmark. Senest har Mitsubishi kopieret konceptet i form at et lignende tilbud på deres ASX-model.

Indtil nu er det lykkes Audi at holde udviklingen af det nye leasingkoncept helt tæt til kroppen. Ingen af de Audi-forhandlere, som Hvilkenbil har været i kontakt med, kender angiveligt noget til det nye mobilitetsleasingkoncept endnu.

Læs også: Hver tredje nye bil var leaset i 2014

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here