Leasing gør comeback

Efter sidste års usikkerhed på grund af regelændringer er markedet for leasing-biler vendt tilbage til sit tidligere niveau. I november udgjorde det 42 pct. af det samlede bilsalg.

Andelen af leasede biler har været faldene siden sidste efterår, hvor der fra politisk hold blev besluttet at stramme op på reglerne for at undgå snyd med registreringsafgiften. Her faldt leasingandelen betydeligt fra ca. 44 procent af det totale salg til kun at udgøre lidt under 30 procent, viser tal fra De Danske Bilimportører.

Men nu er leasing tilbage på stort set samme niveau, som inden den politiske aftale sidste år. 

I november er andelen af leasede biler ud af totalsalget helt oppe på 42 procent og dermed faktisk 4 procent højere end sidste års andel i november, hvor den politiske stramning var begyndt at slå igennem. 

Direktør i De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen forklarer, hvorfor markedet har rettet sig:

”Leasingandelen faldt i en periode i slutningen af sidste år og her i første halvår af 2018, hvilket kan tilskrives den usikkerhed, der opstod i forbindelse med sidste efterårs lovgivning på området. Nu ser det ud til, at markedet er vendt retur til det tidligere niveau, hvilket vi finder helt naturligt – leasing er en attraktiv anskaffelsesform med mange fordele og det handler som oftest ikke blot om pris, men ligeledes kapitalbinding, kapitalbehov og serviceomkostninger mv.,” siger han til Hvilkenbil.dk og fortsætter:

”Vi forventer da også, at året slutter på et stabilt niveau igen, som vi så det i 2016 og i 2017 inden den politiske aftale.”

Leasing kan stige yderligere
Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling er enig i, at en betydelig del af bilkøberne foretrækker at lease frem for at leje, fordi de synes, det er mere uforpligtende end at eje.

”Efterspørgslen blandt forbrugerne på ikke mindst privatleasing har været der hele tiden, og nu har branchen fundet fodfæste igen, hvilket betyder flere tilbud at vælge imellem og indgåelse af flere leasingaftaler. På sigt tror jeg, at leasing vil udgøre en endnu større del af bilsalget – sådan er det på mange andre markeder i Europa,” siger Jens Velling.

Fordelingen mellem leasing til erhverv – firmabiler – og private var i november hhv. 66 procent og 34 procent – det er ca. samme niveau, som det var inden sidste års aftale om bilafgifter. 

Erhvervsleasing tegnede sig for 28 procent af november måneds samlede salg, mens privatleasing stod for 14 procent af det samlede bilsalg i november. 

Læs også: Her er de bedste tilbud på privatleasing

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here