MG4 er en billig og køreglad kineser

MG4 leder MG-salget i Danmark, og er med til at gøre mærket til det næstbedst sælgende af de nye, kinesiske bilmærker.

BILTEST: MG4 er en velkørende elbil med masser af udstyr til rimelige penge – men på nogle områder fremstår den ufærdig.

Hvilken bil?

MG4 udmærker sig først og fremmest ved en overkommelig pris på 285.000 kroner, sikkerheds- og komfortudstyr i store mængder, fornuftig rækkevidde på 435 kilometer og evnen til at lynlade med 135 kW.
Den orange hatchback – Fizzy Orange kalder kineserne kuløren (den fås også i andre, mere neutrale farver, bare rolig) – er i grove træk på størrelse med en VW Golf.
Den 204 hestes elmotor trækker på bagakslen, og det giver et umiskendeligt pift af grundlæggende køreglæde på anden vis end i forhjulstrækkere.
MG4 findes også i en Nordic Edition til 250.000 kr. Her er batteriet skrumpet, rækkevidden er 350 km og ladehastigheden maksimalt 117 kW. Der er skåret en del sikkerheds- og komfortudstyr fra, men til prisen er både Nordic Edition og den dyreste til 285.000 kr. stærke kort. Ikke mindst med tanke på, at de billigste Stellantis-tvillinger, Peugeot e-208 og Opel Corsa-e, der begge er et nummer mindre, koster henholdsvis 290.000 og 295.000 kr.

Vidste du at?

Vi skal lige have det på plads: At MG ikke tåler sammenligning med 1900-tallets hæderkronede britiske problembarn Morris Garages, der fremstillede underholdende tosædede sportsvogne, og som gik fra konkurs til konkurs.

I 2005 købte den statsejede kinesiske bilgigant SAIC (Shanghai Automobile Industry Corporation) retten til MG-navnet. SAIC er verdens syvende største bilproducent. Mærket fremstiller blandt andet også Maxus og står på det kinesiske marked for produktionen af diverse Volkswagen og Skoda samt et antal GM-modeller.

Hvordan er førerpladsen?

Rattet er fladt i både bund og top og kan multijusteres på plads, så afstanden til både rat og pedaler passer. Sæderne får karakteren under middel, da der først og fremmest mangler støtte for gennemsnitslange danskerben. Indstillingen af førersædet foregår elektrisk, lændestøtte findes ikke.
Bilen startes ved at træde på bremsen og slukkes, når man låser dørene. Gearvælgeren er en drejeknap i midterkonsollen, men bilen skal lige vågne til live, inden man kan sætte i gear. Det går nogle gange hurtigt, andre gange skal man lige have lidt tålmodighed.
Efter lidt tilvænning med rattets knapper, hvoraf nogle af dem ikke har symboler, så man umiddelbart kan afkode, hvad deres funktion er, kører det ok.
Skærmen reagerer ikke altid lige hurtigt, og man skal “berøre” sig frem til alt. Med tungen helt lige i munden, øjnene væk fra vejen og meget rolig pegefinger skal man præcist berøre de små symboler for sæde- og ratvarme. Det fungerer langtfra optimalt og slet ikke trafiksikkert.
I øvrigt må varme- og ventilationsanlægget have hørt om det der med at skrue ned til 19 grader. Ruderne dugger hurtigt til. Elbagruden skal nærmest være tændt permanent for at holde udsyn bagud.
Jeg valgte at deaktivere det automatiske klimaanlæg for at slippe for duggeriet. Gik på manuel, skruede lidt op for blæser og for kabinetemperatur – 24-25 grader – så hang det nogenlunde sammen. Er det virkelig sådan, det skal være?

Hvordan opleves kabinen?

Plastikken ser fin nok ud, men den er hård og vinder ingen stjerner i lækkerheds-disciplinen. Pladsen på bagsædet er godkendt, men af en eller anden grund er der ingen nakkestøtte på midterpladsen. Til gengæld er der en sikkerhedssele.
Bagagerummet er pænt og regulært i formen, tager 350 liter. Det er godkendt.

Er sikkerheden i orden?

MG4’eren bestod i 2022 eksamen hos Euro NCAP med de maksimale fem stjerner. Standardudstyret tæller blandt andet adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, advarsel mod trafikanter i den blinde vinkel, advarsel mod køretøjer bag bilen og vejskiltegenkendelse. Men der er et men eller to, og de er store.
Det kan godt være, at det virker efter hensigten i NCAP-testen, men min oplevelse er, at de aktive assistenter er nervepirrende og seriøst irriterende. Aktivér det hele, styretøjet bliver stramt, og bilen synes nærmest at tage kontrollen. Føreren skal kæmpe med sin MG4, der korrigerer i ubehagelige ryk. I et T-kryds, hvor en modkørende holdt tilbage for mig for at svinge til venstre, troede MG4’eren pludselig, at jeg var ved at køre ind i den holdende bil og korrigerede kraftigt til højre. Voldsomt og chokerende.

Systemet har fået en opdatering, meddeler importøren, men der er altså stadig plads til forbedring. Seriøst god plads. Jeg slog vognbaneassistenten fra.

Skiltegenkendelsen blev også deaktiveret – i de fleste biler vil det insisterende “her må du køre 80 km/t”-skilt holde op med at blinke i displayet efter fem-ti blink, når man overskrider hastigheden (f.eks. sætter fartpiloten på 85 km/t). Men ikke i MG4 – her blinker den lystigt og permanent videre… hold nu op!
Den adaptive fartpilot er heller ikke uden problemer. Ved kørsel ned ad bakke bremser den abrupt ned for at holde hastigheden i stedet for glidende at tilpasse hastigheden. Voldsomt irriterende og for nogle også køresygefremkaldende.

Hvordan kører den?

Efter klagesangen i foregående afsnit tager MG4’eren kegler her. Få elbiler byder på så meget af den helt basale køreglæde – baghjulstrækket og multilink-baghjulsophænget får den største del af æren, som dagligt nydes ved moderat acceleration ud gennem et sving. Fornemmelsen af at blive skubbet af baghjustrækket frem for trukket af et forhjulstræk ud af sving er uforlignelig.
Komforten fejler heller intet med en tilpas afstemt affjedring, og motorvejskørsel æder den uden at kny. Hvis man altså har husket at slå vognbaneassistenten fra.
En lille pudsighed er, at den ikke har vinduesvisker på bagruden. Bevares, bagruden er meget skrå, og der sprøjter måske ikke meget vand derop på en regnvejrsdag, men alligevel.

Hvordan er motor og opladning?

Den 150 kWh-stærke elmotor – svarer til 204 hestekræfter – er rigelig til den kompakte bil. 0-100 km/t kan gøres på lige under otte sekunder, og tophastigheden er begrænset til rimelige 160 km/t.
MG4’eren kan lynlade med op til 135 kW, og på en otte grader varm vinterdag kom vi tæt på i pænt lang tid. 35 minutter skal det vare fra 10 til 80 procent, lover MG – når alt går op i en højere enhed.
I løbet af testugen med meget vind og regn og en del motorvejskørsel med 110-115 km/t endte jeg med et forbrug på 20,7 kWh pr. 100 kilometer. Det vil sige omkring 300 kilometer på en fuld opladning. Det er godkendt.

Passer prisen?

290.000 kr. inklusive metallak er en god pris. Særligt når man medregner alt det udstyr, der følger med. Men svaghederne er betydelige – køreassistenterne, betjeningen af infotainmentskærmen og kabinens knaldhårde plastik.
Har man ikke brug for at kunne køre op til 400 kilometer på en opladning på en god dag, men kan nøjes med lidt under 300 på samme gode dag, så er den såkaldte indstigningsmodel, Nordic Edition, til 250.000 kr. nærmest et slagtilbud.
MG importeres af Nellemann Bilimport A/S, der også henter Kia til landet, og troen på produkterne er identisk: Syv år garanti på både mekanik og batteri.

Er der alternativer?

MG4 er indtil videre næsten alene hjemme på markedet for elektriske hatchbacks i Golf-størrelsen. Altså dem, hvor man er lidt tættere på jorden og ikke har crossover-præg.
VW ID.3, Cupra Born og Renault Megane må betragtes som de nærmeste konkurrenter, hvis man ser bort fra familiemedlemmet MG5, der er en stationcar. 5’eren har i sagens natur et større bagagerum, men dens rækkevidde er lidt kortere og prisen 20.000 kr. højere. Dertil kommer, at dens køremåde er væsentligt anderledes, fordi den har forhjulstræk, og fordi platformen, den står på, ikke er udviklet til elbiler.
ID.3, Born og Megane er dog svære at komme udenom, og jeg vil ikke tøve med at anbefale Born High med 58 kWh-batteri og en rækkevidde på 424 kilometer som bilen, man bør skele til, hvis man overvejer den kinesiske MG4. Bemeldte Born koster 320.000 kr., altså 35.000 kr. mere end MG4, men med en teknik, der ikke halter, og en kvalitetsfornemmelse af en helt anden verden.
Med 77 kWh-batteri er 547 kilometers rækkevidde er prisen på Born 350.000 kr. Det er også en stærk pris.
Megane og ID.3 med godt 400 kilometers rækkevidde og udstyr, der svarer til MG4, står i hhv. 370.000 og 380.000 kr.

Konklusion:

For: Pris, udstyr, køreegenskaber, garanti
Imod: Køreassistenter, infotainmentskærm, sæder, plastik, kvalitetsfornemmelse
Hvilkenbil siger: 

MG4 vinder på pris, udstyr og køreglæde. Men i løbet af testen åbenbarede svaghederne sig, og i min bog sætter den betydeligt til på aktivt sikkerhedsudstyr, der langtfra fungerer optimalt, på brugeruvenligheden af infotainmentskærmen og den halvtrælse plastik. Kun prisen retfærdiggør fire stjerner – og de er små. Det undrer mig, at den kun var to point fra at blive Årets Bil i Danmark 2023. Potentialet er der bestemt, men så god er MG4’eren altså heller ikke.

FAKTA: MG4 Luxury

Vejl. pris, inkl. lev.: 285.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Billigste: 250.000 kr. (Nordic Edition)
Privatleasing: 3.195 kr./måned, førstegangsydelse 19.995 kr./3.495 kr./måned, førstegangsydelse 9.995 kr. (i begge tilfælde 12-36 måneder og 15.000 km./år)
Årlig ejerafgift: 740 kr.
Garanti (bil/rust): 7/7 år eller 150.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Garanti (batteri): 7 år eller 150.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): (2022)
Antal airbags: 6 airbags
Længde/bredde/højde: 429/184/150 cm
Bagagerum (min/max): 350/1.165 liter
Vægt: 1.685 kg
Anhængervægt: 500 kg
Batterikapacitet: 62 kWh
Rækkevidde (WLTP): 435 km
Forbrug: 166 Wh/km
Ladeevne: Op til 135 kWh DC
Opladningstid: 35 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), 7 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 150 kW (svarer til 204 hk)
0-100 km/t: 7,9 sek
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse m. fodgænger-registrering, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkeladvarsel, advarsel mod køretøjer bag bilen, vejskiltegenkendelse, træthedsregistrering, LED-baglygter, LED-forlygter m. automatisk op- og nedblænding, p-sensor bag, 360 graders kamera, elektrisk justerbare sidespejle m. varme, klimaanlæg, varme i forsæder og rat, elektrisk justerbart førersæde, nøglefri betjening, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 7 tommer digital instrument, 10,25 tommer berøringsfølsom infortainmentskærm, DAB, 6 højttalere, bluetooth, Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, navigationsanlæg, varmepumpe, 17 tommer stålfælge. ( * Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 4.800 kr.
Type 2-ladekabel (3-faset, 32 Ampere): 1.499 kr.
Anhængertræk: 13.495 kr.

[email protected]

2 Kommentarer

    • Hej Keld. Hvad angår rust, er elbiler ikke anderledes end andre biler. Der er forskel på de forskellige mærkers rustbeskyttelse, og i det fugtige danske klima med stor brug af vejsalt i vinterhalvåret anbefaler vi supplerende rustbeskyttelse – især, hvis man vil eje sin bil i flere år. Med venlig hilsen, Jens Velling, Hvilkenbil.dk.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here