Nu kommer de billige elbiler

VW-koncernen kommer med tre billige elbiler til under 200.000 kr. i begyndelsen af 2020. Peugeot, Opel og Renault byder sig også til.

Vil du gerne køre mere miljøvenligt – men synes du elbiler fortsat er for dyre? Så er der endelig gode nyheder: Der er flere billige elbiler på vej til Danmark.

VW-koncernen ser ud til at komme længst ned i pris. Ikke med den nye, Golf-store ID.3, der kommer til Danmark til sommer. Her begynder priserne ved 280.000 kroner for basisudgaven med 150 hk og en rækkevidde på 330 km.

Det er bestemt en fair pris, men rigtigt folkeligt bliver det først med en stærkt forbedret udgave af den lille e-Up. VW har næsten fordoblet batterikapaciteten, hvilket bringer rækkevidden op på 260 km efter den realistiske WLTP-norm. Stadig ikke nok til en tur mellem København og Aarhus uden opladning, men glimrende for en lille bybil. Den forbedrede e-Up forventes til Danmark i løbet januar 2020.

billige elbiler
I begyndelsen af 2020 kommer den forbedrede VW e-Up til Danmark. Rækkevidden er næsten fordoblet.

Priserne er endnu ikke på plads. Den danske importør har dog meldt ud, at de skal ligge en godt stykke under 200.000 kr. Det kunne være omkring de 175.000 kroner, og så er e-Up inden for mange danskeres økonomiske rækkevidde.

Mii og Citigo bliver også elbiler

Er det OK, at der står Seat eller Skoda på bagsmækken, kan det blive endnu billigere at køre elektrisk. VW e-Up’s teknisk identiske søsterbiler – Seat Mii og Skoda Citigo – kommer nemlig i tilsvarende, elektriske udgaver. Godt nok først til marts, men formentlig til priser, der ligger 5.000 – 10.000 kr. under e-Up.

Teknologien er den samme: Batteriet yder 32 mod tidligere 19 kWh, men fylder ikke mere. Navnene skifter dog med overgangen til eldrift: Seat Mii får tilnavnet Electric (det store foto), mens Skoda Citigo får tilføjet betegnelsen iV.

De tysk-tjekkisk-spanske trillinger hører til i den mindste bilklasse. Er der brug for mere plads, er der også gode nyheder. Også i den større miniklasse er der flere billige elbiler på vej til danske bilkøbere.

I marts 2020 kommer den elektriske Skoda Citigo med tilnavnet iV. Det er helt slut med benzinmotorer.

Til oktober ser vi en helt ny Peugeot 208, der både kommer med forbrændingsmotorer og i en rent elektrisk udgave. Rækkevidden på fuldt opladte batterier bliver omkring 340 km, og elmotoren yder 100 kW – eller hvad der svarer til 136 hk. Prisen er endnu ukendt, men bør ende et godt stykke under de 280.000 kroner som den større VW ID.3 skal koste.

Lanceringen af den elektriske 208 bliver interessant: Den nuværende 208 er Danmarks mest solgte bilmodel. Der er altså potentielt mange danskere, der snart får muligheden for at skifte deres brugte 208 ud med en ny, fuldt elektrisk afløser.

En måned senere – altså i november – kan du få samme teknik i en lidt anden indpakning. Her er der premiere på 208’s søsterbil i form af Opel Corsa. El-udgaven har nøjagtig samme specifikationer som hos Peugeot, men designet er helt sit eget – og typisk Opel.

Renault med lang rækkevidde

Endelig byder Renault sig til med en kraftigt opdateret udgave af elbilen Zoe. Den kommer i løbet af oktober med et væsentligt større batteri, der øger rækkevidden til hele 390 km efter WLTP-normen. Heller ikke Renault er klar med priser, men Zoe bør også lande under de 280.000 kroner, som VW forlanger for den mindste ID.3.

Den faceliftede Renault Zoe ser spændende ud. Måske bliver den Danmarks billigste elbil i forhold til rækkevidde.

P.t. kan du købe den ‘gamle’ udgave af Zoe fra 240.000 kroner. Vi gætter på, at den nye udgave kun bliver marginalt dyrere.

Mini og Honda er også på vej kompakte elbiler, men her begynder priserne i noget højere luftlag: Fra 277.000 kroner for den retrosmarte Honda e.

[email protected]

3 Kommentarer

  1. Jeg skiftede gerne i morgen, men både hybrid og el bilerne er for dyre. De skal bare ned på en pris, som almindelige mennesker kan nå.

    • For at vurdere prisen, skal man regne på både anskaffelsesprisen, prisen på service og prisen på brændstof. Og se på om din bopæl (har du mulighed for at have egen ladestander) og dit kørselsmønster er egnet til en elbil. Prisen på service og brændstof er afhængige af, hvor mange kilometer du kører om året. Da el er billigere end benzin og diesel, kommer besparelsen ofte af den vej. Min nabo har købt en BMW i3 (som ikke er billig), men som kom med 3 års gratis el fra en ladestation hjemme. Det kan jo over tid blive en betydelig besparelse.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here